Search Results for: beat-club

Curved Air – Backstreet Luv

Musik

På Youtube faldt jeg over en gammel optagelse fra tyske Beat-Club – capacsk tv-nostalgi-program – med det engelske progressive band Curved Air. Curved Air, der…

The Who

Musik

Influenzaen har fortaget sig. Til gengæld er kroppen ramt af en afgrundsdyb træthed, som det indtil videre ikke er lykkes at sove væk. Men det…

Don Partridge – “Rosie”

Musik

Omtalen af Beat-Club i foregående indlæg fik mig til at erindre Don Partridges optræden i samme udsendelse. Jeg har længe ledt efter en optagelse med…

Beach Boys-Medley

Musik

Det var tanken at slutte “Sange apropos julen…” af med en række Beach Boys-julesange. Men YouTube var ikke leveringsdygtig med ret mange af dem. I…

Mere Heartbeat-nostalgi: Peter Sarstedt

Musik

Den engelske sanger og sangskriver Peter Sarstedt havde et par solide hits omkring 1969 med Where do you go to my lovely og den lidt vovede (dengang i det mindste) Take of your clothes. Begge sange var i flere år favoritter på P3s musikønskeprogrammer. Selv om Sarstedt ikke har ligget på hitlister siden, så har han været en flittig sangskriver frem til i dag. Det kan man forvisse sig om ved at besøge hans hjemmeside.
Jeg husker, at han for en del år siden besøgte århus i forbindelse med en festuge, hvor han og vennerne optrådte på Strøget. Det var ren nostalgi.
Read more

Vinegar Joe – rockstalgi

Musik


I går aftes faldt jeg helt tilfældigt over en kort omtale af det engelske band Vinegar Joe. Jeg havde næsten glemt gruppen, men nu dukkede den op fra de grå celler igen.

Det var heller ikke ret lang tid gruppen eksisterede. Den blev dannet i 1971 og opløstes allerede i 1974. Forklaringen er måske, at gruppen rummede et par store egoer, der hurtigt ville deres egne veje: sangerinden Elkie Brooks og sanger og guitarist Robert Palmer. Elkie har haft en fin solokarriere i England efterfølgende. Det samme gælder for Robert Palmer, der forlod det flippede look og sprang ud i jakkesæt som soul-sanger med videoer fulde af smækre fotomodeller.
Ud over disse to stjerner spillede Steve York på bas og Pege Gage på guitar. Men der var også andre musikere ind over i den korte tid projektet kørte: Mike Ceacon, Dave Thompson, Hohn Hawken, Tim Hinckley (keyboards), Jim Mullen (guitar), Pege Gavin, John Woods og Keef Hartley (trommer).

Tre hektiske år affødte tre plader, der stadigvæk er efterspurgte blandt samlere af den tids musik: debutpladen Vinegar Joe (72), Rock’n Roll Gypsies (72) og Six Star General (73).
Som mange andre engelske bands fra perioden spilledes en rythm-and-blues-baseret rockmusik med Elkie og Robert i forgrunden. Stilen kan minde om Alman Brothers Band eller Wet Willie. Og de efterfølgende videoer forklarer, hvorfor deres plader er samlerobjekter…
—–

Her er et par fine og sjældne optagelse med Vinegar Joe fra 1972, optaget af svensk tv, Take Me In Your Arms: Read more

Beatles-covers fra dengang…

Musik

Forleden faldt jeg over en lang liste over Beatles-numre, der var blevet kopieret af andre kunstnere. Det fik mig til at tænke på nogle af…

Heads, Hands and Feet

Musik



For en rum tid siden havde jeg lejlighed til at se mindekoncert for afdøde George Harrison. Blandt de mange venner, der bidrog til at gøre koncerten til en værdig mindekoncert for den afdøde Beatle, var guitaristen Albert Lee (ikke at forveksle med tidligere omtalte Alvin Lee). Albert Lee startede helt tilbage i halvtredserne med at spille guitar og udviklede sin egen spillestil, der kombinerede brugen af plektrum og fingerspidser.
Musikstilen var en blanding af rhytm-and-blues, country og rock’n roll, og den første succes opnåede han som medlem af sangeren Chris Farlowes band, the Thunderbirds, i tresserne.
Det var dog først med gruppen Heads, Hands & Feet, at Albert Lee opnåede superguitariststatus. De øvrige medlemmer var sangeren Tony Colton,  trommeslageren Pete Gavin, bassisten Chas Hodges, keyboardspilleren Mike O’Neill og andenguitaristen Ray Smith. I perioden 1971-73 indspillede gruppen tre albums af høj kvalitet. Det første, der bar bandets navn, i 71. Og det efterfølgende to år kom henholdsvis On The Tracks og Old Soldiers Never Die. De to første er genudsendt på cd. Der er også kommet en cd med titlen Home from Home (The Missing Album), hvis titel vist siger, hvad det drejer sig om. Derimod er Old Soldiers Never Die vist ikke overført til cd. Hvilket måske skyldes rettighedsproblemer.
Stilen på pladerne var country-inspireret rock med kant. Pladerne er i dag samlerobjekter for folk med smag for countryrock. Efter sigende har de en høj status i countrymusikkens Mekka Nashville… Gruppens og Albert Lee navnkundighed udsprang dog ikke mindst af gruppens hyppige koncerter, der gjorde bandet til et meget populært liveband i Storbritannien. Populariteten var så udtalt, at de blev inviteret til Tyskland for at optræde i capacs nostalgiprogram Beat-Club, hvor man havde næse for gode live-acts. Det var her, jeg fik ørerne op for bandet og dets indlysende kvaliteter.
Efter gruppens opløsning rejste Albert Lee til USA, hvor han ud over at have sit eget band Albert Lee Band (med et par af de gamle venner fra Heads, Hands and Feet) har været sideman for en række store navne: Emmylou Harris’ Hot Band, Eric Clapton, The Everly Brothers og ex-Rolling Stone Bill Wymans Rhytm Kings. Bare for at nævne et par stykker.

Youtube er leveringsdygtig i en håndfuld videoer. Her er nogle af dem:
Read more

Harry Nilsson Everybody’s Talking – dagens nostalgiske

Musik

Ovre hos Bo har man diskuteret DRs poesiindslag “Digte fra 2. sal”. Men, der sker også noget på 1. sal, nemlig “Sange på 1. sal”. DR har fået den små-geniale idé at lade danske kunstnere kommentere en sang, der har betydet noget for dem, og derefter give en version. Her til aften var det sangeren og skuespilleren Jimmy Jørgensen, der fortalte om, hvordan han som 12-årig så John Schlesingers film “Midnight Cowboy” (1969) i biografen. I filmen har Dustin Hoffmann en fantastiske rolle som bumsen “Ratso”, der drømmer om at komme ud af storbyens elendighed og leve i Floridas evige solskin. I en af de sidste scener ser man ham svedig og døende i bussen på vej mod sine drømmes mål, som han aldrig når i levende live. Og som underlægning hører man Harry Nilssons udgave af Fred Neils sang “Everybody’s Talking”.
Jimmy Jørgensens udgave var en nedtonet udgave, fuld af veneration for den oprindelige version. Og jeg har det lidt som Jørgensen. Den sang gjorde et dybt indtryk, da jeg så filmen i 69 for første – og eneste – gang. Det er en af de sange, jeg aldrig er blevet træt af at lytte til. Harry Nilsson, der havde en stor stemme (i følge anekdoterne spændte den over fem oktaver) og et kompliceret privatliv (blandt andet var han soldebroder for John Lennon i den periode, hvor Yoko Ono havde smidt ham ud i midthalvfjerdserne). Han døde kun 53 år gammel i 1999.
Everybody’s Talking er i øvrigt blevet versioneret af en af tidens unge sangere MIKA, der pt. ligger på Boogie Listen (i følge datteren…). Man kan se den på YouTube. Jeg skal nok afstå fra at kommentere den.
Og her er så Harry i en optagelse fra capacs nostalgi-musikprogram Beat-Club: Read more

Mountain – 1970 – Mississippi Queen

Musik

Dagens musikalske indslag er en fin live-optagelse med Mountain. Jeg har tidligere skrevet om denne ypperlige heavy-rock-gruppe, der blev dannet i 69. Lyden kunne selvfølgelig være bedre. Billederne også. Men man får alligevel en fornemmelse af, at det måtte have været sjovt at stå dernede blandt publikummerne og vippe med foden… God fornøjelse.

Tilføjelse: I det gamle indlæg om Mountain, omtales også gruppen Blue Cheer som heavy-rock-pionerer. Jeg faldt over denne gamle optaglse fra tysk tvs “Beat-Club”, hvor de giver deres største hit Summertime Blues. Read more

Fotheringay

Musik

Vi skynder os at forlade U2, som Irene jo ikke bryder sig så meget om. Så er det jo heldigt, at blogbestyreren faldt over en…

Sonny & Cher – en tresserduo…

Musik


Forleden så jeg et lille klip af en kriminalfilm, hvor sangerinden Cher spillede sagfører eller noget i den retning. Jeg husker ikke, hvad filmen hed, men det fik mig til at tænke på dengang, hvor hun slog igennem som sangerinde i duoen Sonny & Cher. Ud over nogle iørefaldende sange kom jeg i tanke om nogle optagelser fra tidligere omtalte Beat-Club, hvor de to optrådte i nogle særprægede gevanter. Sonny i et sæt, der mest af alt lignede en fangedragt, og Cher i en strikket (?) trompetbuksedragt. Dertil kom Sonnys grydeklippede hår. Cher var meget smuk dengang. Det var før plastikkirurgerne gjorde karriere på hendes ansigt.
Duoen var blandt de første hippie-inspirerede grupper, der fik succes i mainstreampoppen. Det var i de tidlige tressere. De havde mødt hinanden allerede i 62, hvor Cher var 16 og Sonny 27. Sonny arbejde for den berømte producer Phil Spector og sørgede for, at Cher kom til at tjene penge som backingsangerinde. Derefter dannede de par og blev siden gift med hinanden.
Sonny Bono var sangskriver – og en ferm sådan – arrangør og producer, og han leverede duoen største successer: I Got You, Babe, Little Man og The Beat Goes On. Deres musikalske succes ebbede ud i året 1968, hvor interessen for psykedelisk rock voksede og interessen for duoens enkle pop var vigende. Derefter kastede de sig over tv-mediet med stor succes. De havde deres egne shows osv. Samarbejdet og ægteskabet holdt frem til midten af halvfjerdserne, hvor en skilsmisse sendte dem ad nye karrierestier. Cher, som bekendt, fortsatte som sangerinde og skuespillerinde med succes. Og Sonny fortsatte med skuespilleriet og gik ind i politik, hvor han endte med at blive valgt ind i Repræsentanternes Hus. Vist nok valgt for Republikanerne…
Duoens hits fra tresserne hører med i den bedre ende af datidens mindeværdige hits. Holdbarheden af ikke mindst sangen I Got You Babe understreges af, at den er blevet kopieret mange gange. Den vel nok mest kendte version er UB40 og Chrissy Hyndes reggae-ficerede udgave. Men der er også andre sjove. Se blot her: Read more

Blue Cheer

Musik

Væk med de kulturpessimistiske udladninger og tilbage på musiksporet. Omtalen af Iron Butterfly og bandets rolle som heavy-metal-pionerer fik mig – selvfølgelig – til at…

Jimi Hendrix “Purple Haze”

Musik

Når man er fra før-MTV-tiden, ja, før-musikvideo-tiden i det hele taget, så forekommer www.youtube.com at være en ren guldgrube af optagelser af alskens musik fra…

Retro: John Phillips — The Mamas and the Papas

Musik

John Phillips
året er 1970. John Phillips, der var sangskriveren i Mama’s and Papa’s udsender sin første sololp, der viser, hvor fin en sanger og sangskriver, han virkelig var. Desværre blev pladen ikke en storsælger, og Phillips gled ud i et narkotikamisbrug de efterfølgende år. Derefter fik han en karriere med mange ups og – især – downs. Et talent, der ikke fik lov til helt at komme til sin ret de sidste år. Phillips døde i 2001, 65 år gammel. Nu er debutpladen igen genudgivet og er et must for enhver, der holder af Mama’s and Papa’s iørefaldende hippiesange og Scott Mckenzies hippiehymne “San Francisco”… Read more