Filmmanden, digteren, livskunstneren, hedonisten, elskeren af unge, mørke kvinder fra Tahiti m.m. – Jørgen Leth – fylder 70 år. Til lykke – og lad ikke…

Jens belærer mig om, at der er gået tyve år siden kræften tog Poul Borum – og berøvede dansk kultur for endnu en af sine…

Torben har taget handsken op fra Rolling Stone, der har formastet sig til at opstille en liste med de ti bedste albums fra firserne –…

På det lokale bibliotek faldt jeg over “Lets go – den store danske 60’er box” (Universal 2006). Over fire cd’er lægger redaktørerne – Jørgen de Mylius og Claus Hagen Petersen – et tværsnit gennem dansk populærmusik i tresserne. Udvælgelsesprincippet har (måske) været at vise bredden i populærmusikken i den periode. To cd’er er helliget pigtrådsmusikken, beaten og folkemusikken. Og de to sidste slagergenren, som den kaldes, dvs. dansktop og Giro413-kendingen og det, der ligner. Som man kan se på tracklisten nedenfor, så er der mange kendte sager iblandt. Men der er også ting og sager, som var gået lidt i glemmebogen hos denne blogger, men som vækker minder ved afspilningen.
Der er fx Peter Abrams’ cowboysang “Jesse James”. Jeg kan ikke huske, om den nåede op på hitlisterne, men den var et mindre hit i min barndoms baggård. Dengang kunne vi ikke høre det ubehjælpsomme skoleengelsk, men kun cowboyderiet. Daimi klarer det med det engelske meget bedre på sin teenagerode “Don’t treat me like a Child”, der med sin klare amerikanske halvtredser- og tidlige tresser-popstil er en slags overskrift til det spirende ungdomsoprør og en demonstration af, at Daimi havde x-factor, længe inden det blev et begreb. The Weedons, der fik æren af (sammen med Beethovens og Hitmakers) at være opvarmning for The Beatles i København i 1964, er repræsenteret med deres energiske pigtrådsudgave af “Shimmy Shimmy” fra samme år. Singlen, der indeholdt “Shimmy Shimmy” nåede op i top 10 og banede vejen for gruppens adgang til Beatleskoncerten. Så vidt jeg husker var Shimmy en af de mange danse, der opstod i det årti. Og endnu engang bliver man mindet om, at pigtrådsmusikken især tog sigte mod dansegulvet.
Folkebølgen skyllede over landet i 1964-65, og selvfølgelig er de med de gamle inden for den genre: Cy, Maia & Robert, Cæsar, Dissing, Dich osv. Men der er også fx Niller med sin pæne, loyale udgave af Buffy Saint Maries “Universal Soldier” (som også Donovan hittede med). Og så er duoen Immigrants (Sven Nilson og Willy Guerrero) med med hele tre numre. Stilen er tydeligvis inspireret af Kingston Trioen og sikkert også Peter, Paul & Mary. Akustisk med godt vokalarbejde, der dog ikke når Cy, Maia & Robert til sokkeholderne. Immigrants fik lavet hele fire album, der vist må være samlerobjekter i dag. Vitaminerne husker jeg ikke. Men deres udgave af “Bye bye Baby” gør indtryk. Vitaminerne tog navn efter forsangerinden og bestod af: Ole Daldorhp (el-b), Carsten Pedersen (g, vo), Jørgen Nielsen (g, vo), Vita Jensen (vokal) og Steen Gundlach (dm). I følge www.dk-rock.dk udgav gruppen aldrig en plade, så det må siges at være en sjældenhed. Og det er en ganske overbevisende folk-blues-sang. Glemmes skal heller ikke en meget ung Stig (Møller) med “People they don’t know”, der lyder som en dansk udgave af den vrede folkesanger à la Barry Mcguire. Hippien er endnu ikke blomstret.
At lytte til slagerafdelingen er som at blive beamet tilbage til stillestående Giro 413-søndage i baggården, hvor mange af disse sange lød fra radioerne gennem de kunne virke både tiltrækkende og frastødende på en ungt sind. Men slagerne fremkalder også associationer til stunderne med øret helt inde i Mylius’ top 20-lister. Fx når Preben Uglebjergs “Gyngerne og karrussellerne” lyder. Den fortrængte, så vidt jeg husker, Beatles fra hitlistens top (det må jeg lige tjekke op på). Som flere af de andre slagere havde den en irriterende dobbelthed af popappel og dansktoppens ulidelige lethed. Havde man først fået den på hjernen, så var man ilde stedt.

Men der er også mange charmerende ting imellem. Ofte danske udgaver af udenlandske hits. Lise Ringheims og Henning Mouritsens duet “Næ, har man hørt så galt”, en vellykket fordanskning af Peter Sellers og Sophia Lorens “Goodness Gracious Me“, hvor Mouritsen heldigvis undgår den fælde, at gøre Sellers indisk læge-parodi efter. Og Ringheims giver Lorens baghjul…

Dirch Passers versionering af Bryan Hyland-hittet “Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polka Dot Bikini“, En mægtig smart – men meget sart bikini, løfter Hylands sang ud af det lidt smålumre ved hjælp af Passers humoristiske glimt i øjet (og Lily Brobergs meget indforståede kommentarer). Raquel Rastennis Elisabeth Serenade får tiden til at gå helt i stå. Den er indbegrebet af en kedelig søndag i min barndom. Et tilbagevendende hit i Giroen. Suk.
Sys Gregers’ “Hvem bliver dit næste offer Mr. Sweetheart” var en af de sange, min mor holdt meget af. Hun havde den vist på singleplade. Det er forståeligt. Gregers var uden tvivl en af de refrænsangerinde, der tålte sammenligning med sine amerikanske kolleger. Jørgen Ingman er selvfølgelig også med. Og det er herligt at høre hans Duane Eddy-inspirerede “Pepe”, som også var gledet lidt i glemmebogen.
Måske man skulle investere i denne boks? I hvert fald er det en invitation til en nostalgisk rejse gennem tressernes populærmusik. Hermed er invitationen givet videre…

Read more