“Jeg blev pissesur over, at han hele tiden snakkede om mode. Jeg kom op at slås med ham, et forfærdeligt klammeri og jeg sparkede ham….

Siden nyheden om Kate McGarrigles død tikkede ind i nyhedsjunglen, har jeg lyttet til mine gamle plader med hende og søsteren Anna. Og sandt at sige, så står pladerne med en friskhed, som var de indspillet i går. Meget passende har Charles Spencer gjort lidt det samme (sikkert som så mange andre…). Har genlyttet og skrevet en lille artikel om, hvorfor Kate McGarrigles magi ikke vil forsvinde. Og han fremhæver flere af mine favoritsange. The Swimming Song, som er skrevet af Loudon Wainwright, er fuld af boblende humor i modsætning til Loudons egen version, hvor humoren har en mere desperat karakter. Jeg holder lige meget af begge udgaver. “Kiss and Say Goodby” indfanger find den brusende, berusende ophidselse i den erotiske lidenskab; “Go Leave” er en af de mest gribende sange, man kan opdrive, om det at skilles fra den, man elsker. Og den utroligt smukke “Heart Like A Wheel”, som Linda Ronstadt forståeligt nok tog til sig med det samme, hun fik den tilbudt, er en uafrystelig sang om de knuste hjerter med billeder som dette: “But my love for you is like a sinking ship/And my heart is on that ship out in mid-ocean”. Charles Spencer fremhæver duoen første plade som en plade, der ikke siden blev overgået med hensyn til “spinetingling magic”. Jeg er ikke helt enig, for faktisk tangerede de den imponerende debut flere gange siden. Blandt andet med toeren, Dancer With Bruised Knees, (1977) der led under det banale faktum, at den var nr. 2 og derfor ikke kunne leve op til medierne umættelige nyhedshunger. Men sange som titelsangen, “First Born”, “Kitty Come Home”, “Come A Long Way” og andre er helt på niveau med debutpladen.

Læs Annas smukke, renhjertede nekrolog over sin søster her: Read more

Filosoffen har været i Spanien; nej, ikke landet, men noget, der er lige så godt: Spanien badeanstalt i århus. Her kan man, ud over at svømme, tage dampbad, gå i solarie og sauna – og få massage. Det fik mig til at tænke på, at jeg ikke længere svømmer så meget, som jeg gjorde engang. Og at jeg savner det rigtig meget. Et job langt væk gjorde det praktisk umuligt at svømme på hverdage, og weekenderne var helliget familielivet, selv om der da blev svømmet en gang imellem. Det må der laves om på. I morgen.

Jeg lærte at svømme i en ret sen alder. Selv om jeg havde svømning i folkeskolen, fik jeg det aldrig lært. Den første svømmelærer, jeg havde, var en pædagogisk umulius, en lille fhv. militærmand, der praktiserede “tørsvømning” som undervisningsprincip. Ungerne blev iført korkbælter og -bræt, blev dernæst våde og kolde lagt på en dertil indrettet skammel (det foregik på Esbjergs udendørs Grådybbadet), hvor de skulle øve ben- og armtag. Når de kunne tagene til lærerens tilfredshed, blev de nedsænket i klorvand og formodedes derefter at kunne svømme. Jeg gik til bunds og tog vand ind – og anskaffede mig en traumatisk vandskræk med hensyn til klorbade. Derfor nægtede jeg i de kommende år at gå i vandet i gymnastiktimerne; og sådan fortsatte det til og med gymnasiet, selv om jeg måtte tage en række konflikter med diverse svømmelærere og skoleinspektører.

Først langt inde i min studietid fik jeg pludselig lyst til at lære det. Jeg kan huske, at jeg begyndte at drømme intenst om at svømme i lyseblå sydlandske vande, i Vesterhavets brusende bølger og i store flisebelagte swimmingpools. Der var ingen vej udenom. Jeg måtte lære det. Og sådan blev det. En rigtig god svømmelærer, Jørgen, fik lært mig det i løbet af ingen tid.
Derefter har jeg svømmet rigtig meget. I en lang periode – ti år sådan cirka – svømmede jeg så tit, jeg kunne komme til det. Jeg kunne dårligt gå forbi en svømmehal uden at tage nogle baner. Jeg tror ikke, der er en svømmehal i århus, hvor jeg ikke har ligget og tilbagelagt den ene bande efter den anden.
Men så førte arbejdet mig væk fra byen og satte en anden dagsorden.

At svømme blev en form for meditativ virksomhed. Jeg fandt ud af, at det ikke kun var fysisk motion, man fik. Krop og sjæl er jo to sider af samme mønt. Kroppens træning blev modsvaret af sindets opladning og renselse. Våd zen. Oven på en dag, hvor tanker og spekulationer har gjort ens hoved tungt og ørt, er det som at blive født på ny, når man har tilbagelagt et par kilometer i vandet. Helt nøjagtig skete det omkring vending nr. 57 for mit vedkommende. I morgen vil jeg se, om det stadigvæk er sådan.
Read more