Selv om det efterhånden er længe siden, jeg har omtalt den fhv. (?) hjerneforsker Milena Penkowa og hendes sag, så er hun ikke og vil ikke blive glemt i denne weblog. For måske skal vi almindelige samfundsborgere i sidste ende være taknemmelige over, at Penkowa-sagen opstod. Selv om sagen jo ikke er slut endnu, så har forløbet indtil videre ikke bare været en stærkt underholdende, kulørt fortælling om den tidligere eliteforskers storhed og fald – en fortælling, som enhver forfatter må misunde virkeligheden – men også et afslørende studie i det traditionelle universitets forfald og potentielle undergang i vor neo-liberalistisk-borgerlige politiske konjunktur.
En af mine tilbagevendende vinkler på Penkowa-sagen har været, at hendes karriereforløb og den efterfølgende sag er symptomatisk for såvel universitetet i dets nye form som for for det underliggende politisk-ideologiske magtsystem. Min påstand er, at selv om akademisk svindel og humbug kan forekomme til alle tider, så er Milena Penkowa og hendes sag i høj grad et produkt af det eksisterende system, der ideologisk og materielt har fremelsket og været katalysator for Penkowa. Penkowa blev oprindeligt fremhævet som mønstereksempel på, hvad det ‘moderne’ universitet og den ‘moderne’ videnskab skulle kunne, men endte med at være en afslørende karikatur af hele den polito-ideologiske tænkning, der ligger under videnskabs- og universitetspolitiken i dag…
At Penkowa-sagen er et symptom understreges indirekte af en anden celeber sag, der er kommet i mediernes søgelys. Jeg tænker på den tyske professor Linda Maria Koldau kritik af dansk humaniora – og det efterfølgende forsøg på at knægte hendes ytringsfrihed som offentlig ansat.
Koldaus brøde var, at hun i en artikel i Politiken d. 12. juni 2011 (Professor: Dansk humaniora er en skandale) formaster sig til at angribe dansk humaniora på dens mest sårbare flanke: det videnskabelige niveau. Det interessante ved Koldaus artikel er, at den – læst med de rette briller – ikke kun leverer en kritik af den måde, der bedrives humaniora på anno 2011, men indirekte er en kritik af et universitetsstyre, der i bund og grund er inkompetent i forhold til universitetets primære, ideale opgave i forhold til uddannelsen af de studerende: at give dem faglighed, viden og evnen til at tænke selv. Med Koldaus ord har vi at gøre med “en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til.” Koldau lægger ikke fingrene imellem.
I artiklen angriber Koldau de herskende tilstand ud fra fem punkter: kreativiteten, overfladiskheden, folkeskoleniveauet, ‘teorier i stedet for viden’ og kompetencer.
Derefter bedriver hun, hvad jeg fristes til at kalde et stykke renlivet ideologikritik. Med sine fem argumenter dekonstruerer hun så at sige den forløjede selvforståelse, som universitets arbejder ud fra og afslører den som værende kejserens nye klæder. Hendes kritik er skarp, fordi den er formel. Hun påviser fx, hvordan de humanistiske “studieordninger” gennem produktstandardisering af opgaver med hensyn til omfang, form og indhold de facto kvæler ethvert tilløb til selvstændig tænkning og hæmmer udfoldelsen af fagligheden. I den forbindelse går hun også i clinch med hulheden i den retorik, der som en flom af ideologiske markører og pseudo-begreber skal få det hele til at se tilforladeligt ud: ‘kreativitet’, ’komplekse sammenhænge’, ’nye former for viden’, ’tværfaglighed’. En retorik, der skal sløre den barske kendsgerning, at fagligheden lades i stikken i det universitære system. Og Koldau sætter det kritiske spyd lige ind der, hvor det gør mest ondt, når hun påpeger, at begreberne ‘faglighed’ og ‘viden’ er blevet ‘skældsord’ – og er blevet erstattet af buzz-words omkring det diffuse begreb ‘kompetence’.
Ikke alene dræber studieordningerne faglighed og selvstændig tænkning, men kulturen på humaniora pulveriseres også af en lind strøm af nye studieordninger, der i “deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord“. Under påskud af at gøre uddannelserne ‘tidssvarende’ og ‘rettet mod det moderne arbejdsmarked’ gør man uddannelserne til nogle bolsjeposer uden egentlig faglig substans. De unge smager lidt på dit og dat, men får aldrig faglig dybde.
Skridt for skridt afslører Koldau et humaniora – og i videre perspektiv et universitet – der forråder alt det, et universitet skulle stå for. Faglighed, viden, kritisk og selvstændig tænkning. I stedet får man en overbygning på det skolesystem, der begynder i folkeskolen og hidtil blev afsluttet i gymnasiet. Allerede for flere år siden gjorde idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt opmærksom på, at man havde forvandlet universitetets forskoleår til “4. g” – og siden er skoleficeringen af universitetet som uddannelsesinstitution fortsat. Med ledelsens samtykke. Og med de studerende som umyndiggjorte “skoleelever”.
Universitetet er blevet forvandlet til et vrængbillede af en moderne privat produktionsvirksomhed. Og konsekvensen er bl.a. at det, de unge sættes til at lære, har karakter af præfabrikerede produkter. I stedet for fx at give de unge en solid viden om musik eller litteratur, så spiser man den af med teorier om musik og litteratur. Med Koldaus ideologikritiske ord: “Teorier er videnskabelige værktøjer, som er ekstraheret fra en bred viden om en vis genstand. Hvis de studerende lærer dem, uden at de kender til genstanden – om det er musikalsk repertoire, kunstværker eller litterære tekster – bliver teorierne varm luft. Og når teorierne stiltiende fremstilles som dogmatisk sandhed, er videnskab blevet forvandlet til ideologi.” Det paradoksale er – som Koldau også gør opmærksom på – at uddannelserne på den måde kommer til at diskvalificere de unge til det arbejdsmarked, som uddannelserne angiveligt retter sig mod! Hvad virksomhederne har brug for er kreative, selvstændigt og kritisk tænkende unge. Ikke unge, der bare kan lire en lektie af…
Selvfølgelig er der unge, der på trods af disse forhold kommer til at indfri de universitære idealer. Men Koldaus artikel slår fast, at det netop kun sker på trods.
Universitetets første reaktion på artiklen er tankevækkende. Koldau modtager en såkaldt “påtænkt advarsel” fra århus Universitets dekan for humaniora, Mette Thunø. Advarslen er ‘påtænkt’ i den forstand, at den først realiseres, når Koldau skriftligt har kommenteret det. Men samtidig følger nogle instrukser, der til sammen har karakter af at disciplinere professor Koldau. Fx må hun ikke ‘bryde fortroligheden’ (fx ved at gå til pressen med sig kritik?), hun skal undskylde over for kolleger, som har følt sig ‘mobbet’ og så videre.
Reaktionen er forventeligt blevet opfattet som et forsøg på at indskrænke Koldaus ytringsfrihed som offentlig ansat, men det har såvel dekanen som universitetets rektor, Lauritz B. Holm Nielsen, afvist. Og dekan Mette Thunø har oven i købet afskærmet sig fra kritik ved at hævde, at der er tale om en ‘personalesag’ (som hun af samme grund ikke kan udtale sig om til offentligheden…). Men akkurat som man taler med to tunger i udøvelsen af uddannelsespolitiken på humaniora, så er der også tale om tvetunget tale. En ting er, hvad man siger. Noget andet er, hvad man gør. Reaktionen over for Koldau kan kun forstås som en magtbestræbelse på at ville definere de betingelser, som debatten om og kritikken af universitetet, skal foregå på. Men som formanden for studenterrådet allerede har påpeget, så er det vigtigt at få debatten og kritikken ud i det offentlige rum. Som i tilfældet med Penkowa-sagen, hvor man også forsøgte at holde debatten inden for institutionens mure i det omfang, det var muligt, så handler den offentlige debat og kritik om, at man her også kan sætte spørgsmålstegn ved selve det institutionelle, ideologiske og politiske grundlag, som universitetet i almindelige og humaniora i særdeleshed fungerer på. Og det er vigtigt.
Opdatering: Da jeg skrev ovenstående havde jeg endnu ikke fået læst Weekendavisen fra i fredags. Men her kan man læse nedenstående debatindlæg fra en række forskere og universitetsansatte, der bakker op om Koldau. Holdningen i indlægget er på mange måder den samme, som den jeg fremfører ovenfor: Read more