I min barndoms gade var der ikke meget legetøj. Jo, trehjulede cykler, hoolahopringe, hinkesten, hønseringe og “esser”… Men større legesager var der langt imellem. Jeg…
Tag: 1950’erne
Teenager in Love
Each time we have a quarrelIt almost breaks my heart‘Cos I am so afraidThat we will have to partEach night I ask the starsThe stars…
Jan & Kjeld – Banjo Boy
Et af de første hits, der trængte ind i mit musikalske univers (trods stor modstand…) var drengebanjoduoen Jan & Kjeld (med efternavnet Wennick) deres “Banjo…
Sydfrugter – erindringer
I dag måtte jeg smide en del mandariner ud. De var ikke blevet spist og var derfor blevet mugne. Da jeg smed dem i skakten…
Varmedunken – en erindring
Medens jeg lå dèr under den kolde, klamme dyne, gøende som en længselsfuld sælhund, dukkede billedet af min barndoms varmedunk pludselig op fra erindringens dybeste…
1970: Chuck Berry – “My-Ding-A-Ling”
Et af de mere kuriøse nr. 1-hits i 1970 var Chuck Berrys tilbagevenden til toppen med sangen om hans ding-a-ling. Berry, der blev født i…
Børnerim – erindringsstump
Hænderne op eller bukserne ned En af delene vil jeg se – hvornår mon jeg hørte det rim første gang?
Laika – en rumhund
Information fortæller mig i en lillebitte notits, at det i dag er 50 år siden, den russiske rumhund Laika som det (vist nok) første levende…
Teresa Brewer – er død, 76
Endnu er musikalsk dødsfald. Sangerinden Teresa Brewer har forladt denne verden i en alder af 76 år. Brewer var en af de mest populære sangerinder…
Enid Blyton – De Fem-serien – nostalgi
Trillende rundt med en mega indkøbsvogn i den lokale Coop-forretning falder blikket på en bunke bøger. Eksemplarer af Enid Blytons serie om De Fem, genudgivet…
Verdens ende – med Skeeter Davis
“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk…
Et fjols som mig
Vores furiske udsending i Irland spiller dansant B52’s (Go there and dance!) og af en eller anden omvej – neurologisk eller associativ, hvilket vel er…
Musiknostalgi: Showaddywaddy
Lidt oversete har de måske altid været i den nyhedshungrende musikpresse. Til gengæld har de haft et fast publikum. Jeg tænker på de mange revival-bands, der har levet af at spille andres numre med mere eller mindre held. Beatles har adskillige, ABBA ligeså. I det hele taget er der ingen ende på dem. Især ikke, hvis vi tæller alle dem med, der spiller rundt til forsamlinghusballler og bryllupper i det ganske land.
Et succesfuldt revival-band i halvfjerdserne var engelske Showaddywaddy, der specialiserede sig i at genopfriske numre fra især halvtredserne. Gruppen blev dannet i 1973 på resterne af to andre grupper og gjorde sig bemærket ved at have hele to forsangere, to trommeslagere og to bassister. Ikke mindre end ti top-10 hits, heraf en enkelt nr. 1, blev det for gruppen med sange som Heartbeat, I wonder Why, You Got What It Takes, Blue Moon og det største af dem alle: Under The Moon Of Love. Selv om tiden måske er vokset fra deres musik, så turnerer bandet fortsat.
I øvrigt minder deres musikstil om Flash Cadillac & The Continental Kids, der nogenlunde samtidigt spillede gamle halvtredsernumre, blandt andet i den fine film American Grafitti…
Her er Showaddywaddy med en tv-udgave af Buddy Holly-nummeret Heartbeat, som vi meget passende tilegner Listemageren: Read more
Elvis – på DR2
Selv om vi godt ved, at han stadigvæk lever og går rundt med sin rock’n-rollator et eller andet sted i universet, så er det altså 30 år siden, han meldtes død. Jeg kan huske, at jeg sad på et sofa i et bestemt hus, det var nat, musikradioen spillede og pludselig kom nyheden om, at The King var død. En af de nyheder, der forrykker ens verdensbillede en lille, men afgørende, smule.
DR 2 vier en tema-aften til Elvis Aron Presley den 14. august. I løbet af aftenen kan man møde den inkarnerede fan, kirkegårdsgraver Karsten Holm fra Stjær i Midtjylland, der optræder som Elvis-klon rundt om i landet. Vi kan også møde Henrik Knudsen fra Randers, der har gjort Elvis-fanskabet til en levevej. Osv.
Elvis The Pelvis med hoftevrid og hele baduljen – “Hounddog”: Read more
Statens Filmcentral – en minderune
I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”,…
Legetøjsbiler: Matchbox
I New York Times læser jeg en nekrolog. Jack Odell er død i en alder af 87 år. Jack var designeren af Matchbox legetøjsbilerne. I min barndom havde jeg nogle få af disse biler. Blandt andet en sølvgrå Mercedes sportsvogn – lidt à la ovenstående. Man kunne åbne dørene ind til de fine sæder og rattet, som kunne drejes, så hjulene bevægede sig, bagklappen ind til baggagerummet, hvor der lå et reservehjul – og forklappen ned til motoren, der var en nøje kopi af den rigtige motor. Matchbox-bilerne var kvalitetslegetøj, lavet af metal og rigtige gummihjul. De var sirligt malet med gengivelse af alle orginalens detaljer.
Men man vokser fra sit legetøj, og en dag, da jeg ikke havde andet at bestille ødelagde jeg bilen med min fars hammer. I bagklogskabens lys skulle jeg ikke have gjort det. Det kunne have været sjovt at have den i dag. For slet ikke at tale om dens antikvariske pris!
I følge nekrologen var det Odells datter, der fik Jack til at lave legetøj. Hun havde fået den idé at tage en edderkop med i skole – anbragt i en tændstikæske. For at få hende på andre tanker, lavede Odell en lille affalttromle til hende. Og det blev starten på Matchbox Toys, der siden producerede millioner af små biler og lign.
Carl Perkins “Matchbox”: Read more
Papirfly
Liselotte satte gang i nostalgimotoren med et link til “verdens bedste papirfly”. I min barndom har jeg lavet et hav af papirfly. En overgang byggede jeg også svævemodelfly med balsatræ, papir, lak og lim. Men da jeg boede i en baggård var der grænser for den fornøjelse.
Jeg var dybt fascineret af papirflyene, når de svævede gennem de små rum i lejligheden – eller bedre endnu ud fra stue- eller køkkenvinduet. Det var en kunst at få dem foldet så præcist som muligt af en stykke papir, der hverken var for tungt eller for let. De havde som regel en kort levetid. Fløj de godt, endte det som regel med, at de fik snuden trykket ind, og dermed mistede de noget af deres flyveevne.
På www.ask-alex.dk kan man se tegninger af to af de mest almindelige modeller (ovenfor og nedenfor dette afsnit).
Og på denne side kan man se en lille film om, hvordan man laver “verdens bedste film”. En model, jeg også kendte i barndommen.
Men der var også en model, der bestod af to stykker papir. Et kvadratisk stykke, der foldet på den rigtige måde til en dobbeltlagstrekant udgjorde vinger og snude – og som kunne fastholde halestykket, der bestod af et smalt, rektangulært papirstykke. Sidstnævnte fik den ene ende foldet til en spids, der passede ind i forstykkets snude. Fordelen ved denne model var, at den havde en mere holdbar snude og kunne bruges igen og igen. Jeg har desværre ikke kunne finde et billede af den model. Mon den er gået i glemmebogen?
Nostalgia: Foska Havregryn
Bedst som skriveblokeringen synes at melde sig i capacs trætte hoved og krop, så kommer Michael Laudrup til hjælp. Egentlig skulle capac ned i garagen…
The Drifters’ Bill Pinkney er død, 81
Endnu en popkunstner har forladt den jordiske musikscene. I onsdags døde Bill Pinkney i en alder af 81. Han var en af de oprindelige medlemmer af doo-wop-rythm-and-blues-vokalgruppen The Drifters, der blev dannet i capac fødeår 1953 af Clyde McPhatter og er blevet videreført gennem årtier med skiftende besætninger. Pinkney forlod allerede gruppen i 1958, angiveligt på grund af uoverensstemmelser om penge. Derfor nåede han ikke at medvirke på nogle af gruppens største hits fra dens tidlige periode: Fx Under The Boardwalk, Up On The Roof og Save The Last Dance For Me. Men Pinkney satte med sin umiskendelige basstemme sit tydelige præg på gruppens version af julesangen White Christmas. Ellers er Bill Pinkney – der også var krigsveteran fra 2. Verdenskrig og baseballspiller – mest kendt for at have været involveret i et juridisk slagsmål om retten til kunstnernavnet The Drifters. Efter bruddet med Drifters dannede Pinkney The Original Drifters, der fik succes i USA.
Drifters tilhører den fornemme tradition for vokalgrupper, der altid har været i amerikansk popmusik . Her er et par nostalgiske videoer fra gruppens repertoire. Read more
Tirsdagsbogsamleri…
Tja, jeg kom igen forbi den lille butik – tidligt – hvor jeg fandt de Stynede Popler, og gjorde også denne gang et fund. Ernst…
The Tokens’ Hank Medress, død 68
Navnet Hank Medress siger nok de færreste noget umiddelbart. Men siger man forsangeren på The Tokens store tresserhit The Lion Sleeps Tonight, vil der nok ringe en lille klokke hos dem, der er gamle nok til at huske Jørgen de Mylius’ Efter Skoletid etc. Medress er død i en alder af 68 år som følge af lungekræft.
Han startede sin karriere i 1955, hvor han sammen med den kendte sanger og sangskriver Neil Sedaka (Oh, Carol m.fl.) var en del af vokalgruppen The Linc-Tones. Efter at Sedaka havde forladt gruppen for at begynde sin succesfulde solokarriere blev gruppen til The Tokens, der fik sit store hit i 1961. I øvrigt er The Lion Sleeps Tonight – med det iørefaldende Wimoweh-omkvæd – en gammel afrikansk sang, der kom på repertoiret hos flere amerikanske kunstnere i løbet af 1950’erne. Men det var Tokens, der fik et nr. 1 på hitlisten. Gruppen fik mindre hits siden hen, men nåede aldrig til førstepladsen igen. Til gengæld er The Lion blevet en klassiker fra perioden.
Madress havde ved siden af sin sangkarriere held som producer. Blandt andet stod han bag The Chiffons to store tresserhits He’s So Fine og One Fine Day. Senere var han med til at føre Tony Orlando and Dawn frem med popsangene Knock Three Times og Candida. Han stod også bag New York Dolls forsangeren David Johansens succesfulde soloprojekt som Buster Poindexter. De senere år trak han sig lidt mere tilbage og tog sig af forrretningssiden i EMIs canadiske afdeling, hvor han var præsident.
The Lion Sleeps Tonight i en senere udgave med Tokens: Read more
Da jeg fik Beatleshår – erindringsfragment
Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “åsse havde beatleshår”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hår ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sådan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og når de kunne, så kunne jeg også. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni år gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebånd i frikvartererne, hvor de små var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke så meget mærke til i starten, når man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned på terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da også pænt, når man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift står skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første på skolen tillod mig at lade håret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del småkonflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, så skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen på, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hår.
Jeg oplevede også at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gå over til damefrisøren på den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og håret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hår gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hår bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det så. Da havde det jo også tabt sin symbolske værdi…
Passende musikalsk kommentar: Read more
Louie Louie – The Kingsmen (1963)
Louie Louie, oh no
Me gotta go
Aye-yi-yi-yi, I said
Louie Louie, oh baby
Me gotta go
Fine little girl waits for me
Catch a ship across the sea
Sail that ship about, all alone
Never know if I make it home
CHORUS
Three nights and days I sail the sea
Think of girl, constantly
On that ship, I dream she’s there
I smell the rose in her hair.
CHORUS
Okay, let’s give it to ’em, right now!
GUITAR SOLO
See Jamaica, the moon above
It won’t be long, me see me love
Take her in my arms again
Tell her I’ll never leave again
CHORUS
Let’s take it on outa here now
Let’s go!!
Klaus Lynggaard bemærker i weekendens Information om denne klassiker, at det er “den ultimative garagerockklassiker”, som “enhver kan lære at spille på fem minutter”. Den startede som en B-side i 1956-57, hvorfra den langsomt blev fast bestanddel af mange gruppers koncertrepertoire. Blandt myterne om denne sang er, at den skulle være bundsjofel (hvilket altid har været en nærliggende forklaring, når man ikke forstod teksten!), og at nummeret, fordi gruppen kløjs i rytmen, skulle markere reggaens fødsel… I hvert fald en rockklassiker, som mangen en kunstner har kastet sig over – inklusive Bob Dylan. Faktisk er der udsendt en serie af plader med titlen The Best of Louie Louie med en række alternative versioner. Dertil kommer, at en lang række andre sange har ladet sig inspirere mere eller mindre direkte af riffet i Louie Louie: Fx The Rolling Stones “Get Off Of My Cloud”, The Troogs “Wild Thing”, The McCoys “Hang On Sloopy”, Lou Reed “Vicious”, The Righteous Brother “You’ve Lost That Lovin Feeling” og “Summer Nights” fra filmen Grease. Louie Louie var i øvrigt det eneste rigtige hit, The Kingsmen fik.
Rudolf Arnheim, 102
Hos Filoffen og Bo kan man læse om den amerikanske filosof Richard Rorty, der døde for nogle få dage siden. Nu kan man så læse…
Dean Martin – mere musik fra skammekrogen
Gårsdagens (impuls)køb var cd’en The Essential Dean Martin, der kostede det formidable beløb af 25 kroner. Jeg har altid haft en svaghed for denne italo-amerikanske…