Jeg kan huske, at der i tresserne var en dansk popkunster, der markedsførste sig under navnet The Only One (el. The Lonely One – skal…

Forleden skrev jeg lidt om DRs udsendelse om protestsange, hvor flere af tressernes og halvfjerserne musikalske navne fik lov at optræde på skærmen. Et af…

Medens der varmes op til aftensmaden, lytter blogbestyreren til John Cales Honi Soit.. fra 1980. På vinyl! Honi soit qui mal y pense!

Laura Pearson har gjort Pitchfork opmærksom på, at der nu udkommer en Best of… med den alt for tidligt afdøde sanger Tim Buckley, hvis søn delte samme skæbne år senere. Mig bekendt har der aldrig tidligere været udsendt en sådan opsamling af mandens singleplader. Eftersom Buckley jo ikke ligefrem var hitlistepotentiale med sin særprægede, alt andet end folkelige musikalske stil, er det måske lidt en tilsnigelse af tale om Best of… !? Men hvis man ikke kender manden i forvejen, kan skiven nok være en god introduktion til hans relativt store produktion: Read more

Blogbestyreren har vundet ovenstående cd hos en fransk sælger. For dem, der ikke allerede ved det, så er der tale om et soundtrack til en…

Det er ikke for meget at sige, at John Peel nærmest har været en institution i engelsk populærmusik. DJ’en, der døde i 2004, og siden 2005 mindes på John Peel Day, har haft en enorm betydning for promoveringen af ny rock- og popmusik fra midten af 1970’erne og frem. Nu markeres dette uvurderlige arbejde, i følge NME, med udgivelsen af en dobbeltcd med smagsprøver på de kunstnere, han havde med at gøre. Titlen på udgivelsen er: “John Peel Right Time, Wrong Speed: 1977-87”. Pladen der i øvrigt får et cover af selveste Sir Peter Blake, der også stod bag Beatles’ Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band, har følgende trackliste: Read more

Ikke John Cale, men J.J. Cale: Eric Clapton og J.J. udgiver deres første fælles album den 7. november. Et overraskende samarbejde, og så alligevel ikke, for Eric Clapton har, som det vil være de fleste bekendt, haft stor succes med “After Midnight” og, ikke mindst, “Cocaine”. Pladen “The Road to Escondido” består primært af J.J. Cales sange. 11 stk. i alt. Og så har Clapton og John Mayor skrevet en sang hver. Interessant er det også, at de to guitarister og sangskrivere får hjælp af blandt andet Taj Mahal, Albert Lee og den for nyligt afdøde tangentspiller og Beatle-ven Billy Preston, der spiller på alle numrene. Pladen er dedikeret til ham. I en kommentar til projektet omtaler Clapton det som sin sidste ambition: At lave en plade med J.J.Cale, som har inspireret ham gennem alle årene. Read more

Mellem to møder den pulserende by, århus, kan jeg lige nå at smide et indlæg ind. Jeg har nemlig her til morgen vundet på auktionen igen. Denne gang en dvd, som længe har stået på min ønskeliste: Backbeat.

For dem, der ikke kender filmen, som er blevet vist et par gange på dansk tv, kan jeg fortælle, at den beretter om The Beatles’ spæde begyndelse i de glade ungdomsdage omkring tiden i Hamburg i starten af 1960’erne. Det ville selvfølgelig være totalt ligegyldigt, hvis ikke filmen var værd at se – som film betragtet. Men, det er den. Iain Softleys debutfilm rammer meget fint tidsånden i de opbrydende tressere og giver et overbevisende billede af nogle unge mennesker, der er drevet af ambitioner og kunstnerdrømme, og især Stephen Dorfs portrættering af den alt for tidligt døde kunstnerspire Stuart Suttcliffe og Ian Harts levendegørelse af den evigt sarkastiske, intellektuelle rod John Lennon er holdbare. Filmen er langt fra enhver form for Beatlemania-dyrkelse. Den fokuserer især på forholdet mellem Sutcliffe, Lennon og den tyske forbindelse, repræsenteret af Klaus Voorman (der langt senere tegnede det berømte omslag til Beatles’ Revolver-album, og i øvrigt har været en meget brugt bassist) og Astrid Kirscherr, spillet af henholdsvis Kai Wiesinger og den fra Twin Peaks kendte Sheryl Lee. Endnu et hul i samlingen er fyldt ud. Read more

Et gennemgående tema i flere af de foregående indlæg har været: Seksualmoral – dobbelte standarder osv. Derfor skal blogbestyreren ikke undlade at gøre opmærksom på,…

Omtalen og afspilningen af Crispian St. Peters fik mig til at tænke på en anden sanger, der nok må betegnes om en “døgnflue” (det var vist tv-legenden Otto Leisners betegnelse for det kunstnere og sange, der dukkede op en gang for aldrig siden at vende tilbage): Chris Andrews.

I 1965 havde han et stort hit med sin egen melodi “Yesterday Man”. Han indledte i øvrigt sin karriere som leder af Chris Ravell and the Rangers, der sammen med fire Liverpoolgutter med navnet The Beatles spillede i den berømte Star-Club i Hamborg i starten af 1960’erne. Selv om “Yesterday Man” bestemt er en god popsang, så kan man godt høre at Andrews ikke havde nogen stor stemme. Derfor var det nok også meget naturligt, at han siden især gjorde sig bemærket bag scenen som sangskriver m.m. for andre engelske stjerner, fx barfodssangerinden Sandie Shaw og Adam Faith. Read more

Den gamle rock’n-roller og pianomishandler Jerry Lee Lewis udsender om kort tid sin nye plade med titlen “The Last Man Standing” (mon det er ironisk…