Gem den sidste dans til mig

I det senest viste afsnit af Elvis Costellos fremragende musikprogram Spectacle, hvor musikudøvelse og fortrolig samtale går op i den begærede højere enhed, var Lou…

Everybody’s talking

Everybody’s talking at me. I don’t hear a word they’re saying, Only the echoes of my mind. People stopping staring, I can’t see their faces,…

årets top 20 – i 1970

Det forlyder, at Hansi Hinterseer har været den store salgssucces på det danske plademarked med sin Danish Collection. Måske siger det noget om, hvor vi…

Lidt tv-nostalgi: Kojak

Her til morgen dukkede Harry Nilssons sang “Kojak Columbo” op på den indre jukebox. Sangen findes på Nilssons 11. album fra 1975 Duit on Mon…

We Love You Beatles

Af en eller andet grund kom jeg i tanke om The Carefrees hyldest til The Beatles “We Love You Beatles“, som jeg har omtalt en gang for længe siden. Singlepladen, som jeg endnu har i min samling, var nok den største succes blandt de hyldestplader  som Beatlemania kastede af sig (et andet eksempel er The Four Preps og deres forglemmelige “A Letter To The Beatles“). Og det eneste hit, som pigegruppen Carefrees nogensinde fik.

Gruppen bestod af Lynn Cornell, Barbara Prescott og Barbara Kay – og sjovt nok blev Lynn gift med trommeslageren Andy White, som havde været sessionmusiker for The Beatles, da de indspillede “Love Me Do”.

Sangen var i øvrigt baseret på – for at udtrykke det diplomatisk – en anden sang, “We Love You Conrad“, der var med i musicalen Bye Bye Birdie, som havde Broadwaypremiere i 1960 med musik af Charles Strouse. En enkelt single mere fik gruppen indspillet året efter: Paddy Whack / Aren’t You Glad You’re You, som ikke viste sig på hitlisterne.

En anden pudsig ting er, at singlen dukkede op en gang på den danske top 20 – i uge 40, 1966. På en 18. plads. Det var den eneste placering, de fik. Til gengæld havde de selskab af Beatles, der sad på seks ud af de tyve pladser. Long Tall Sally lå nr. 1, Roll Over Beethoven nr. 2, Can’t Buy Me Love nr. 6, Ain’t She Sweet nr. 7, I Saw Her Standing There, nr. 15 og All My Loving lå på en 20. plads. Det berettigede vel til en musikalsk hyldest!? Read more

Rag-and-Bone – svensk americana…

Globalisering er et andet ord for det, Marshall Mcluhan omtalte som den globale landsby. Mediernes teknologiske udvikling har rykket os alle nærmere hinanden, og markedet…

Tina Turner fylder 70 i morgen

Tina Turner eller – som hendes borgerlige navn er – Anna Mae Bullock fylder halvfjerds år i morgen. Og det er lidt underligt, for i…

100 bedste cover-versioner

Det er New York Post, der frister med listen over de 100 bedste cover-songs. Der er nok for en listig listemager at diskutere, lovprise og være uenig i:

1. “Stairway to Heaven,” Dolly Parton (Led Zeppelin)

Queen of country rescues song from amateur guitar players everywhere with a soulful rendition that’ll have you in tears.

2. “Baby Got Back,” Jonathan Coulton

(Sir Mix-A-Lot)

MySpace white boy folk-rocks his way through an ode to big butts; great four-part harmony on “L.A. face with the Oakland booty.”

3. “Hazy Shade of Winter,” the Bangles (Simon and Garfunkel)

The way Paul Simon originally intended it – with a killer guitar riff and a drugged-out Robert Downey Jr.

4. “Nothing Compares 2 U,” Sinead O’Connor (Prince)

Close-cropped video and passionate rendition brought little-known Prince track to light.

5. “Showroom Dummies,” Señor Coconut & His Orchestra (Kraftwerk)

Not the first time Germans have hid out in South America, but with better results.

6. “Smooth Criminal,” Alien Ant Farm (Michael Jackson)

Turns “Annie are you OK” into a head-banging mantra.

7. “Personal Jesus,” Johnny Cash (Depeche Mode)

Electronica transformed into a painful, soul-crushing ballad. In a good way!

8. “Against All Odds,” the Postal Service (Phil Collins)

We can’t wait for what they’re going to do to “Sussudio.”

9. “Easy (Like Sunday Morning),” Faith No More (the Commodores)

If this song can’t get you some lovin’, take a hard, hard look at yourself.

10. “Tainted Love,” Soft Cell (Gloria Jones)

Funky grooves. Read more

Badfinger

Badfinger med hr. og fru Harrison

Jeg kan selvfølgelig ikke nævne det engelske band Badfinger uden at omtale det lidt nærmere. Gruppen blev dannet i 1965 i Swansea, Wales og blev som sagt sammenlignet med The Beatles. De første år spillede de under navnet The Iveys.
Stilistisk spillede de, hvad man siden har kaldt power pop. Iørefaldende popmelodier leveret med et up-tempo rock-og-rul arrangement. Som det ikke var usædvanligt dengang i de tidlige tressere gjorde bandet sig i kompetente udgaver af andre kunstneres sange, ud over Beatles-sange spillede de fx sange fra Motown-kataloget. Men ved siden af skrev de deres egne sange, som de indspillede på demobånd. Det var Beatles-kompagnonen Mal Evans, der opdagede deres talent og sørgede for, at de fik en rigtig pladekontrakt med det nystartede Apple Records. Efter at Mccartney, Lennon og Harrison havde lyttet til demobåndene, sagde de god for gruppen, der fik kontrakten i hus i 1968. Mccartney tog sig også af produktionen af sangen.
Gruppens første single Maybe Tomorrow solgte pænt uden at blive et stort hit. året efter – 1969 – donerede Paul Mccartney sangen Come And Get It til dem, og det blev deres kommercielle gennembrud. Det hjalp også, at sangen var en slags kendingsmelodi til filmen The Magic Christian, der blandt skuespillerne talte Ringo Starr.
Samtidig skiftede bandet navn til Badfinger. Et andet band med navnet The Ivey League havde succes, og Badfinger-medlemmerne ville ikke forveksles med dem.
Come And Get It blev et hit i og uden for Europa. Og også albummet The Magic Christian Music solgte godt. året efter udsendte bandet deres klassiker No Dice, der indeholdt hittet No Matter What og sangen Without You, som blev en klassiker med sangeren Harry Nilsson.
Ved siden af bandsuccessen spillede flere af gruppens medlemmer som sessionmusikere for Apple-plademærket og bidrog fx til George Harrisons hovedværk All Things Must Pass, Ringo Starrs hit It Don’t Come Easy, Lennons Imagine og Harrisons projekt Concert for Bangladesh.
Badfingers tredje album Straight Up udkom i 1971 og var produceret af George Harrison og den Todd Rundgren, der var en shooting star dengang. Pladen indeholdt to hits – Day After Day og Baby Blue – der begge kom på hitlisterne. Straight Up betragtes som den måske mest vellykkede af gruppens plader og har længe været et svært opdriveligt samlerobjekt.
Gruppens fjerde plade Ass (1973) blev indspillet under omstændigheder, der var præget af det økonomiske og ledelsesmæssige kaos, som Apple-foretagendet udviklede sig til. Derfor sørgede gruppen for at få en kontrakt med det veletablerede Warner Bros Records. Måske på grund af omstændighederne levede pladen og den medfølgende single Apple Of My Eye ikke op til forventningerne hverken hos kritikerne eller publikum, og pladen gjorde sig dårligt på hitlisterne.
Gruppen udsendte et par albums for Warner med en vis succes. I 1975 blev gruppen opløst. årsagen var, at sangskriveren Pete Ham begik selvmord den 24. april samme år. Han hængte sig ude i familiens garage. Read more

Ja, jeg er en heks – Yoko Ono er tilbage

Selv om den kan ligne en Tribute to-plade, så er Yoko Onos nye skive med den selvironiske titel Yes, I’m a Witch ikke en sådan. Yoko har egenhændigt udvalgt en række mere eller mindre kendte kunstnere (se playlisten nedenfor) og bedt dem om at bearbejde nogle sange fra hendes oeuvre.
Yoko Ono musikalske udskejelser kom desværre til at stå lidt i skyggen af al balladen omkring The Beatles. Og det er en skam, for hun er en særpræget musiker, der på helt personlig vis forener elementer af asiatisk musiktradition, rock’n roll med mere eller mindre feministiske og avantgardistiske tanker om livet. Hvis man skulle være i tvivl, så kan blogbestyreren anbefale en gennemlytning af hendes OnoBox, der udkom for en del år siden (1994), og som indeholder det meste af hendes produktion.

Hør/se Yoko Ono-avantgarde-filmen Four (ikke egnet for folk, der ikke kan lide numser…). Og en anden: Blinking:

Faktisk blev der udgivet en Tribute-plade til Yoko Ono allerede i 1984: Every Man Has A Woman. Pladen er svært at opdrive, men er faktisk ret interessant, når man tager de deltagende kunstnere i betragtning: Read more