Tag: video

John Mayall & the Blues Breakers

Musik

Mayall med Hendrix, Eric Burdon, Stevie Winwood...

På det lokale bibliotek sælger man ud af cd-samlingen. Cd’er uden covers, slidte og ramponerede og enkelte, der måske ikke har haft lånere nok, sælges for 10 kr./stk., 3 for 20 kr. Her faldt jeg over et album fra engelske John Mayall & The Blues Breakers fra 1995 med titlen “Spinning Coin”.
John Mayall var i fuld gang med sit musikalske projekt – the blues – da jeg gik med (stof)ble i halvtredserne, og han har været en del af mit musikalske landskab, siden jeg første gang hørte hans musik i tresserne. Da jeg gik på gymnasiet, havde vores musiklærer indkøbt forskellige albums med tidens musik for at komme de unge i møde og bane vejen for Bela Bartok, Penderecki og andre klassiske komponister, og blandt dem var der en Mayall-plade. Jeg tror, det var Empty Rooms fra 1970. Den lyttede vi meget til – specielt var der et nummer, som jeg ikke lige kan komme i tanke om – når vi ikke fordybede os i et obskurt Jimi Hendrix-live-album eller soundtracket fra Woodstock-festivalen.
Mayall er en af de musikere, man må have respekt for. Han har altid fulgt sin musikalske interesse for bluesen uden at skele (for meget) til kommerciel succes. Igennem årene har hans Bluesbreakers fungeret som rugekasse for mange af de musikere, der siden de tidlige tressere har sat deres præg på den ofte rythm-and-blues-inspirerede engelske rockmusik. Folk som fx Eric Clapton, Jack Bruce, Peter Green, John McVie, Mick Fleetwood, Mick Taylor, Don Harris, Harvey Mandel, Larry Taylor, Aynsley Dunbar, Jon Hiseman, Dick Heckstall-Smith, Andy Fraser, Walter Trout, Coco Montoya, Johnny Almond og Jon Mark har stået i lære i Mayalls bluesskole. Siden midten af tresserne har han udgivet mindst et album om året, så der er noget at gå i gang med. Dertil kommer et hav af bootlegs.

Her er en nyere optagelse med John og Bluesbreakers med en vis Slowhand på ydmyg guitar:

Read more

Marquee Moon – 30 års jubiliæum

Det føles, som om det var i går, den amerikanske gruppe Television smed sit første album Marquee Moon på gaden. Gruppen blev dannet i 1973 i New York med de to guitaresser Tom Verlaine og Richard Lloyd i forgrunden og Richard Hell på bas, ex-Blondie bassisten Fred Smith og Billy Ficca på trommer – og gruppen var – til forskel fra “konkurrenterne” fra The Ramones og Patti Smiths gruppe – mere sofistikeret artrock end sen- eller postpunk. Af samme årsag fik gruppen heller ikke de nævnte bands kommercielle succes, men måtte “nøjes” med at blive et banebrydende kultband. Som mange andre New Yorker-bands var Television arvtagere efter Velvet Underground, men samtidig kan man høre en genklang af amerikansk kunstmusik, garage- og guitarrock i deres musik. Grupper som Quicksilver Messenger Service, Love og 13th Floor Elevators har ikke spillet forgæves. Men også folk som Steve Reich har haft indflydelse. Det kritikerroste, men sløjt sælgende debutalbum blev fulgt op af det ligeledes vellykkede Adventure i 1978, hvorefter medlemmernes veje skiltes – af personlige og musikalske årsager. Gruppen blev gendannet i 1992, hvor en tredje studieplade så dagens lys.

Til lykke med jubilæet – og så er der videoer: Read more

Den logiske sang

Musik

Dagens nostagiske sang er Supertramp med The Logical Song fra albummet Breakfast in America. I pop- og rockmusikken er der skrevet meget om, hvad opdragelse…

Doc Pomus & Mort Shuman

Musik

Jeg har tidligere skrevet om den fine, nu afdøde, amerikanske sangskriver Doc Pomus. I den forbindelse glemte jeg vist at nævne, at Pomus arbejde tæt sammen med en anden ferm sangskriver, Mort Shuman (ved nærmere eftersyn: Nej, det gjorde jeg ikke…). Shuman, der døde alt for tidlig i en alder af kun 54 år i 1991, blev især kendt for netop sit samarbejde omkring en række pop- og rockhits, fx Elvis Presleys Viva Las Vegas.
Samarbejdet med Pomus, der efter The British Invasion også førte dem til England, hvor de skrev numre til de nye navne, endte i 1965. Herefter slog Shuman sig ned i Frankrig, hvor han leverede sange til Frankrigs Elvis Presley, Johnny Hallyday, og begyndte sin egen solokarriere. Ud over en række fine albums, der i dag er samlerobjekter for feinschmeckere, gjorde han sig bemærket ved at oversætte den legendariske belgiske sanger og sangskrivers Jacques Brels sange til amerikansk. Og han var ophavsmand til den succesfulde Broadway-opsætning Jacques Brel is Alive and Well and Living in Paris.
I år er der udkommet en cd med sange fra Doc Pomus & Mort Shumans fælles samarbejde: The Pomus & Shuman Story: Double Trouble 1956-1967. På pladen giver en lang række af datidens kunstnere deres versioner af partnerskabets iørefaldende sange:

1. (Wake Up) Miss Rip Van Winkle – TIBBS BROTHERS
2. Lonely Avenue – RAY CHARLES
3. I Ain’t Sharin’ Sharon – BOBBY DARIN
4. Hushabye – MYSTICS
5. It’s Been Nice – MARTY WILDE
6. (Marie’s The Name) His Latest Flame – DEL SHANNON
7. Angel Face – JIMMY DARREN
8. Turn Me Loose – FABIAN
9. A Teenager In Love – DION AND THE BELMONTS
10. Hey Memphis – LAVERN BAKER
11. Save The Last Dance For Me – DRIFTERS
12. Go Jimmy Go – JIMMY CLANTON
13. Too Good – LITTLE TONY AND HIS BROTHERS
14. Seven Sins – BARRETT STRONG
15. So Close To Heaven – RAL DONNER
16. First Taste Of Love – BEN E. KING
17. Can’t Get Used To Losing You – ANDY WILLIAMS
18. All You Gotta Do Is Touch Me – BOBBY VEE
19. A King For Tonight – BARRY DARVELL
20. Suspicion – TERRY STAFFORD
21. Seven Day Weekend – GARY U.S. BONDS
22. Spanish Lace – GENE McDANIELS
23. Double Trouble – ELVIS PRESLEY
24. I’m Gonna Cry ‘Til My Tears Run Dry – IRMA THOMAS
25. Stop – HOWARD TATE
26. Say Those Magic Words – McCOYS

Videosmagsprøver: Read more

I can’t get no Satisfaction

Musik

Stones, Hyde Park 69 med gæster

Måske ikke uden en vis forbindelse til det foregående indlæg om seksuelt frisind på Cuba, så er dagens nostalgiske indslag fra de gode gamle dage The Rolling Stones med Satisfaction.

I can’t get no satisfaction,
I can’t get no girl reaction.
‘Cause I try and I try and I try and I try.
I can’t get no, I can’t get no.

When I’m ridin’ round the world
and I’m doin’ this and I’m signing that
and I’m tryin’ to make some girl
who tells me baby better come back later next week
’cause you see I’m on losing streak.
I can’t get no, oh no no no.
Hey hey hey, that’s what I say.

I can’t get no, I can’t get no,
I can’t get no satisfaction,
no satisfaction, no satisfaction, no satisfaction.

Read more

We love you – The Rolling Stones

Musik


Vi skal jo ikke glemme Bedstefarrockerne (som de blev kaldt på tv) The Rolling Stones, der fortsætter med deres succesfulde turné i Europa. De får lov til at stå for dagens musiknostalgiske indslag fra 1967: We love you. Af en eller andet grund forbinder jeg dette nummer med sommeren. Sikkert, fordi “videoen” blev vist den sommer i 67.
På de to udgaver ser man en tydeligvis knokkelskæv Brian Jones, der har svært ved at holde øjnene åbne.
Historien bag videoen var også, at samme Brian kort forinden – i maj 67 – var blevet arresteret for besiddelse af cannabis, kokain og metamfetamin. Men han slap med et kraftig advarsel, kaution og pålæg om at lade sig behandle for sit misbrug. Samtidig havde makkerparrret Jagger/Richard en famøs retsag kørende i forlængelse af en stærkt medieovervåget og meget omtalt narkotikarazzia, der var gennemført i Jaggers hjem, hvor blandt andre en ung Marianne Faithfull var til stede kun iført pels…
Sangen og videoen til “We love you” blev opfattet som dels en hyldest til gruppens loyale fans, der havde støttet gruppen i disse modgangstider, og dels som en besk kommentar til forfølgelsen af gruppen. I øvrigt medvirkede John Lennon og Paul Mccartney som backingsangere på pladeoptagelsen.

Kort tid efter indspilledes en af gruppens mesterværker – det psykeliske, tydeligt Sgt. Pepper-inspirerede album Their Satanic Majesties Request. Read more

Sommertid og stranddrenge

Musik

Den fynske vejrpige på DR lover mere sommer forude. Og på soundtracket til en fin sommer finder man selvfølgelig også – helt uomgængeligt (jeg tror, at Uffe vil være enig…) – Stranddrengene, The Beach Boys, der er indbegrebet af musikalsk sommer, surfbrædder, høje blå bølger, sand, solskin, skønne piger, sommerferie og ishuse. Her er to klip fra dengang, før verden for alvor gik af lave…

I, I love the colorful clothes she wears
And the way the sunlight plays upon her hair
I hear the sound of a gentle word
On the wind that lifts her perfume through the air

Im pickin up good vibrations
Shes giving me excitations

Read more

Paul Mccartney med kaffe

Musik

Så oprandt dagen, hvor Paul Mccartneys nye plade Memory Almost Full blev udsendt på kaffefirmaet Starbucks pladeselskab. Mccartneys plade er den første på plademærket, og…

Bryan Ferry i “Den 11. time”

Musik


Hvis man var blandt dem, der ikke nåede at se (det hele af) Bertelsens stærkt underholdende program med en meget sympatisk og afslappet Bryan Ferry (genudsendt i dag), så kan det (gen)ses
her. Og det er muligt at hente programmet som videopodcast. Anbefales.
———-
Og jeg benytter lige lejligheden til et musiknostalgisk indkast: Ferry giver en forrygende version af Let’s Stick Together (medvirkende: Jerry Hall – Mick Jaggers berømte Ex-): Read more

Harry Nilsson Everybody’s Talking – dagens nostalgiske

Musik

Ovre hos Bo har man diskuteret DRs poesiindslag “Digte fra 2. sal”. Men, der sker også noget på 1. sal, nemlig “Sange på 1. sal”. DR har fået den små-geniale idé at lade danske kunstnere kommentere en sang, der har betydet noget for dem, og derefter give en version. Her til aften var det sangeren og skuespilleren Jimmy Jørgensen, der fortalte om, hvordan han som 12-årig så John Schlesingers film “Midnight Cowboy” (1969) i biografen. I filmen har Dustin Hoffmann en fantastiske rolle som bumsen “Ratso”, der drømmer om at komme ud af storbyens elendighed og leve i Floridas evige solskin. I en af de sidste scener ser man ham svedig og døende i bussen på vej mod sine drømmes mål, som han aldrig når i levende live. Og som underlægning hører man Harry Nilssons udgave af Fred Neils sang “Everybody’s Talking”.
Jimmy Jørgensens udgave var en nedtonet udgave, fuld af veneration for den oprindelige version. Og jeg har det lidt som Jørgensen. Den sang gjorde et dybt indtryk, da jeg så filmen i 69 for første – og eneste – gang. Det er en af de sange, jeg aldrig er blevet træt af at lytte til. Harry Nilsson, der havde en stor stemme (i følge anekdoterne spændte den over fem oktaver) og et kompliceret privatliv (blandt andet var han soldebroder for John Lennon i den periode, hvor Yoko Ono havde smidt ham ud i midthalvfjerdserne). Han døde kun 53 år gammel i 1999.
Everybody’s Talking er i øvrigt blevet versioneret af en af tidens unge sangere MIKA, der pt. ligger på Boogie Listen (i følge datteren…). Man kan se den på YouTube. Jeg skal nok afstå fra at kommentere den.
Og her er så Harry i en optagelse fra capacs nostalgi-musikprogram Beat-Club: Read more

Sange til Drella

Musik


Dagens musikalske indslag kommer fra John Cale & Lou Reed. Sammen lavede de minderunen over Andy Wharhol Songs for Drella, der viste, at de sagtens kunne lave musik sammen efter alle skærmydslerne siden tiden med Velvet Underground. Pladen blev dengang fulgt op med en tv-udsendelse, der også udkom på VHS. Nu mangler vi blot at få den udsendt på dvd. Det kommer nok før eller siden. I mellemtiden kan vi nyde de bidder, vi finder på den tilsyneladende uudtømmelige YouTube: Read more

Mountain – 1970 – Mississippi Queen

Musik

Dagens musikalske indslag er en fin live-optagelse med Mountain. Jeg har tidligere skrevet om denne ypperlige heavy-rock-gruppe, der blev dannet i 69. Lyden kunne selvfølgelig være bedre. Billederne også. Men man får alligevel en fornemmelse af, at det måtte have været sjovt at stå dernede blandt publikummerne og vippe med foden… God fornøjelse.

Tilføjelse: I det gamle indlæg om Mountain, omtales også gruppen Blue Cheer som heavy-rock-pionerer. Jeg faldt over denne gamle optaglse fra tysk tvs “Beat-Club”, hvor de giver deres største hit Summertime Blues. Read more

Moby Grape – bedste psykedelisk band fra tresserne?

Musik


Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…

Videoer: Read more

Hey Bulldog

Musik

En af fornøjelserne ved at have en hund, man skal lufte, er, at man møder mennesker med andre hunde. Det er lige som dengang, man…

AFIA filmfestival i århus

Musik

Gaffa gør opmærksom på, at der fra den 25.-30. April afvikles AFIA-film- og videofestival i århus. Festivalen byder på film af meget forskellige observans. Der…

Bang, bang, bang…ørehænger

Musik

På capacs mp3-afspiller ligger nummeret You’re the Storm med The Cardigans og – ikke mindst – Nina Persson i den vokale frontlinje. Sangen, teksten og Ninas stemme har det med at blive hængende i bevidstheden længe efter en gennemlytning…

Read more

Paul Jones og Mike D’Abo – to sangere i Manfred Mann

Musik

Manfred Mann himself
Hvis man kan huske tilbage til tresserne og musikken dengang, vil man utvivlsomt huske gruppen Manfred Mann – forløberen for Manfred Manns Earth Band, der fejrede store triumfer i de to efterfølgende årtier. Manfred Mann havde en håndfuld markante top 10 singlehits dengang i perioden 1964-69. Blandt andet Do Wah Diddy Diddy, Pretty Flamingo og Mighty Quinn, der alle toppede listen i England.
Gruppen, der som så mange andre i tiden spillede R&B-baseret beatmusik, blev dannet i 1962 omkring keyboardspilleren Manfred Mann og en række fine musikere, og den gjorde sig bemærket ved i sin glansperiode at have to markante forsangere.
Frem til 1966 var det Paul Jones, der stod i forgrunden og havde appel til pigerne på første række. Jones var et multitalent, der ud over at synge spillede mundharmonica, lavede skuespil og senere også radio og tv, blandt på BBC2, hvor han spiller musik anno dazumal. Han startede sin sangkarriere i en af tidens rugekasser Alexis Corner’s Bluesbreakers, hvor han sang sammen med Long John Baldry og en dengang relativt ukendt fyr ved navn Mick Jagger. I 1966 valgte han at gå solo, men fik ikke helt samme publikumssucces, som han havde haft med Manfred og vennerne. Senere var han med i det fabelagtige Bluesband.
Paul Jones blev afløst af Mike D’Abo, der havde gjort sig lokalt bemærket i gruppen A Band Of Angels og som sangskriver. Han havde lavet generationshymnen Handbags and Gladrags, som Chris Farlowe (og endnu senere Rod Stewart) indsang. Med D’Abo i front fortsatte Manfred Mann sin hitlistesucces med sange som “Ragamuffin Man”, “Ha Ha Said the Clown”, “My Name Is Jack” og “Mighty Quinn”, der som nævnt blev nummer 1 i UK.
Både Paul Jones og Mike D’Abo har sunget med i nydannelsen The Manfreds, der bestod af gamle Manfred Mann-musikere – dog uden hovedpersonen Manfred…

Desværre har capac ikke kunnet finde en video med Pretty Flamingo, som er en af hans favoritter. Men her er: Read more