Search Results for: willie nelson

King of the Road – Roger Miller

Musik

Jeg er ikke sikker på, om Roger Miller kom på den danske hitliste i 1965 med sit store hit “King of the Road”. Men sikker er jeg på, at Jørgen de Mylius i tide og utide spillede den sang, så den havde alle muligheder for at lagre sig dybt i min cerebrale jukebox. Og det er da også en sang, der i sin enkelhed og iørefaldenhed vedbliver med at fænge en. Et slidstærkt hit og en langtidsholdbar sang. I det hele taget kunne Miller det med at skrue en simpel popsang samnen. Et andet eksempel er “Dang me”.

Og Miller, der også var skuespiller, satte sig dybe spor i amr. countrymusik som sangskriver i Nashville. Så dybe spor, at han her mange år efter sin tidlige død som 56-årig af kræft (i 1992), fejres af mange yngre kolleger med et stort hyldestalbum. Med 31 sange demonstrerer kollegerne Millers holdbarhed som sangskriver.

Read more

Gensyn og – hør: Forrest Gump

Musik

Tilfældighedernes spil sendte mig over på TV3, hvor de genudsendte filmen Forrest Gump. Et herligt gensyn, hvis det ikke lige havde været for den pågældende…

Neil Young og olieledningen

Musik

“Keystone XL pipeline” er navnet på et en olierørledning, der går fra Alberta i Canada til olieraffinaderier i Illinois og Texas i USA. Og rørføringen har været mødt med protester fra miljøgrupper og også almindelige borgere og politikere, fordi ledningsføringen har uheldige effekter på følsomme naturområder, drikkevandet og det dyrkbare land.

Og kunstnere som Willie Nelson og – ja, hvem anden? – Neil Young har engageret sig i kampen mod ledningsføringens sidste etappe, kaldet “Keystone XL”. Og Neil Young har skrevet og indspillet en sang til fordel for kampen mod ledningen.

Read more

Crazy – 55 år på bagen

Musik

I dag er det 55 år siden Patsy Cline indspillede sangen “Crazy” af sangskriveren Hugh Nelson (siden bedre kendt som Willie Nelson). Og den blev…

Neil Young mod GMO

Musik

Det er længe siden, Neil Young var så ung og korthåret, som på fotoet ovenfor. Men Young har ikke glemt sin ungdoms idealer. Han er…

Bob Dylan om Frank Sinatra

Musik

“When you start doing these songs, Frank’s got to be on your mind. Because he is the mountain. That’s the mountain you have to climb,…

Eric Clapton hylder J. J. Cale

Musik

Guitaristen og sangskriveren J. J. Cale døde for et års tid siden (27. juli). Og næsten på årsdagen (d. 29udgiver Cale-beundreren Eric Clapton en hyldestplade til forbilledet – The Breeze. An Appreciation of JJ Cale. Sammen med blandt andre Mark Knopfler, Tom Petty og Willie Nelson fortolker Slowhand 16 af Cales sange. Det manglede da også bare…

Read more

Townes van Zandt – 70

Musik

En af de store, lidt oversete sangskrivere (John) Townes van Zandt ville være fyldt 70 i dag, men døde kun 52 år gammel den 1….

Occupy This Album – musikere støtter den folkelig Occupy Wall Street-bevægelse

Musik

Kombinationen musik og en politisk sag er ikke altid en vellykket kombination. Det er der mange eksempler på. Senest så vi Bob Dylan-cover-opsamlingen i anledningen af Amnesty Internationals jubilæum. Og den var på mange måder repræsentativ for genren. Der var en del gode snapse, men også fortolkninger, der i bedste fald ikke lagde noget til mesterens sange.

Problemet med den slags projekter er selvfølgelig, at musik – ja, kunst i det hele taget – har det svært med at tjene andre sager end kunsten selv. Musikken – kunstens – opgave er at være musik og kunst på sine egne æstetiske præmisser. Det betyder ikke, at musik og kunst ikke kan have et politisk tema – for der er ingen grænser for, hvilke temaer kunst kan omhandle – men det betyder, at det politiske altid vil have en underordnet funktion, hvis kunsten skal lykkes som kunst. Det er i hvert fald min påstand.

Disse indledende betragtninger gælder også en ny firedobbelt-cd-udgivelse, der om kort tid kommer på gade. Den folkelige bevægelse Occupy Wall Street, der er opstået i kølvandet på den grasserede økonomiske krise i Vesten, og som sætter spørgsmålstegn ved kapitalismen, har fået mange sympatisanter blandt musikere. Og derfor har en lang række kendte og ukendte musikere (se den ret så imponerende liste nedenfor) stillet musik til rådighed for bevægelsen. Blandt de mest prominente deltagere finder vi: Ani DiFranko, Joan Baez (sammen med Steve Earle og James McMurtry), Willie Nelson, Nanci Griffith, Garland Jeffreys, Patti Smith, Crosby & Nash, Yoko Ono, The Mamals med Pete Seeger, Jackson Browne og The Guthrie Family. En del sangene er lavet specielt til lejligheden, medens andre er sange, der af den ene eller anden grund passer ind. Som sådan er pladen som de fleste af den slags sympatiplader. Pladen kommer på gaden i midten af maj med 99 kunstnere og 99 numre til den nette pris af 9.99$. En nærmest fornærmende lav pris for så meget musik – men da overskuddet går ubeskåret til de folkelige bevægelser, der nu omfatter 951 byer i 83 lande verden rundt, så er den vel værd at investerer i. Og så får man også – kunst for pengene…

Mere om pladen på bevægelsen egen side her.

En af dem, der spiller er som nævnt Patti Smith, der leverer en live-version af “People have the Power”. Her er hun i Rom sidste år i anledning af Earth Day.

Read more

En saxofon blev tavs – Andrew Love fra The Memphis Horns er død, 70 år

Musik

Den sorte saxofonist Andrew Loves betydning for populærmusikken understreges af den begrundelse, der blev givet, da han og kollegaen, den hvide trompetisk Wayne Jackson, blev indlemmet i “Musicians Hall of Fame”. Der kunne man læse, at The Memphis Horns spillede på stort set alle indspilningerne fra den legendariske plademærke Stax Records. En bedrift, der sikrer en en varig plads i historiebøgerne.

Love, der døde forleden af Alzheimer, startede sin karriere som sessionmusiker i på plademærket Hi Records, På samme tid var Wayne Jackson ansat som studiemusiker på Stax, og de to mødtes efter arbejde for at spille sammen på de lokale natklubber. Og kammeratskabet mellem de to førte til at Love flyttede over til Stax, hvor de to kome til at spille for kunstnere som Sam & dave, Otis Redding og Isaac Hayes.

Efterhånden som samarbejdet udviklede sig, steg efterspørgslen efter dem – også fra andre plademærker – og de begyndte at markedsføre sig som “The Memphis Horns”. Og da Stax insisterede på, at de kun skulle arbejde for dem, tog de springet om blev freelance-studiemusikere. Det viste sig at være en klog beslutning, selv om det var risikabelt dengang. Som “The Memphis Horns” har Love og Jackson haft rigeligt at bestille siden dengang og figurerer på et hav af plader med kendte navne, fx Al Green, Aretha Frankling (fx på “Think”), Dusty Spingfield (“Son of a Preacher Man”), The Doobie Brothers, U2 (Rattle and Hum), Neil Diamond, Elvis Presley, Stephen Stills, Sting, Peter Gabriel, Jack White, Alicia Keys og så videre. Listen er lang og imponerende (se den efterfølgende kun delvise diskografi).

Et unikt samarbejde, en formidabel evne til at spille næsten, hvad som helst, og en umiskendelig tone gjorde de to herrer i The Memphis Horns til den måske meste efterspurgte blæsersektion overhovedet i populærmusikken.

Just for your love

Read more

Ryan Adams: Ashes & Fire

Musik

Den 36-årige sanger, musiker, sangskriver m.m. Ryan Adams er en slags musikalsk Wunderkind inden for det genrefelt, man kategoriserer som alt-country, americana og rock. Siden…

Poet – Townes van Zandt

Musik

Hvis man læser rundt omkring i musikpressen i disse år, vil man næsten ikke kunne undgå at bemærke, at den afdøde amerikanske country-singer-songwriter og digter…

Genhør: Ringo Starr – Ringo Rama

Musik

Vi springer lidt i kronologien – frem til Ringos trettende soloudspil, Ringo Rama, fra 2003. På pladen har Ringo allieret sig med produceren Mark Hudson,…