Den store, meget omtalte ikonbegivenhed, Desert Trip, der har formået at samle noget af det bedste af det gamle – fra Bob Dylan over Paul…

Penge har altid – og spiller – en stor rolle i musik. Ikke mindst de penge, som artisterne fik/får for deres musikalske anstrengelser. Nu om…

Ja, titlen siger næsten det hele. The Woodstock Experience. Et af højdepunkterne i Jefferson Airplanes live-historik. Fyrre fortættede minutter med “morning maniac music” fra dengang,…

Jeg har reklameret for dem før, og de har været vist på tv før, alligevel gør jeg det igen. I aften kl. 23.20 viser DRK…

“I went to Woodstock as a member of the audience. I did not show up there with a road manager and a couple of guitars….

DR fortsætter med at kræse lidt for musikfolket her i fodboldland. Efter Stones og Hendrix, gælder det i dag – på DR K – Twiggy,…

I dag er jeg blevet grebet af Woodstock-nostalgi. Dels på grund af den herskende politiske elendighed, hvor fraværet af visioner og ønsker om radikale samfundsændringer…

I forbindelse med Woodstockfestivalens 40års jubilæum blev der udsendt nogle dobbeltcd’er med fællesoverskriften The Woodstock Experience. Columbia Records stod for udgivelserne, der talte navne som…

Time magazine fejrer 40-året for Woodstock-festivalen med bl.a. et slideshow af de fotos, som fotografen Elliot Landy tog den 15.-17. august 1969. Billederne taler helt…

“I consider Woodstock one of my lousiest performances, because by the time I was asked to play I was as stoned as everybody else.” John…

Som alle andre modkulturelle fænomener fra tresserne og frem blev også Woodstock-begivenheden et kommercielt projekt. Allerede ved festivalens fødsel stiftede de oprindelige skabere af festivalen…

“Woodstock was different. It was, particularly for a sheltered teenager, an adventure: sloppy, chaotic, bewildering, drenched, uncertain, sometimes excruciating, sometimes ecstatic. Although I was drug…

For snart længe siden købte jeg en dvd-udgave af Michael Wadleighs film om Woodstock-festivalen. Filmen (der er fra 1970) om de tre augustdage med love, peace and music så jeg i min barndoms Strandbio, da den havde premiere i Danmark. Og det var en stor oplevelse. Jeg synes, efter at have genset filmen på tv-skærmen, at den stadigvæk holder som en fin krønike om den legendariske festival, der blev alle rockfestivallers moder. Det lykkes fint for instruktøren at dokumentere en lang række fornemme præstationer af datidens store såvel som små navne, men også at indfange “tidsånden”, stemningen af de sene dage, hvor der endnu var liv i hippiedrømmene om fred og kærlighed – inden Altamont Festivalen samme år slog drømmene så eftertrykkeligt i stykker. Også som filmkunst gjorde filmen indtryk. Den subjektive kameraføring, der gav mindelser om den franske tresser-nybølge, og de karakteristiske opsplittede billeder, der i starten var lidt forvirrende, men også gav et indtryk af den mangfoldighed af hændelser, der skulle dokumenteres.
Af de musikalske indslag kunne man fremhæve mange, der siden hen har fået klassikerstatus. Der var dog en enkelt kunstner, der gjorde et særligt indtryk dengang: Richie Havens. Det var med sin improviserede udgave af sangen Motherless Child (og verset Freedom), at han fik sit internationale gennembrud. Indtil da havde denne sorte folkemusiker især gjort sig bemærket på den såkaldte Greenwich-folk-scene, hvor også Dylan, Baez med flere havde markeret sig. Det, der gjorde indtryk – ud over et medrivende guitarspil og et indfølt sangforedrag – var, at den selvfølgelighed, hvormed den store tandløse (!), kjortel- og sandaliklædte mand indtog scenen og tog publikum i sin store varme hånd. Genoplev Havens her: Read more