Tag: Barndom

Lektiernes afskaffelse

En interessant artikel i dagens aviser. Såkaldte eksperter mener, at lektierne skal ud af skolen, hvis den uddannelsespolitiske målsætning om, at 95% af alle unge…

Peter Pedal udsat for censur

Kan du huske historien om Peter Pedal, hvor han befinder sig i en rumkapsel med bananer, boller og andre favoritspiser? Peter Pedal hører til min…

Statens Filmcentral – en minderune

Musik

I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”,…

At fløjte – erindringsglimt

Musik

I går aftes kom vi til at snakke om “modediller” inden for legetøj. I ved: hoolahop-ringe, yoyoer, hinkesten, sjippetov, hønseringe osv. Og pludselig havde jeg…

Papirfly

Musik


Liselotte satte gang i nostalgimotoren med et link til “verdens bedste papirfly”. I min barndom har jeg lavet et hav af papirfly. En overgang byggede jeg også svævemodelfly med balsatræ, papir, lak og lim. Men da jeg boede i en baggård var der grænser for den fornøjelse.
Jeg var dybt fascineret af papirflyene, når de svævede gennem de små rum i lejligheden – eller bedre endnu ud fra stue- eller køkkenvinduet. Det var en kunst at få dem foldet så præcist som muligt af en stykke papir, der hverken var for tungt eller for let. De havde som regel en kort levetid. Fløj de godt, endte det som regel med, at de fik snuden trykket ind, og dermed mistede de noget af deres flyveevne.
På www.ask-alex.dk kan man se tegninger af to af de mest almindelige modeller (ovenfor og nedenfor dette afsnit).


Og på denne side kan man se en lille film om, hvordan man laver “verdens bedste film”. En model, jeg også kendte i barndommen.
Men der var også en model, der bestod af to stykker papir. Et kvadratisk stykke, der foldet på den rigtige måde til en dobbeltlagstrekant udgjorde vinger og snude – og som kunne fastholde halestykket, der bestod af et smalt, rektangulært papirstykke. Sidstnævnte fik den ene ende foldet til en spids, der passede ind i forstykkets snude. Fordelen ved denne model var, at den havde en mere holdbar snude og kunne bruges igen og igen. Jeg har desværre ikke kunne finde et billede af den model. Mon den er gået i glemmebogen?

Read more

Nostalgia: Foska Havregryn

Musik

Bedst som skriveblokeringen synes at melde sig i capacs trætte hoved og krop, så kommer Michael Laudrup til hjælp. Egentlig skulle capac ned i garagen…

Kathy Kirby – syngende blondine

Musik

Jo mere man arbejder med nostalgien, jo mere dukker der op. Tilsyneladende. Sådan er det med hovedstolen. Den er uudtømmelig. I går slog det mig lige pludselig, at jeg havde for vane at rutsje ned ad gelænderet i min barndoms opgang. Det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, for det gør børn jo i opgange med gelænder. Men det var blot gået i glemmebogen. Og så dukkede gelænderet og – ikke mindst – knoppen nederst på gelænderet pludselig op for mit indre blik. Spørg hvorfor. Jeg ved det ikke. Til gengæld kan jeg nu huske, at det var vigtigt at stå af, inden man nåede den træknop, for ellers gjorde det gevaldigt ondt. Dernede. Av, av.
Og i dag dukkede så navnet Kathy Kirby op i den musikalske erindring. Out of Nowhere. I hvert fald kan jeg ikke finde den ydre anledning.
Kathy Kirby var en af tressernes populære sangerinder. Hun blev født i 1940 i Essex og gjorde sig bemærket ved sin sopran – og sit blonde udseende, der fik folk til at sammenligne hende med blondinen over alle blondiner: Marilyn Monroe.
I perioden 1963 til 1965 fik hun en stribe singlehits i UK. Blandt andet en vellykket coverversion af nummeret Secret Love, som både Doris Day og Connie Fancis havde indspillet. Og i 1965 repræsenterede hun England ved det europæiske Melodi Grand Prix med sangen I Belong (se videoen). Som det var tilfældet for en del tresserkunstnere, dalede Kathys popularitet i løbet halvfjerdserne.

Kathy Kirbys informative hjemmeside.
Read more

Da jeg fik Beatleshår – erindringsfragment

Musik

Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “åsse havde beatleshår”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hår ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sådan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og når de kunne, så kunne jeg også. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni år gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebånd i frikvartererne, hvor de små var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke så meget mærke til i starten, når man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned på terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da også pænt, når man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift står skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første på skolen tillod mig at lade håret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del småkonflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, så skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen på, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hår.
Jeg oplevede også at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gå over til damefrisøren på den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og håret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hår gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hår bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det så. Da havde det jo også tabt sin symbolske værdi…

Passende musikalsk kommentar: Read more

Da jeg fik briller…

Musik

Regitzes beretning om sin tur til optiker og tandlæge sendte mig tilbage i tidstunnellen til dengang, jeg var i den spirende pubertet – 11-12 år…

TV-reklamer og populærmusik

Musik

Capac har aldrig været til reklamer, men har lært at leve med dem. Biografernes korte reklameblokke i barndommens tid og tysk tvs tidlige brug af reklamer gjorde overgangen næsten smertefri. Men det er ikke reklamerne som sådan, der generer mig. Vi lever i et forbrugersamfund, hvor reklamer er en del af spillet. Længere er den sådan set ikke.

Hvad der derimod generer mig, er, at langt de fleste reklamer er håbløst talentløse. Dårligt oversatte udenlandske reklamer for endnu et vaskepulver. Under-lavmålet-“komiske” turistreklamer. Osv. Selvfølgelig er der undtagelser. Harry og Bahnsen fx. Eller den der fantasifulde bilreklame, hvor de gamle biler svæver op i himlen, løftet af balloner.
Det værste er reklamernes hensynsløse (mis)brug af pop-, rock- og klassisk musik. Som oftest uden hensyn til sangenes indhold. Produkt og sang skal blot forbindes i konsumenterens bevidsthed. Senest har der været tale om en skamfering af det gamle Soft Cell-hit Tainted Love i en reklame for bredbånd. Ofte er der også tale om lowbudget-udgaver, der gør sangskriverne mere skam end ære. Men der er selvfølgelig penge i det. Royalties etc. Og populærmusikken har jo altid været viklet godt og grundigt ind i kommercialismen.
Når der så endelig dukker en iørefaldende melodi op, som man ikke har hørt før, ja, så viser det sig, at den ikke er udgivet. Som tilfældet er med den seneste Peugeot-reklame: Read more

Barnlige glæder: Cirkeline

Musik

Dagens nostalgiske indkøb er filmen Cirkeline 2 Ost og Kærlighed. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været fan af Cirkeline og hendes følgesvende…

Overføringsbilleder

Musik

Vi kaldte dem afføringsbilleder, siger hun så. Lise Nørgaard, 90-års-fødselsdagsbarnet, i en tv-udsendelse, genudsendt i anledning af arbejdsnedlæggelsen på DR. Overføringsbilleder. Pludselig er jeg tilbage…

Drengestreger IV

Musik

Da capac var dreng fik han – og kammeraterne – lov til at passe sig selv for det meste. Når vejret var til det (og…

Sommer i byen – nostalgimusik

Musik

Dagens musikalske anakronisme kan næsten ikke være andet end Lovin Spoonfuls Summer in the City. Den er en integral den af den ungdommelige – og…

Drengestreger III

Musik

“Brænd”- eller “brændeglasset” havde også andre mål end cykelstyrscelloluid. Uffe nævner negativerne i familiealbummet, som gik op i flammer. Det mindes jeg dog ikke. Jeg…

Drengestreger II

Drenge søger spænding og udfordring i deres lege. Nogle mere end andre. Og et højdepunkt var dengang Charlie – en lidt større rod end os…

Drengestreger I

Musik

Omtalen af Den Farlige Bog For Drenge fik mig til – tilskyndet af et billede af den baggård, hvor jeg som purk løb rundt med…

Den farlige bog for drenge

Musik

Ethvert fremskridt indebærer også et eller flere tilbageskridt. Med teknologiens fremmarch er børneværelserne fyldt op med elektronisk tidsfordriv: computere, hi-fi-anlæg, tv, mp3-afspillere, mobiltelefoner osv. Men…

Mine biografer

Musik

Af en eller anden grund – måske forstærket af skriverierne i denne blog – har min barn- og ungdoms biografer fået en særlig nostalgisk tiltrækning….

Sonny & Cher – en tresserduo…

Musik


Forleden så jeg et lille klip af en kriminalfilm, hvor sangerinden Cher spillede sagfører eller noget i den retning. Jeg husker ikke, hvad filmen hed, men det fik mig til at tænke på dengang, hvor hun slog igennem som sangerinde i duoen Sonny & Cher. Ud over nogle iørefaldende sange kom jeg i tanke om nogle optagelser fra tidligere omtalte Beat-Club, hvor de to optrådte i nogle særprægede gevanter. Sonny i et sæt, der mest af alt lignede en fangedragt, og Cher i en strikket (?) trompetbuksedragt. Dertil kom Sonnys grydeklippede hår. Cher var meget smuk dengang. Det var før plastikkirurgerne gjorde karriere på hendes ansigt.
Duoen var blandt de første hippie-inspirerede grupper, der fik succes i mainstreampoppen. Det var i de tidlige tressere. De havde mødt hinanden allerede i 62, hvor Cher var 16 og Sonny 27. Sonny arbejde for den berømte producer Phil Spector og sørgede for, at Cher kom til at tjene penge som backingsangerinde. Derefter dannede de par og blev siden gift med hinanden.
Sonny Bono var sangskriver – og en ferm sådan – arrangør og producer, og han leverede duoen største successer: I Got You, Babe, Little Man og The Beat Goes On. Deres musikalske succes ebbede ud i året 1968, hvor interessen for psykedelisk rock voksede og interessen for duoens enkle pop var vigende. Derefter kastede de sig over tv-mediet med stor succes. De havde deres egne shows osv. Samarbejdet og ægteskabet holdt frem til midten af halvfjerdserne, hvor en skilsmisse sendte dem ad nye karrierestier. Cher, som bekendt, fortsatte som sangerinde og skuespillerinde med succes. Og Sonny fortsatte med skuespilleriet og gik ind i politik, hvor han endte med at blive valgt ind i Repræsentanternes Hus. Vist nok valgt for Republikanerne…
Duoens hits fra tresserne hører med i den bedre ende af datidens mindeværdige hits. Holdbarheden af ikke mindst sangen I Got You Babe understreges af, at den er blevet kopieret mange gange. Den vel nok mest kendte version er UB40 og Chrissy Hyndes reggae-ficerede udgave. Men der er også andre sjove. Se blot her: Read more