Det første indlæg i denne blog handlede om Hotel Chelsea aka The Chelsea Hotel, det berømte kunstnerhotel i New York. Her er et fantastisk klip…
Tag: video
Thunderclap Newman – Something In The Air
Historien om den engelske gruppe Thunderclap Newman, der fik et hit med Something In The Air, er lidt sjov. Gruppen blev skabt af lederen af…
Hvad skete der med Corey Haim?
Postbuddet smed en Ebay-gevinst ind ad sprækken til morgen. En singer-songwriter-ting, som jeg havde vundet for 14 dage siden. Brugt. Billigt. På med skiven og…
U2 – der var engang…
Mit indlæg om den halvadelige Bono skal ikke fortolkes derhen, at jeg ikke kan lide U2. De har bestemt lavet gode sange. Men i mine…
Neil Youngs arkiver
Som tidligere omtalt er Neil Youngs arkiver blevet åbnet og de første par plader er udsendt. Nu venter bokssættene. Den første – Vol. I –…
God only knows
Så fik den folkelige og meget underholdende engelske serie med den dobbeltydige titel “Distant Shores” (Hvor kragerne vender) omsider sin afslutning med en – alt…
Java Blues – mere kaffe i kanden…
For en del år siden var blogbestyreren på kursus (suk!) og fik til opgave at lave en lille film. Det blev til en lille dokumentarfilm…
Sort kaffe i sengen
Man kan ikke være et helt umuligt orkester, når man får John Cale som producer på sit debutalbum. Og det var new-wave-bandet Squeeze, der blev…
Soundtrack-memories 4: Tears for Fears og Oingo Boingo
Donnie Darko-soundtracket efterlader endnu et par perler fra 80’erne. Jeg tillader mig at gå let hen over Duran Duran og INXS, der aldrig har sagt…
Soundtrack-memories 3: Echo & The Bunnymen
The Killing Moon. Endnu en klassiker fra Donnie Darko-soundtracket. Echo & The Bunnymen – en anden af post-punkens mørke grupper, oprindeligt bestående af Ian McCulloch,…
Soundtrack-memories 2: Joy Division
Joy Division, den legendariske mørke, melankolske post-punk-gruppe med den selvmorderiske, mytologiske Ian Curtis i forgrunden, er selvfølgelig selvskrevet til en syret-mørk film som Donnie Darko….
Soundtrack-memories…: The Church
For et par indlæg siden omtalte jeg den syrede film Donnie Darko. Jeg glemte, at omtale en vigtig ting i forbindelse med filmen, nemlig dens…
Nothing Compares to U – Sinéad O’Connor
It’s been seven hours and fifteen days Since you took your love away I go out every night and sleep all day Since you took…
The Carpenters
For mange år siden hørte jeg et interview med Richard Carpenter på P3. Det har været sidst i 1970’erne, tror jeg, og Richard fortalte om sin og søsteren Karens succes med duoen The Carpenters. Carpenters var renlivet pop, vaskeægte mainstream-FM-søgende underholdning, der var velproduceret, vellydende, uden så meget som en lille musikalsk modhage. Selv om det var svært ikke at nynne med på deres hits, der flød ud af radioen, så var det ikke noget, jeg rigtig tog til mig. Men det pågældende interview ændrede mit syn på gruppen, for på et tidspunkt fortalte Richard begejstret om sin begejstring for The Beatles. Det var ikke selve begejstringen, der gjorde udslaget, for den delte han jo med så mange andre; men hans yderst kompetente forsvar for gruppens musik. Han leverede fx en lille eminent analyse af en af Beatles’ tidlige hits, hvor han forklarede, at man kunne høre, hvordan Ringo tabte noget af trommesættet på gulvet – uden at nummeret af den grund gik i stå, eller uden at indspilningen blev stoppet. Hans forståelse for Lennon & Mccartneys sangskriverkunst og Beatles’ musik aftvang respekt.
Jeg er aldrig blevet fan af The Carpenters, men man kan ikke komme uden om, at de kan deres kram. Som veltrimmet og ufarlig pop betragtet, så er der ikke ret mange, der kan gøre dem kunsten efter. Og så synger Karen dejligt…
Enjoy: Read more
Graham Parker – Don’t tell Columbus
Graham Parker (f. 1950) var en af de første engelske musikere, der blev knyttet til pladeselskabet Stiff Records, der var et af flagskibene i den…
Tom Tom Club – Genius of Love
I 1981 dannede Talking Heads-medlemmerne Tina Weimouth og Chris Franz fritidsbandet Tom Tom Club, der tydeligvis var inspireret af kreativiteten i Snakkehovederne, men var mere…
People have the Power
Sangen kunne være en kommentar til Ungerens skæbne… People Have the Power I was dreaming in my dreaming of an aspect bright and fair and…
Linda Ronstadt & Warren Zevon
Som omtalt nedenfor er man ved at genudgive nogle Warren Zevon-plader. Det fik mig til at tænke på Linda Ronstadt, der om nogen har været…
The Troggs
The Troggs, der i 1966 blev opstaldet hos The Kinks’ manager, var måske ikke de bedste musikere og havde måske heller ikke den bedste forsanger, man kunne forestille sig. Men til gengæld var de heldige at have nogle gode sangskrivere, bl.a. Chip Taylor, der leverede deres klassiker Wild Thing. Med det hit sikrede de sig en stjerne på rockhimlen som garageband med et nr. 1 hit i USA. Wild Thing blev fulgt op af Whit A Girl Like You, I Can’t control Myself, Anyway That You Want Me og et par mindre hits. De er fortsat aktive og spiller blandt andet til diverse nostalgiarrangementer. For mig har de altid stået som eksponent for støjrocken…
Video:
Read more
Fra Flower Power til Glam rock: T-Rex
Til de mindeværdige øjeblikke foran flimmeren tilbage i slutningen af tresserne hører DRs præsentation af duoen Tyrannosaurus Rex, senere kendt som T-Rex. Iført hippiegevandter og langt-langt hår gav Marc Bolan og percussionist Steve “Peregrin” Took en række intense, akustiske numre til bedste. Bolans karakteristiske lidt krukkede, mjavende sangstil gjorde indtryk på den unge blogbestyrer. Med sådan et ego og sådan en performance måtte den unge mand kunne føre det vidt. Sangen om Debora blev hængende længe i bevidstheden, og det hjalp også at Jan Ewens havde god tid til at spille gruppens musik på P3. Om tv-optagelserne findes mere i DR-arkiverne vides ikke, men det ville være en skam, hvis de som så meget andet er blevet slettet.
Duoens plader genoptrykkes stadigvæk, og der er kommet flere opsamlinger. Og det er forståeligt. For der er nerve, intensitet og spilleglæde midt i det galaromvundne, tolkienmytologiske, fabulerende sangunivers.
Samarbejdet mellem de to musikere holdt frem til 1969, hvor musikalske o.a. uoverensstemmelser fik deres veje til at skilles. Bolan slog sig sammen med den kendte perkussionist Mickey Finn og skiftede de akustiske guitarer ud med elektriske – og navnet Tyrannosaurus Rex ud med det kortere og sikkert mere salgsbare T. Rex. Stilen skiftede fra det eksperimenterende, flippede til det poppede og rockede. I 1970 kom så pladen med det nye navn som titel og med singlen Ride A White Swan. T.Rex var født som glamrockere. Gruppens optræden i den populære tv-udsendelse Top of the Pops, hvor Marc Bolan havde glimmer i ansigtet, er siden blevet opfattet som startskuddet til den nye bølge. T.Rex forblev en kommerciel og kunstnerisk succes frem til 1977, hvor Marc Bolan blev dræbt i en trafikulykke kort tid før sin 30 års fødselsdag.
Den røde tråd gennem de to gruppers musik er Bolans lidenskabelige og affekterede sangstil og de uomtvisteligt iørefaldende melodier.
Og så er der video:
Read more
Brimstone and Treacle – Dennis Potter
Måske som et apropos til foregående indlæg dumpede dvd’en Brimstone and Treacle, som blogbestyreren havde købt for 0.99£ på Amazon, ind ad døren. Da jeg…
Mere Nicotine…
En film med titlen Frozen Warning (Marble Index). året er 1969. Nico i selskab med Warhol, Dylan etc. The Factory. Smukt, drømmerisk, drømmerisk smukt:
Engangshittere: The Honeycombs
The Honeycombs, der gjorde sig bemærket ved at have en – og det var usædvanligt dengang i de tidlige tressere – kvindelig trommeslager, Honey Lantree…