Tag: americana

Levon Helm – Dirt Farmer

Musik

Som læsere af bloggen vil vide, så gør vi os ikke i personlige lister over de bedste plader i det forgangne år. Af den simple…

The Sid Hillman Quartet

Musik

Ved en fejl er jeg kommet i besiddelse af The Sid Hillman Quartets album “Volume Two” fra 2002. Jeg havde bestilt en helt andet plade…

R.E.M. Live

Musik

Det havde forbigået min opmærksomhed, at R.E.M. har udgivet et live-album. I dag faktisk. Bestående af 2 cd’er og en dvd. Så vidt jeg husker,…

Woody Guthrie

Musik

Det siger ikke så lidt om den store amerikanske sangskriver og folkemusiker Woody Guthries folkelige appel og spændvidde, at både Bruce Springsteen spiller hans musik…

No Nukes – Jesse Colin Young

Musik

I går omtalte jeg dobbeltalbummet No Nukes. Blandt perlerne på dette album er også Jesse Colin Youngs udgave af “Get Together”. Nummeret var det første…

Verdens ende – med Skeeter Davis

Musik

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk…

Uncle Meat – Dagens Zappa

Musik

Frank Zappa og Mothers of Invention ‘går til filmen’ med dette 1969-album, der var tænkt som et soundtrack. Filmen blev dog først til noget i…

Musik på hjernen: Me and You and a Dog named Boo

Musik

For snart længe siden læste jeg en fortælling af den amerikanske neurolog Oliver Sacks. En ældre dame havde fået en mindre skade på hjernen (hjerneblødning eller sådan) og hørte nu symfonisk musik hele tiden. Problemet var, at hun ikke kunne komme i tanke om, hvor og hvornår hun havde lyttet til den pågældende musik. Nærmere efterforskning viste så, at det havde hun i sin spæde barndom, hvor hun var omgivet af familiens musikalske udfoldelser.
Jeg kom til at tænke på denne fantastiske historie om hjernens fascinerende evne til at gemme erindringer, som vi måske ikke aktivt har adgang til, da jeg var ude og lufte hunden. Pludselig dukkede en melodi op for mit indre øre. En melodi, som jeg ikke har hørt i mange år: Lobos hit “Me and You and a Dog named Boo”. Lobo var sangeren og sangskriveren Roland Kent LaVoies kunstnernavn (og det betyder: ulv).
Det var ikke kun melodien, der dukkede op. Også erindringen om en bestemt klassekammerat, Bente, der var glad for den sang – og et billede af et bestemt ishus i Sædding en sommerdag. Mere var der ikke: Billedet af Bente og ishuset – og så en særlig sommerdagsstemning. året var 1971. Read more

Guts, guts, got no guts – en erindring

Musik


Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. På Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best friend. Og på nettet læser jeg en notits, hvor den århusianske digter Peter Laugesens beklager sig over, at Gellerupscenen i Brabrand ved Århus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert på samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var så heldig at være tilstede. Read more

Rocking girls… Fanny

Musik

Stikordene var rocking og girl, og associationen: Fanny. Et af de meget få rockbands, måske det eneste, i tresserne og de tidlige halvfjerdsere, som udelukkende bestod af kvinder. De kvindegrupper, der dominerede dengang var vokalgrupper.
Gruppen blev dannet i slutningen af tresserne af June Millington (guitar og sang), Jean Millington (bas, sang), Nickey Barclay (keyboards, sang) og Alice de Buhr (trommer og sang). Dengang gjorde man meget ud af, at det var et pigeband, og måske stod dette fokus lidt i vejen for deres musik . Jeg kan huske, at Jørgen de Mylius var flink til at spille deres albums, når de udkom. Det var solid, velspillet rock med gode melodier og meningsfulde tekster. Det lykkedes dem at komme på hitlisten to gange. I 1971 med sangen Charity Ball, og i 1975 med Butter Boy. Seks albums blev det til: Fanny (1970), Charity Ball (71), Fanny Hill (72), Fanny Live (72), Mother’s Pride (73, produceret af legenden Todd Rundgren) og Rock and Roll Survivors (74). I 2002 udsendte nostalgiforlaget Rhino Records en retrospektiv boks med fire cd’er: First Time In A Long Time. Mere om deres pioner-historie kan man læse her. Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2007.

Det har desværre ikke været muligt at finde videoer med bandet live. Men her er et par med deres musik: Read more

Musiknostalgi: Showaddywaddy

Musik

Lidt oversete har de måske altid været i den nyhedshungrende musikpresse. Til gengæld har de haft et fast publikum. Jeg tænker på de mange revival-bands, der har levet af at spille andres numre med mere eller mindre held. Beatles har adskillige, ABBA ligeså. I det hele taget er der ingen ende på dem. Især ikke, hvis vi tæller alle dem med, der spiller rundt til forsamlinghusballler og bryllupper i det ganske land.
Et succesfuldt revival-band i halvfjerdserne var engelske Showaddywaddy, der specialiserede sig i at genopfriske numre fra især halvtredserne. Gruppen blev dannet i 1973 på resterne af to andre grupper og gjorde sig bemærket ved at have hele to forsangere, to trommeslagere og to bassister. Ikke mindre end ti top-10 hits, heraf en enkelt nr. 1, blev det for gruppen med sange som Heartbeat, I wonder Why, You Got What It Takes, Blue Moon og det største af dem alle: Under The Moon Of Love. Selv om tiden måske er vokset fra deres musik, så turnerer bandet fortsat.
I øvrigt minder deres musikstil om Flash Cadillac & The Continental Kids, der nogenlunde samtidigt spillede gamle halvtredsernumre, blandt andet i den fine film American Grafitti…

Her er Showaddywaddy med en tv-udgave af Buddy Holly-nummeret Heartbeat, som vi meget passende tilegner Listemageren: Read more

Det er en smuk dag

Musik

Morgenen bød på en let, sval brise og sol fra en ikke skyfri, men let cumuluseret, blå himmel. En smuk dag. Og det er stikordet til dagens (første?) nostalgiske, musikalske tilbageblik på den periode, der lige pt. optager blogskriveren: hippie-syre-psychedelia-årene sidst i tresserne. Sådan cirka. Og til de fremmeste grupper i denne flossede kategori hører uden tvivl It’s a beautiful day.
Bandet blev dannet i det centrale år 1967 – The Summer of Love – af den konservatorieuddannede violinist David LaFlamme og omfattede desuden LaFlammes kone Linda på keyboards, den henrivende sangerinde Pattie Santos, guitaristen Hal Wagenet, basspilleren Mitchell Holman og trommeslageren Val Fuentes. De spillede en blanding af rock, jazz, folk, klassisk musik m.m.
Den musikalske konkurrence var hård i The Summer of Love, og It’s a beautiful day var et af de bands, der kom til at stå i anden række. Hvilket musikalsk set ikke var helt retfærdigt. Men sådan er det jo.
I 1969 udsendte de deres debutalbum It’s a beautiful day, der indeholder klassikeren “White Bird”. Uden at blive et top 10 hit gjorde pladen sig godt på salgbarometeret, og David LaFlammes og Pattie Santos vokale samarbejde og LaFlammes violinspil gjorde indtryk.
I 1970 havde fru LaFlamme forladt bandet og var erstattet af Fred Webb. Samme år kom den fine opfølger til debuten, Marrying Maiden, der også gjorde sig pænt på hitlisterne.
De efterfølgende to plader Choice Quality Stuff/Anytime (1971) og Live At Carnegie Hall (1972), var ikke dårlige, men publikum svigtede, og et par år efter gik bandet i opløsning (1974). Siden har David LaFlamme forfulgt en solokarriere med held, og bandet er blevet gendannet i slutningen af halvfemserne.
Gruppen renomé skyldes især de to første slidstærke LP’er. Jeg kan huske, at deres musik, ikke mindst nummeret “White Bird” var meget efterspurgt på P3 op gennem halvfjerdserne. Og at de to albums ligeledes var efterspurgte. På et tidspunkt blev de så omsider genoptrykt, og man kunne se de karakteristiske omslag hænge i vinduerne hos FONA.
I øvrigt er de udsendt på en dobbeltcd siden hen. Videoer: Read more

Strawberry Alarm Clock – psychedelia, nostalgia…

Musik

Bøjet ind over supermarkedets køledisk med is og isdeserter og diskuterende med Frøkenen, om vi nu skal vælge Hansens øko-chokoladeis, en fransk framboise-sorbet eller en ordinær jordbær- eller flødeis, popper navnet Strawberry Alarm Clock op i hovedet. Jordbær Vækkeur. Sikke et navn. Godt nok til at bide sig fast i hjernebarken, eller hvor det det nu bed sig fast dengang for en del år siden.
Strawberry Alarmclock var en del af tresser psychedelia-bølgen og fik et hit, nemlig “Incense and peppermints”, der til gengæld toppede Billboards hitliste. Gruppen bestod af store knægte, hvoraf flere stadig gik i skole, og på hittet fik de en 16-årig skolekammerat, Greg Munford, til at synge lead. Efter en masse udskiftninger gik bandet allerede i opløsning i 1971, men nåede at udsende fire LP’er, uden at nogen af dem blev store hits. Film-buffs blandt bloglæserne vil måske huske gruppens navn fra et par film, Psyched-Out med Jack Nicolson, hvor gruppen spillede en håndfuld sange, blandt andet omtalte hit, og Russ Meyers trash-klassiker Beyond the Valley of the Dolls, hvor de også lagde lyd til soundtracket.

Strawberry Alarmclock tilhørte den “poppede” end af den psykedeliske bølge sammen med fx The Flowerpot Men og lignende. Men derfor er de nok et genhør og -syn værd: Read more

Legetøjsbiler: Matchbox

Musik

I New York Times læser jeg en nekrolog. Jack Odell er død i en alder af 87 år. Jack var designeren af Matchbox legetøjsbilerne. I min barndom havde jeg nogle få af disse biler. Blandt andet en sølvgrå Mercedes sportsvogn – lidt à la ovenstående. Man kunne åbne dørene ind til de fine sæder og rattet, som kunne drejes, så hjulene bevægede sig, bagklappen ind til baggagerummet, hvor der lå et reservehjul – og forklappen ned til motoren, der var en nøje kopi af den rigtige motor. Matchbox-bilerne var kvalitetslegetøj, lavet af metal og rigtige gummihjul. De var sirligt malet med gengivelse af alle orginalens detaljer.
Men man vokser fra sit legetøj, og en dag, da jeg ikke havde andet at bestille ødelagde jeg bilen med min fars hammer. I bagklogskabens lys skulle jeg ikke have gjort det. Det kunne have været sjovt at have den i dag. For slet ikke at tale om dens antikvariske pris!
I følge nekrologen var det Odells datter, der fik Jack til at lave legetøj. Hun havde fået den idé at tage en edderkop med i skole – anbragt i en tændstikæske. For at få hende på andre tanker, lavede Odell en lille affalttromle til hende. Og det blev starten på Matchbox Toys, der siden producerede millioner af små biler og lign.

Carl Perkins “Matchbox”: Read more

Dionne Warwick & Burt Bacharach

Musik

Det Dionne i midten...

I sin karrieres efterår besøger den amerikanske sangerinde Dionne Warwick København. For capac er det umuligt at nævne denne sangerinde med de markante høje kindben og den uforlignede, delikate stemme uden også at nævne Burt Bacharach, den store amerikanske sangskriver. Deres samarbejde leverede noget af det absolut bedste popmusik i halvfjerdserne. For en del år siden kom der en udmærket 2 cd-greatest hits-plade med Dionne, hvor alle perlerne var med. Anbefales på det varmeste.
Her er en sjælden video, hvor mesteren selv – Burt Bacharach – fortæller om sit symbiotiske forhold til Dionne Warwick og sammen giver de eksempler fra kataloget. Nyd det (selv om videoen hakker lidt…). Read more

Fra gummicellen – Porter Wagoner

Musik

I sidste måned omtalte jeg Porter Wagoner i forbindelse med udgivelsen af pladen “Wagonmaster”. I mellemtiden er jeg blevet opmærksom på en genudgivelse af interesse, nemlig albummet Rubber Room: The Haunting Poetic Songs of Porter Wagoner 1966-1977, der – som titlen antyder – består af det bedste fra mandens sangskriverhånd i den nævnte periode. En mere omfattende omtale af udgivelsen kan man læse her.

En tekstsmagsprøve – sangen The Rubber Room:

In a buildin’ tall with a stone wall around there’s a rubber room
When a man sees things and hears sounds that’s not there
He’s headed for the rubber room
Illusions in a twisted mind to save from self-destruction hmm it’s the rubber room
Where a man can run into the wall till his strenght makes him fall and lie still
And wait for help in the rubber room
From his blurry vision of doom a psycho in the rubber room
The man in the room right next to mine screams a woman’s name hits the wall in vain He’s in the rubber room
I hear footsteps poundin’ on the floor God I hope they don’t stop at my door
Hmm I’m in the rubber room
Now they’ve come to get me but they find
I’m a screamin’ pretty words tryin’ to make ’em rhyme
I’m n the rubber room hmm a psycho I’m in the rubber room hmm

Og her en corny video, hvor Porter synger sammen med en næste uigenkendelig Dolly Parton: Read more