Tag: 1980’erne

The Replacements – gendannelse?

Musik

Netop som udsendelsen af en række opdaterede versioner af The Replacements albums er realiseret, forlyder det nu, at sandsynligheden for en gendannelse af gruppen er…

Dead Can Dance – igen

Musik

Plademærket 4AD er uløseligt forbundet til nogle af firsernes nyskabende bands. Bauhaus, Cocteau Twins, projektet This Mortal Coil, Dead Can Dance m.fl. Selskabet lever i…

Chuck Prophet på Letterman

Musik

Min forbindelse i Kolding, Kim, har sendt med et link til en video med Chuck Prophet, hvor han optræder på The Letterman Show og spiller…

Dagens sange er med: The Jam

Musik

Jeg kunne lide The Jam fra første lyt, da de kom frem dengang i slutningen af halvfjerdserne. De var ny bølge-musik, men også traditionalister af…

Wendy James – Racine 2

Musik

Min digitale pladepusher mente, at jeg ville være interesseret i at købe Wendy James’ nyeste cd med den kvasi-litterære titel “Racine 2“. Men foreløbig fik…

Det elektriske barometer

Musik

Tak til Hyldig for at opfriske erindringen lidt. P4-på-P1s musikhjørne, der sluttede det hele af, hed Det elektriske Barometer og leverede ganske rigtigt musik, der…

The Go-Go’s

Musik

Uffe omtaler i sit seneste indlæg sangerinden Belinda Carlisle, der er aktuel med en samling franske cabaretsange og andetsteds har afsløret livet bag The Go-Go’s…

We are DEVO

Musik

Som omtalt for nogle dage siden var jeg til koncerter med P. F. Sloan. Et af hans største hits var sangen om “Secret Agent Man”,…

Store soundtracks fra 1980’erne

Musik

Var 1980’erne virkelig så kedelige… Cinematical bringer en lille liste over “store” soundtracks fra firserfilm: 1. Don’t You Forget About Me (Simple Minds), The Breakfast…

Paravion – genudgivet

Musik

I strømmen af musikudgivelser vil der ofte være gode plader, der overses og – af den ene eller anden ubegribelige grund – går i glemmebogen….

Sebastians sangskat

Musik

DRs aftenflade-journalistiske-underholdnings-et-eller-andet – Aftenshowet – der er cirka lige så lidt beåndet som TV2s morgentv og tilsvarende aftenprodukt med den anmassende titel “Go’ Aften Danmark”,…

Lloyd Cole & The Negatives

Musik

1-2-3. Tre cd’er for en tyver er bibliotekets tilbud fra overskudslageret. Ud over de to Steve Earle-albums faldt valget på en gammel kending fra 80’erne: Lloyd Cole. Den engelske sanger og sangskriver slog for alvor sit navn fast med The Commotions i sidste halvdel af 1980’erne med en række iørefaldende poprock-albums med tekster, der blandt andet afspejlede den universitetsuddannede sangskrivers litterære og kulturelle interesser. Efter bruddet i 1989 fortsatte Cole en solokarriere med udgangspunkt i New York. En håndfuld kritikerroste albums fulgte, inden Cole omkring årtusindskiftet blev rodet ind i nogle problemer med sit pladeselskab Universal/Polygram. I tomrummet mellem to pladekontrakter indspillede han så sammen med The Negatives albummet Lloyd Cole The Negatives, hvor han fik selskab af sangerinden og sangskriveren Jill Sobule og Dave Derby fra Boston-bandet Dambuilders. Derud over medvirker guitaristen Rafa Mciejak og bassisten Michael Kotch. Alle sangene bærer Coles signatur, medens Jill Sobule gør sig bemærket med sin sologuitar.
Pladen er blevet sammenlignet med debutpladen Rattlesnakes fra 1984, og der er da også på mange måder tale om en rigtig Cole-plade, i den forstand, at pladen rummer elleve iørefaldende sange med tekster, der bevæger sig i et romantisk spektrum, krydret med allusioner til forfattere, rockmusikere og andet fra det kulturelle overdrev.

video: Read more

Kollegie-nostalgi

Musik

Medens jeg sidder og indskanner negativer fra årene omkring 1980, dukker billeder fra mit kollegieliv (i anden ombæring…) op. Billeder af gode kollegiekammerater til våde…

The Shining – Stanley Kubrick

Musik


I går tog jeg mig så sammen til at købe dvd-udgaven af Stanley Kubricks gyser The Shining, der fik den danske titel “Ondskabens hotel”. Jeg så den, da den havde Danmarkspremiere i 1980. Det var i det århusianske filmtempel Kosmorama, der siden blev forvandlet til treetagers café og nu er endt som McDonald-tempel. Sådan kan det gå med kulturen.
Siden har jeg kun set filmen i uddrag. Med der er scener, der stadigvæk står mejslet i min erindring. Billeder af blod, der vælter ud fra en tæppeklædt væg, en kvindekrop, der forvandles fra ungdom til forfalden alderdom m.fl. Stærkest i erindringe står dog oplevelsen af at sidde på en trehjulet cykel og køre rundt i hotellets gange med synske øjne, hvor rædslerne venter bag hver eneste hjørne… Nu får vi se, om de små hår på armene vil rejse sig igen.

Se Jack Nicolson som “Store Stygge Ulv” her. Og tag så en lille cykeltur ad The Hallway med Danny – Come and play with us, Danny, for ever, and ever, and ever…

Read more

Wannadies “Yeah”

Musik

Capac havde forlist sit lånerkort til biblioteket og måtte derfor gå den tunge gang til biblioteket for at bede om et nyt. Heldigvis viste det sig, at bibliotekaren kunne finde det i kassen med glemte kort, hvor det lå sammen med et mindre hav af andre kort… Du er ikke alene! Og dagen var reddet.
Det viste sig så, at biblioteket havde fyldt op på reolen med udsalg af gamle musicd’er. Og med en tyver i pungen kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at kaste et blik på udvidelsen. Det meste er virkelig kassable sager, slidte cd’er uden cover, men der er fund imellem. Denne gang faldt jeg over et album med det svenske alternative rock-band The Wannadies, “Yeah” fra 1999.
Gruppen blev dannet i 1988 i Skellefteå i det nordlige Sverige og bestod af Pär Wiksten (sang og guitar), Christina Bergmark (keyboards og sang), Gunnar Karlsson (trommer), Björn Malmquist (violin!), Stefan Schönfelt (guitarer) og dennes lillebroder Frederick på bas.
Stilmæssigt lægger Wannadies sig op af de australske indie-pionerer The Go-Betweens og er i øvrigt inspireret af The Sisters of Mercy, The Clash (en pågående newwave-agtig lyd) og kultbandet The Pixies. John Lennon er også blevet nævnt som forbillede, selv om capac har lidt svært ved at høre det…
Wannadies debuterede med EP’en Smile, der betød et større gennembrud for bandet i Sverige. Successen blev fulgt op med debutalbummet “The Wannadies” i 1990, der førte en række koncertturneer med sig, blandt andet til Paris, hvor de delte plakat med finske 22 Pistepirkko og Björks gamle band The Sugarcubes.
Ud over problemer med pladeselskaberne (den gamle historie…), så løb gruppen ind i moralske problemer med deres andet album fra 92, “Aquanautic”, fordi en video stødte censorerne på MTV og sangen “Cherry Man” blev fortolket som allusioner til pædofili. Medvirkende hertil var en video, der viste en voksen mand omgivet af unge piger og drenge…
Trods en del problemer med produktionen af det tredje album “Be A Girl” fra 1994 fik de succes i Storbritannien, hvor singlen “You And Me Song” røg ind på en attende plads på The UK Top 40 og kom med på soundtracket til Baz Luhrmanns Shakespeare-film Romeo + Juliet. Successen betød også, at bandet blev opdaget af det engelske indie-selskab Indolent Records, der tegnede kontrakt med svenskerne.
Slagsmålene med pladeselskaberne fortsatte frem til 2000, hvor gruppen tog konsekvensen og lavede deres eget pladestudie. Inden da nåede de at indspille “Yeah”, der blev indspillet i Frankrig med de to kendte producere Rick Ocasek (Ex-The Cars) og Mike Hedges (The Cure, The Associates, Siouxsie and the Bashees, U2, Manic Street Preachers, Texas med mange flere). Balladen med pladeselskaberne betød dog, at pladen ikke blev udsendt i USA.
Efter at have fået eget studie har gruppen udsendt albummet Before & After i 2002 og brygger efter sigende på en ny skive lige nu.

Titelmelodien: Yeah: Read more

My Sharona / The Knack

Musik

Nej, jeg forbinder ikke denne popklassiker med en light sodavand i en blikdåse…

The Knack, som gruppen hed, fik et gevaldigt hit med “My Sharona”, der var deres allerførste single, i 1979. Den har da også mange af de kvaliteter, der gør, at den sætter sig fast på trommehinden og – på hitlisterne. Det er en af den slags sange, der hører med på lydsporet til en sommerferie.
Gruppens iørefaldende powerpop, der var præget af halvfjerdsernes new-wave-lyd, fik kritikerne til at sammenligne bandet med The Beatles. Og ikke uden grund. Det er svært ikke at høre svage ekkoer af de fire Liverpool-drenges musik. Men de fire jødiske fyre fra L.A. var mere end blot Beatles-epigoner. De var ferme sangsnedkere, der lavede noget af det bedste poprock fra sidste halvdel af halvfjerdserne, og deres første album Get The Knack er et lille mesterværk. Gruppen havde ikke kritikernes gunst de efterfølgende år og fik ikke samme kommercielle succes, som de første par plader havde affødt. Bandet eksisterer så vidt vides endnu og optræder med jævne mellemrum.
Stilistisk kan gruppen minde lidt om Beatles-protegeerne Badfinger, der debuterede på Beatles’ Apple-pladeselskab, og The Knack har da også medvirket på en hyldestplade til Badfinger. Read more