Tag: beat/pigtråd/rock

Dozy er død

Musik

Dozy eller Trevor Ward-Davies, som hans borgerlige navn var, er død i en alder af 70 år. Dozy var bassist i det flamboyante og kulørte…

Freakbeatens urfædre: The Sorrows

Musik

Blandt de mange mere eller mindre obskure opsamlinger med musik fra tresserne, som er udkommet, støder man på nogle, der kredser om genren "freakbeat". Betegnelsen…

Mere dansk beat: Ache

Vi fortsætter lidt i samme spor. Jeg faldt over en optagelse med beat-orkesteret Ache, der ser ud til at stamme fra samme tv-program, som indslaget…

Strawberry Alarm Clock – psychedelia, nostalgia…

Musik

Bøjet ind over supermarkedets køledisk med is og isdeserter og diskuterende med Frøkenen, om vi nu skal vælge Hansens øko-chokoladeis, en fransk framboise-sorbet eller en ordinær jordbær- eller flødeis, popper navnet Strawberry Alarm Clock op i hovedet. Jordbær Vækkeur. Sikke et navn. Godt nok til at bide sig fast i hjernebarken, eller hvor det det nu bed sig fast dengang for en del år siden.
Strawberry Alarmclock var en del af tresser psychedelia-bølgen og fik et hit, nemlig “Incense and peppermints”, der til gengæld toppede Billboards hitliste. Gruppen bestod af store knægte, hvoraf flere stadig gik i skole, og på hittet fik de en 16-årig skolekammerat, Greg Munford, til at synge lead. Efter en masse udskiftninger gik bandet allerede i opløsning i 1971, men nåede at udsende fire LP’er, uden at nogen af dem blev store hits. Film-buffs blandt bloglæserne vil måske huske gruppens navn fra et par film, Psyched-Out med Jack Nicolson, hvor gruppen spillede en håndfuld sange, blandt andet omtalte hit, og Russ Meyers trash-klassiker Beyond the Valley of the Dolls, hvor de også lagde lyd til soundtracket.

Strawberry Alarmclock tilhørte den “poppede” end af den psykedeliske bølge sammen med fx The Flowerpot Men og lignende. Men derfor er de nok et genhør og -syn værd: Read more

Hvor døde Jim Morrison?

Musik

Rocken har sin egen mytologi. Og som sådan er det en blanding af fakta og digtning. Tag nu for eksempel historien om Jim Morrison, der…

Blind Faith – dagens musiknostalgiske indslag

Musik


På biblioteket faldt jeg over ovenstående dvd med en koncertoptagelse med Blind Faith fra Hyde Park i London 1969 – den park, der også dannede rammen om en meget berømt koncert med The Rolling Stones lige efter Brian Jones’ druknedød i en swimmingpool.
Blind Faith var en af tressernes såkaldte supergrupper og blev dannet i 1968. The Cream var gået i opløsning og Eric Clapton og Ginger Baker slog sig sammen Rich Grech, der kom fra Family, og Steve Winwood, der havde en fortid i legendariske Spencer Davis Group og det hippieinspirerede band Traffic.

Blind Faith fik kun en kort levetid og opløstes på grund af en række musikalske og andre stridigheder, som bandets medlemmer var involveret i – internt og i forhold andre eksterne musikalske sammenhænge. Men selv om bandet således var en slags overgangsprojekt, så fik den dog lavet et holdbart album med gruppens navn. Musikken er stærkt præget af Steve Winwoods karakteristiske stemme, keyboardspil og hans ønske om at spille mere improvisatorisk, end han havde haft mulighed for i Spencer Davis Group og Traffic. Efter sigende var det også de musikalske friheder, der tiltalte Eric Clapton. Friheder, der blandt andet kom til udfoldelse i en række jamsessions hjemme hos Clapton i Surrey, sessions, der siden hen gik gny om.
Gruppen debuterede med omtalte koncert i Hyde Park. En koncert, der var gratis. Eric Clapton var vist ikke helt tilfreds med bandets musiceren ved den lejlighed. Men jeg synes godt, at man kan høre, at de fire musikere har noget at byde på. Døm selv. Her er et par klip fra YouTube-samlingen.

Read more

Moby Grape – bedste psykedelisk band fra tresserne?

Musik


Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…

Videoer: Read more

LULU – en sangbombe fra tresserne

Musik

Blogbestyreren kan ikke skjule, at han blev særdeles indtaget af gensynet med den skotske sangerinde Lulu i gårsdagens nostalgifestival. Hun gav den hele armen og…