Moby Grape – bedste psykedelisk band fra tresserne?


Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…

Videoer: Read more

The Cream – gendannes

New Musical Express meddeler – med Jack Bruce som kilde – at den fænomenale tressertrio gendannes til sommer for en koncert eller flere. Sidst det…

Otto Brandenburg som japaner…

I maj måned sidste år skrev jeg følgende indlæg i min gamle smartlog:

En ledig stund, og jeg havde tid til at bladre lidt i mine gamle singleplademapper (dengang opbevarede man singleplader i dertil indrettede kulørte plastikmapper med plads til ca. 25 single- eller EP-plader). Nostalgien skal jo masseres lidt. Og mit blik faldt på en kuriøsitet, nemlig den japanske sanger Kyo Sakamotos “Sukyaki”? (B-siden: “Anoko-No Namae-Wa Nantenkana”?!).

Hvorfor jeg købte den dengang i FONA, ved jeg ikke. Nok, fordi den var et overrraskende hit i tresserne. Nærmere bestemt i 1963. Det usædvanlige var selvfølgelig, at der var tale om en helt igennem japansk sang. Så vidt jeg ved, var det første gang overhovedet i efterkrigstiden, at det skete. Siden hen er japansk musik jo blevet mere almindelig i popmusikken. Sangen “Sukiyaki” handler – ikke overraskende – om ulykkelig kærlighed (teksten, som bestemt ikke er en poetisk perle, kan på originalsproget og i oversættelse læses her).


Faktisk fortæller historien, at sangen havde en anden titel på japansk. Men præsidenten for Pye Records, der opdagede den japanske sanger, omdøbte sangen efter en japansk spise, som han godt kunne lide!

Sakamoto er født i 1941 som søn af en restauratør og var et stort navn i Japan, hvor han havde flere hits, optrådte på tv, i film og i radio. Han døde 43 år gammel i 1985, hvor han omkom sammen med 520 andre passagerer i en flyulykke uden for Tokyo.


Sukiyaki resulterede i en guldplade for japaneren i USA, hvor den blev nr. 1 på Billboards popliste (ligesom den nåede højt på R&B- og adult contemporary-listen). Succesen resulterede i et par singler mere, som solgte pænt, og en LP med titlen Sukiyaki and Other Japanese Hits. Sukiyaki er blevet en standard, som der er blevet lavet mange coverversioner af. En sjov ting er, at selveste Bob Dylan har sunget sangen ved en koncert i Japan. Den findes som bootleg¦

I mit baghoved rumlede spørgsmålet, om ikke dette hit var kommet i en dansk version? Eller rettere: Jeg mente at have hørt en dansk udgave, men kunne ikke komme i tanke om, hvem der stod bag sangen. Og så ville tilfældet, at jeg forleden fik mulighed for at lytte til Den Store Otto Brandenburg Boks – og se, om ikke man finder hele to udgaver af netop Sakamotos sang. Den danske udgave har tekst af Allan Hondé[1. et pseudonym for Thøger Olesen: https://www.capac.dk/wordpress/?m=20080510], der står bag mange danske hits fra perioden. Og på den fjerde cd, der indholder Ottos tyske og svenske udgivelser, finder man en svensk udgave. Det nostalgiske hjerte slår lettet, og hvor er det rart at få bekræftet, at hukommelsen ikke er helt umulig…

Opdatering 14/8-2007: På YouTube er der dukket en gammel video op med Sakamoto og Sukiyaki – oven i købet med renset lyd og det hele.

 

Teksten – i engelsk oversættelse: Read more

The Doors på tv

For en ordens skyld skal vi lige minde om, at det er i denne uge, DR2 sender sin temaudsendelse om The Doors. Det sker på…

Pub-rocken lever: The Fratellis


Capac har altid haft en stor svaghed for pub-rocken, dvs. den uprætentiøse musikform, der har til formål at underholde Guinness-drikkende personer m. fl. og derved højne omsætningen, sætte gang i de hormonale udladninger mellem kønnene og derved bidrage til Jordelivets beståen osv. Gode, fængende melodier, tekster om hverdagslivets temaer, up-tempo-sange, solidt håndværk er ingredienserne. Mange kendte bands og solister har udtjent deres læretid på små pubs rundt omkring i GB, og hvor der ellers findes pubs med spillemuligheder.
The Fratellis spillede deres første officielle job på O’Henrys i Glasgow – og nu ligger de på toppen af hitlisten. Et bevis på, at pub-rocken lever på tværs af alle musikalske modeluner. Bandet består af John Lawler (Jon Fratelli) på sang og guitar, Barry  Wallace (Barry Fratelli) på basguitar og Gordon McRory (Mince Fratelli) på trommer og strengeleg af forskellige slags.
Fratellis har reddet capacs dag med glad spark-i-røv pubrock, som man kun kan blive i godt humør af. Hermed anbefalet på det varmeste!

De besøgte i øvrig Vega/Kbh. i sidst uge og vender tilbage til januar…
Nyd dem på Myspace – og i videoudgave her: Read more

Paul Jones og Mike D’Abo – to sangere i Manfred Mann

Manfred Mann himself
Hvis man kan huske tilbage til tresserne og musikken dengang, vil man utvivlsomt huske gruppen Manfred Mann – forløberen for Manfred Manns Earth Band, der fejrede store triumfer i de to efterfølgende årtier. Manfred Mann havde en håndfuld markante top 10 singlehits dengang i perioden 1964-69. Blandt andet Do Wah Diddy Diddy, Pretty Flamingo og Mighty Quinn, der alle toppede listen i England.
Gruppen, der som så mange andre i tiden spillede R&B-baseret beatmusik, blev dannet i 1962 omkring keyboardspilleren Manfred Mann og en række fine musikere, og den gjorde sig bemærket ved i sin glansperiode at have to markante forsangere.
Frem til 1966 var det Paul Jones, der stod i forgrunden og havde appel til pigerne på første række. Jones var et multitalent, der ud over at synge spillede mundharmonica, lavede skuespil og senere også radio og tv, blandt på BBC2, hvor han spiller musik anno dazumal. Han startede sin sangkarriere i en af tidens rugekasser Alexis Corner’s Bluesbreakers, hvor han sang sammen med Long John Baldry og en dengang relativt ukendt fyr ved navn Mick Jagger. I 1966 valgte han at gå solo, men fik ikke helt samme publikumssucces, som han havde haft med Manfred og vennerne. Senere var han med i det fabelagtige Bluesband.
Paul Jones blev afløst af Mike D’Abo, der havde gjort sig lokalt bemærket i gruppen A Band Of Angels og som sangskriver. Han havde lavet generationshymnen Handbags and Gladrags, som Chris Farlowe (og endnu senere Rod Stewart) indsang. Med D’Abo i front fortsatte Manfred Mann sin hitlistesucces med sange som “Ragamuffin Man”, “Ha Ha Said the Clown”, “My Name Is Jack” og “Mighty Quinn”, der som nævnt blev nummer 1 i UK.
Både Paul Jones og Mike D’Abo har sunget med i nydannelsen The Manfreds, der bestod af gamle Manfred Mann-musikere – dog uden hovedpersonen Manfred…

Desværre har capac ikke kunnet finde en video med Pretty Flamingo, som er en af hans favoritter. Men her er: Read more

God only knows

Så fik den folkelige og meget underholdende engelske serie med den dobbeltydige titel “Distant Shores” (Hvor kragerne vender) omsider sin afslutning med en – alt…

Travelin Wilburys travels again…

Fritidsgruppen for Bob Dylan, George Harrison, afdøde Roy Orbison, Tom Petty og Jeff Lynne – The Travelin Wilburys – fik udgivet to plader. Nu fortæller…

Bob Dylan synger Dr. Seuss

Dr. Seuss eller – som hans fulde navn var – Theodor Seuss Geisel var en kendt amerikansk forfatter og tegner med kendte værker som Cat…

Nina Hagen Band

Kalenderen skrev 1978/79. Blogbestyreren boede på Skjoldhøjkollegiet i endnu en ombæring i jagten på en bedre bolig. De markante musikalske strømninger var new wave og…

Warren Zevon – udgivelser

Som tidligere omtalt udsender Rhino Records nye udgaver af Warren Zevons plader “Exitable Boy”, “Stand in the Fire” og “Envoy”. De skulle være ude den…

Nick Drake – ny, gammel plade

Boet efter legenden Nick Drake meddeler, at der – ud over et boxset med manden hidtidige udgivelser plus ekstramateriale – snart udkommer en plade med…

Honeybus

Der er ikke langt (i erindringen i hvert fald…) fra Honeycombs til Honeybus. Og Honeybus var også en slags engangshittergruppe fra 1960’erne. I hvert fald…

Engangshittere: The Honeycombs

The Honeycombs, der gjorde sig bemærket ved at have en – og det var usædvanligt dengang i de tidlige tressere – kvindelig trommeslager, Honey Lantree…