video – Side 5 – CAPAC

24. januar 2007

Susan Aglukark

Musik

Så dumpede den omsider ind af brevsprækken, cd’en This Child med Susan Aglukark, som jeg havde vundet på Ebay-auktionen. Indtil for nogle få måneder siden havde jeg ikke hørt om Aglukark, men kom ved et tilfælde til at høre hende på en internetradio og faldt for hendes udgave af det, man kalder “verdensmusik”.
Susan Aglukark kommer fra Canada, hvor hun er en stor stjerne. Hun er inuk, dvs. tilhører den etniske minoritet, der kaldes inuit og som består af oprindelige folk fra områderne ved de arktiske kyster i Sibirien, Alaska, Nunavut, Quebec, Grønland m.fl. I sin musik blander hun vesterlandsk popmusik med elementer fra inuit-befolkningernes traditionelle musik. Hun er født i 1967 og udgav sin første plade – Arctic Rose – i 1992 på en lille uafhængigt plademærke. Det gav hende så megen omtale, at hun kunne lave en kontrakt med et stort internationalt pladeselskab, hvor hun i 1993 udsendte en juleplade, Christmas. This Child, der udkom i 1995, var hendes egentlige gennembrud til et større publikum. Med singlen O Siem fra pladen fik hun som den første inuit-musikeren et nummer 1 hit i Canada, og den blev fulgt op med singlerne “Hina Na Ho (Celebration)” og “Breakin’ Down”, som også kom på hitlisten. LP’en solgte tredobbelt platin. Siden har hun udsendt tre plader: Unsung Heroes (2000), Big Feeling (2004) og senest Blood Red Earth (2006).
Hendes stemme er en klar, fin pigerøst, der passer godt til popsangene, der blandt andet beskæftiger sig med alvorlige emner som selvmord og seksuelt misbrug. Aglukark har været fortaler for inuit-befolkningerne og modtog i 2005 The Order of Canada.
På hendes hjemmeside kan man høre uddrag af hendes plader. Blogbestyreren anbefaler! Read more

capac

22. januar 2007

Don’t dream it’s over – Crowded House gendannes

Musik

I 2005 begik den tidligere trommeslager i Crowded House, Paul Hester, selvmord. Sangskriveren i bandet, Neil Finn, gav i den forbindelse udtryk for, at en gendannelse af det opløste band herefter ikke kunne komme på tale. En forståelig holdning – i situationen. Hester var en vital del af gruppen, og selvmordet var – som det altid er – ubærligt. Men tiden er gået, og nu skulle det være sikkert at Crowded House efter en pause på ti år skulle drage på koncertturné igen – med hvad deraf følger.
Det glæder blogbestyreren, der ellers er forbeholden over for gendannelser af gamle bands, for Crowded House har altid stået hans hjerte nær. Den australske konstellation med de to Finn-brødre, Neil og Tim, står som nogle af de fineste arvtagere til traditionen efter Lennon & Mccartney. Melodiøs, tænksom rockmusik, når det er allerbedst.
Gruppen besøgte faktisk århus engang i forbindelse med en udendørskoncert, men blogbestyreren var forhindret i at deltage. Det er en af de ting, der kan ærgre i lang tid bagefter. Men måske kommer der nu en ny chance for at opleve disse fine musikere.

Meget apropos den påtænkte gendannelse så er gruppens afskedsturné for ti år siden nu udgivet som DVD:

capac

20. januar 2007

The Flying Lizards

Musik

Her i bloggen – der pt. har udviklet sig til en musik(video)blog – har et tema været “singleplader fra gemmerne”. Og en af de sidste singleplader, blogbestyreren, investerede i var The Flying Lizards udgave af det gamle Eddie Cochran-nummer Summertime Blues. Singlepladen udkom i 1978 på Virgin Records. Og jeg kan huske, at jeg købte den hos Dandelion i Badstuegade i århus. Flying Lizards særkende var, at de var avantgarde, eksperimenterende, ja, nærmest dekonstruerende i deres tilgang til popmusikken. Gruppens ankermand og skaber var David Cunningham og ellers var der forskellige medlemmer. Summertime Blues var gruppens første single, der blev fulgt op af endnu en postmodernistisk (!) coverversion af Barry Gordy Jr. og Janie Bradford-klassikeren “Money” (som bl.a. The Beatles har indspillet). Money blev Flying Lizards eneste rigtige hit. Til gengæld har nummeret hængt ved lige siden og er blevet brugt i forskellige film og tv-serier, fx The Wedding Singer og Nip Tuck. I 1979 kom også LP’en The Flying Lizards, hvor de første singler er med. LP’en blev fulgt op af Fourth Wall (UK Virgin) 1981 og Top Ten (UK Statik) 1984. Bandet fandt inspiration til de musikalske udfoldelser hos så forskellige navne som tyske Kraftwerk, Tangerine Dream og Terry Reilly, John Cage og Steve Reich. Nogle anmeldere opfattede gruppens eksperimenter som en joke, men jeg er ret sikker på, at de selv tog det meget alvorligt…

Her er to udgaver af Money. Den første er en fin live-udgave: Read more

capac

20. januar 2007

Norman Greenbaum: Spirit in the Sky

Musik

Endnu et eksempel på en kunstner, der kun fik et hit. Den musikstuderende Norman Greenbaum fik et kæmpehit i 1969-70 med sangen “Spirit in the…

capac

20. januar 2007

Blognostalgisk tilbageblik: Some People

Musik

Det allerførste indlæg i capacs smartlog drejede sig – selvfølgelig – om et nostalgisk emne, nemlig ungdomsfilmen “Some people”. Helt tilfældigt (!) faldt blogbestyreren på…

capac

19. januar 2007

Tyggegummi-musik

Musik

Et ord falder og sætter gang i associationskæder og erindringsspor. Ordet er bubblegum. Bubblegum-pop, bubblegum-rock osv. Genren bestod af iørefaldende melodier, enkle akkordstrukturer, enkle harmonier, uforglemmelige “riffs” og “hooks” og så tekster, der drejede sig om det evigtunge teenageunivers: hjerte, smerte og hvordan får man fat i en pige/dreng… Den voksede som en lyserød tyggegummiboble fra en ungpigemund dengang i og omkring sidste halvdel af tresserne. Som andre genrer stjal bubblegum med arme og ben fra de foregående, dvs. halvtredserrocken, garagerocken, tex-mex-musikken, surfer-musikken osv. Tyggegummi-musikken var renlivet pop. Og navnet sagde alt om den primære målgruppe: tyggegummignaskende teenagere. Den havde absolut ingen “kunstneriske” eller “politiske” ambitioner, som ellers var en del af ungdomskulturen dengang; den ville kun underholde. Derfor var der mange, der så skævt til den. Men ikke alle. I hvert fald huserede dens udøvere på hitlisterne med mange irriterende iørefaldende sange. Til denne kategori hører The Ohio Express, der oprindeligt var et vaskeægte garagerockband, med deres klassiker “Yummy, yummy, yummy (IÂ´ve got love in my tummy…)” fra 1968, hvor den blev #4 i USA. Et andet band var 1910 Fruitgum Company med deres “Simon Says”, som blev slidt på rejsegrammofonerne cirka på samme tid. Vi skal heller ikke glemme de allerede nævnte Lemon Pipers, der blev #1 i USA samme år med Green Tambourine. De fik følgeskab af The Archies, der med “Sugar, Sugar” blev den mest sælgende singleplade i USA året efter. Og så var der en underskov af bands, der forsøgte at gøre de nævnte kunsten efter. Der er udgivet adskillige compilations med tyggegummimusik, og de kan anbefales på det varmest, hvis man ellers er til renlivet, uforfalsket pop, der kun vil underholde (og så måske lige: score kassen…). Det har jo altid være poppens bestemmelse: at være uprætentiøs soundtrack til teenageres hverdagsliv og dagdrømme…
Tyggegummi-musikken satte sig tydelige spor i popmusikken i tiden efter og kan følges helt frem til i dag. Et af de store bands, der tog ved lære af genren, var designergruppen The Monkees, der dog også havde større musikalske ambitioner. Flere af deres hits har tydeligvis taget ved lære af tyggegummi-bandsene. Og hvad ville danske Aqua have været uden disse forløbere!?

Musik

Den gode mand Henrik er skyld i, at jeg må ned af Memory Lane igen. Og det skal han ikke høre noget ondt for. For Memory Lane er min Penny Lane…
I det år, hvor The Buggles udsendte deres singlehit Video killed the Radio Star havde jeg forladt Danmark for at opholde mig i en længere periode i Italien. Det var i april måned, det var dejligt varmt, og alt var endnu grønt og smukt, inden sommerens tørke satte ind. Italienerne holder af en god melodi, en iørefaldende popsang, og de er mestre udi kunsten at skrive ørehængere. Og overalt, hvor jeg kom, var der den sommer to sange, der blev spillet igen og igen. Den ene var L’unica donna per me (den eneste kvinde for mig..) med Alan Sorrenti og den anden The Buggles meget iørefaldende sang om videoen, der dræbte radiostjernen… Oh-ah-oh-ah…
Når jeg hører denne sang, sidder jeg en lys sommerdag uden for en lille kiosk ved havnen i i Civitaveccia og venter på færgen til Sardinien. Danmark er langt væk fysisk såvel som i tankerne, det lange hår blæser i den sagte vind og oplevelserne ligger lige om hjørnet og venter…O-a-o-a…

Og hvorfor ikke også tage den der italienske landeplage anno 1979:

Musik

Part I

capac

11. december 2006

Den illustrerede mand

Musik

Jeg havde næsten helt glemt denne filmatisering af Ray Bradburys fortællinger. Men den gjorde et vist indtryk dengang for mange år siden. Ikke mindst på grund af Rod Steigers tatoverede mand – og så Claire Bloom…

capac

Capac er mit nom de guerre og nom de plume.

Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.

Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.

Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog. Og det er et en-mands-foretagende.

Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming i mine anbefalinger af musik, film o.a., og undgår det helt i mine anbefalinger af musik m.m. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.

Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).

Capac har kørt i 18 år.

Velkommen.

*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.

Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.

Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.

Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.

Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.

And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And it is at one-man-band.

It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. in my rekommandations (please read my guide line for recommandations], only in my own postings. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.

And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.

The weblog has been running for 18 years.

Welcome

Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse

(capac_SNABELA_capac.dk).

Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.

OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.

Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.

Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.

Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.

SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.

And in english:

I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:

mr.capac_et_gmail.com

My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.

Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.

The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.

When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.

I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.

As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.

We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.

(Stephen Hawking)

Min fordanskning:

Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]

“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.

-Joni Mitchell

Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.

”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)

Alrunen (alias Claus Rasmussen) righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen – filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
Børneblogger blog om musik
Caroline Akademisk filosofs blog – uregelmæssig blog om filosofi og andet der falder mig ind
Carsten læser bøger Carsten Fogh Nielsen, blandt venner kaldet Filoffen, læser og kommenterer bøger
Det virtuelle musikbibliotek – tidsskrifter, universitetsspecialer med mere i udvalg Et (langtfra fuldstændigt) arkiv for tekster om musik, f.eks. tidsskriftet MM
Donald
Donalds blog
DORTES SMADDERKASSE RØV-kassen, cafe sappho-bloggen eller dortes smadderkasse
Eksistens – Lotte
Fruen aka Engleord
Furore – Irenes blog † Furien fra Fur skabte Furore – Irene!
Hege
Henrik Larsens obskuriøse blog, uregelmæssig
Ika
Ivan Rod – skriver om musik Ivan Rod – journalist m.m. skriver om musik
Jakob Lambertsen – journalist med musik og meget mere
Karsten Jørgensens rockblog Forfatter til mange musikbiografier, Karsten Jørgensen, skriver om musik i sin blog
Koncertplakater i Danmark Claus Rasmussens – også k endt som Alrunen – side om og med danske koncertplakater
Kornkammeret
Labeet II – Serendipitet Nene Labeets udpluk fra nettet
Latest Music Reviews From George Starostin – ophørt blog
Liselotte Liselottes og familien Wellers univers i det Hadsund, tidligere Gug i det nordjyske
Modkraft
Modspil (Carsten Agger)
Modstrøm – en musikblog
Niels Ole Finnemann humanistisk forsker
Per Wium Beatles-ekspert om musik i bred forstand…
Per Wium – Beatles-kender, musiker, journalist m.m. – skriver om musik
Peter H. Olesens inaktive blog Forfatteren, sangskriveren og musikeren Peter H. Olesens nu stumme blog
Peter Øvig Knudsen – forfatter Peter Øvig Knudsens blog om alt, hvad der optager ham
Regitze Vampyrpingvinen galer!
Rowdy Kittens – social forandring gennem et simpelt liv
Røde Mor – eksisterer endnu
Seismograf Seismograf er et redaktionelt uafhængigt webmagasin, der stiller skarpt på den nyeste kunst i lyddomænet og dens skabere.
Sifka
Smårepetitioner
Socialistisk Bibliotek Alternativ læsning til tidens problemer og spørgsmål
Strikketanten – aka Dana Watsham – tavs eller ophørt blog
Susling i luften
Tina – omme i London
Unmack Jens Unmack, sangskriver og musiker i Love Shop, deler sin musikside med Pastoren (alias Hans Hüttel)
Årgang 54 Under overskriften “Hverken fyrre, fed eller færdig!” skriver Henny fra sit liv som en årgang 1954 – endnu en uregelmæssig blog
Århusianske pladebutikker

CAPAC – Lapsus calami

Tag: video

Susan Aglukark

Don’t dream it’s over – Crowded House gendannes

The Flying Lizards

Norman Greenbaum: Spirit in the Sky

Blognostalgisk tilbageblik: Some People

Tyggegummi-musik

Ram Jam “Black Betty”

Mere beskidt rock: The MC5s

Henrettelser – jeg græmmes

NICOtine…

13th Floor Elevators – garagerockens Godfathers…

Willie Nelson med venner – i aften!

Tim Burtons første musikvideo

Video killed the Radio Star

Ziggy Stardust fylder 60

The Seeds

DAVE DEE, DOZY, BEAKY, MICK & TICH

Jacques Tati – en forbier, for hævlede….

Million Dollar Baby

Surfin’ Børd – eller musik på hjernen (igen)

Arthur Penn

De elektriske svesker

Jimi Hendrix “Purple Haze”

The B52’s flyver igen, ja…

Den illustrerede mand