Tag: pop

Amy, oh Amy…

Det står i næsten alle aviser: Amy “Wino” Winehouse, bloggens lille kæledægge, er blevet taget med narkotika i Norge. Og har accepteret en bøde. Koncerten…

Amy “Wino” Winehouse får Q-Award

Til trods for mange i sidste øjeblik aflyste koncerter og anden upassende adfærd på grund af almindelig drikfældighed og forlystelsessyge, så har capac-bloggen lille kæledægge,…

Sia

Musik

Vi skal ikke glemme de gamle blogtemaer. Fx “iørefaldende pigestemmer”. Dagens ørehænger er “Buttons” med sangerinden Sia. Og der hører en højst aparte, lidt kinky…

Joe Zawinul, død 75 år

Musik

Meddelelsen om jazz-legenden Joe Zawinul død tirsdag bringer minder fra halvfjerdserne frem i erindring. Det var i halvfjerdserne, den såkaldte jazz-rock væltede ind over det musikalske landskab som en af bølgerne. Og øverst på bølgetoppen var det fænomenale ensemble Weather Report, hvis ankermænd var tangentspiller Zawinul og den fortrinlige saxofonist Wayne Shorter. Sammen med grupper som Chick Coreas Return to Forever, John Mclaughlins Mahavishnu Orchestra og The Headhunters udforskede de grænseområdet mellem rockmusikken og jazzen. Ikke alle var lige begejstret. Blandt andet havde den lokale Dr. Jazz – Erik Wiedemann – en lang række forbehold over for det elektriske udtryks mangel på finesse osv. Ikke desto mindre fik Weather Report lavet en række slidstærke plader, der er helt dugfriske at lytte til stadigvæk. Tak for oplevelserne, Joe. Hvil i fred.

Birdland i en optagelse fra 1971, hvor bandet har selskab af vokalekvilibristerne i Manhattan Transfer Read more

Krom-drømme – nyt fra Neil Young

Musik

Den uhyre produktive Neil Young har igen haft gang i indspilningerne og udsender i oktober et album, der har fået den foreløbige titel: Chrome Dreams II. Titlen spiller på Chrome Dreams, der var et kuldsejlet projekt fra 1977, selv om det indeholdt mange vordende klassikere som fx “Pocahontas,” “Sedan Delivery,” “Powderfinger,” “Look Out for My Love” og “Like a Hurricane”. Det gamle materiale gik tabt ved en brand i Young hjem. Men nu tager han altså revanche, og har sammen med trommeslageren Ralph Molina og pedal steel-guitaristen Ben Keith fra Crazy Horse indspillet en række gamle og nye sange til det kommende album. Der er allerede planlagt en opfølgende turné.

Heart of Gold i en live-optagelse fra 1971 – akustisk: Read more

Guts, guts, got no guts – en erindring

Musik


Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. På Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best friend. Og på nettet læser jeg en notits, hvor den århusianske digter Peter Laugesens beklager sig over, at Gellerupscenen i Brabrand ved Århus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert på samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var så heldig at være tilstede. Read more

Mere syrerock: The Blues Magoos

Musik

The Blues Magoos var et andet band, der sprang på den psykedeliske vogn i starten af tresserne. Egentlig hed de The Trenchcoats, men da syrerocken fik tag i folk, skiftede de navn. Det var i 1966. Bandet bestod oprindeligt af Emil Thielhelm eller Peppy Castro (sang og guitar), Dennis LaPore (lead guitar), Ralph Scala (orgel og sang), Ronnie Gilbert (bas) og John Finnegan (trommer). De holdt til i den legendariske bydel Greenwich Village i San Francisco, hvor de skabte sig et navn som live-band. Gruppen kan også prale af, at være en af de første, der brugte begrebet psykedelisk, idet titlen på deres debutalbum var Psychedelic Lollipop.
Bandet turnerede med nogle af tidens store engelske navne, The Who og popensemblet Hermans Hermits og fik æren af at levere en af sangene til soundtracket fra kultfilmen Easy Rider. Det var deres største hit We Aint’t Got Nothing Yet, der var på den amerikanske top 10. Et nummer præget af farfisaorgel og siden er blevet sammenlignet med Deep Purples klassiker Black Night.
Gruppen næste to albums gik ikke særlig godt, og i 1968 sluttede eventyret, og medlemmerne gik hver til sit.

Read more

Regnen, parken og andre ting

Musik

I Weekendavisen har man fået den fine idé, at lade Bo Green Jensen og Rene Gummer skrive om en række sange, der har gjort et særligt indtryk på dem. I weekendens udgave skriver Bo Green Jensen om Bob Dylans “A hard rain’s gonna fall”, inspireret af de foregående dages massive regnvejr på Djævleøen. Som sædvanligt er der tale om en vidende og personlig artikel. Bo Green nævner en række kendte sange, der har regnen som tema, men nævner sjovt nok ikke The Beatles Rain. Men al den snak om regn og sange lod en anden gammel sang dukke op på min indre jukebox: The Cowsills “The Rain, The Park, and other Things” fra 1966.
The Cowsills var et rent familieforetagende – lige som The Osmonds, der kom til senere – bestående af medlemmer af Cowsill-familien. De var inspireret af The Beatles og The Everly Brothers, og spillede som disse iørefaldende melodier med vægt på det vokale arbejde. “The Rain, The Park, and other Things” var deres første store hit, der nåede en 2. plads på Billboards hitliste og solgte 3 millioner eksemplarer i første oplag. Senere fik de et stort hit med “Hair”. Det var i 1969. Gruppen opløstes i 1971 efter lang tids ballade i familien. Siden er det blevet gendannet.
Jeg havde The Rain… på et bånd på min gamle B&O-båndoptager og spillede den meget. Jeg synes stadigvæk den har noget over sig…

Read more

AC/CD – indspiller en ny plade

Musik

Gaffa fortæller kort, at det australske band AC/DC er ved at indspille musik, der nok bliver til bandet s nye plade engang – den første siden Stiff Upper Lip fra 2000. AC/DC blev dannet tilbage i 1973 og betragtes af mange som pionerer inden for heavy metal-genren, men selv kalder bandets medlemmer musikken for rock’n roll. Capac har altid haft en svaghed for den form for hård rock, der minder lytteren om, hvad rock’n roll altid har drejet sig om: fest og ballade – uden de store kunstneriske ambitioner. Med andre ord: øl, piger og rockmusik. Her er de så drengerøvene fra Sydney: Read more

The Drifters’ Bill Pinkney er død, 81

Musik

Endnu en popkunstner har forladt den jordiske musikscene. I onsdags døde Bill Pinkney i en alder af 81. Han var en af de oprindelige medlemmer af doo-wop-rythm-and-blues-vokalgruppen The Drifters, der blev dannet i capac fødeår 1953 af Clyde McPhatter og er blevet videreført gennem årtier med skiftende besætninger. Pinkney forlod allerede gruppen i 1958, angiveligt på grund af uoverensstemmelser om penge. Derfor nåede han ikke at medvirke på nogle af gruppens største hits fra dens tidlige periode: Fx Under The Boardwalk, Up On The Roof og Save The Last Dance For Me. Men Pinkney satte med sin umiskendelige basstemme sit tydelige præg på gruppens version af julesangen White Christmas. Ellers er Bill Pinkney – der også var krigsveteran fra 2. Verdenskrig og baseballspiller – mest kendt for at have været involveret i et juridisk slagsmål om retten til kunstnernavnet The Drifters. Efter bruddet med Drifters dannede Pinkney The Original Drifters, der fik succes i USA.

Drifters tilhører den fornemme tradition for vokalgrupper, der altid har været i amerikansk popmusik . Her er et par nostalgiske videoer fra gruppens repertoire. Read more

My Sharona / The Knack

Musik

Nej, jeg forbinder ikke denne popklassiker med en light sodavand i en blikdåse…

The Knack, som gruppen hed, fik et gevaldigt hit med “My Sharona”, der var deres allerførste single, i 1979. Den har da også mange af de kvaliteter, der gør, at den sætter sig fast på trommehinden og – på hitlisterne. Det er en af den slags sange, der hører med på lydsporet til en sommerferie.
Gruppens iørefaldende powerpop, der var præget af halvfjerdsernes new-wave-lyd, fik kritikerne til at sammenligne bandet med The Beatles. Og ikke uden grund. Det er svært ikke at høre svage ekkoer af de fire Liverpool-drenges musik. Men de fire jødiske fyre fra L.A. var mere end blot Beatles-epigoner. De var ferme sangsnedkere, der lavede noget af det bedste poprock fra sidste halvdel af halvfjerdserne, og deres første album Get The Knack er et lille mesterværk. Gruppen havde ikke kritikernes gunst de efterfølgende år og fik ikke samme kommercielle succes, som de første par plader havde affødt. Bandet eksisterer så vidt vides endnu og optræder med jævne mellemrum.
Stilistisk kan gruppen minde lidt om Beatles-protegeerne Badfinger, der debuterede på Beatles’ Apple-pladeselskab, og The Knack har da også medvirket på en hyldestplade til Badfinger. Read more

Surfer Girl

Musik

Dagens ørehænger – sangen, der bliver ved med at køre, selv om der er stoppet for cd-afspilleren – er Beach Boys’ Surfer Girl fra uskyldens år, hvor det var ok at køre retningsløst rundt i store, benzinslugende biler – og besynge dem i iørefaldende sange – uden tanke på global opvarmning og i øvrigt fordrive tiden med at surfe og kigge på solbrune bikinipiger…

Read more

Simon and Garfunkel – Live 1969

Musik

En af popmusikkens suverænt bedste duoer, Simon and Garfunkel, udsender i følge Gaffa den 18. august et live-album – Live 1969 – med koncertoptagelser fra deres USA-turné det år. Oprindeligt skulle pladen være udgivet dengang, men Bridge Over Troubled Water kom i vejen og siden udsendte de deres dobbeltalbum: The Concert In Central Park (1982).

Her er de – live – med klassikeren, den smukke poetiske ode America – luv that song! :

Read more

Marquee Moon – 30 års jubiliæum

Det føles, som om det var i går, den amerikanske gruppe Television smed sit første album Marquee Moon på gaden. Gruppen blev dannet i 1973 i New York med de to guitaresser Tom Verlaine og Richard Lloyd i forgrunden og Richard Hell på bas, ex-Blondie bassisten Fred Smith og Billy Ficca på trommer – og gruppen var – til forskel fra “konkurrenterne” fra The Ramones og Patti Smiths gruppe – mere sofistikeret artrock end sen- eller postpunk. Af samme årsag fik gruppen heller ikke de nævnte bands kommercielle succes, men måtte “nøjes” med at blive et banebrydende kultband. Som mange andre New Yorker-bands var Television arvtagere efter Velvet Underground, men samtidig kan man høre en genklang af amerikansk kunstmusik, garage- og guitarrock i deres musik. Grupper som Quicksilver Messenger Service, Love og 13th Floor Elevators har ikke spillet forgæves. Men også folk som Steve Reich har haft indflydelse. Det kritikerroste, men sløjt sælgende debutalbum blev fulgt op af det ligeledes vellykkede Adventure i 1978, hvorefter medlemmernes veje skiltes – af personlige og musikalske årsager. Gruppen blev gendannet i 1992, hvor en tredje studieplade så dagens lys.

Til lykke med jubilæet – og så er der videoer: Read more

Louie Louie – The Kingsmen (1963)

Musik

Louie Louie, oh no
Me gotta go
Aye-yi-yi-yi, I said
Louie Louie, oh baby
Me gotta go

Fine little girl waits for me
Catch a ship across the sea
Sail that ship about, all alone
Never know if I make it home

CHORUS

Three nights and days I sail the sea
Think of girl, constantly
On that ship, I dream she’s there
I smell the rose in her hair.

CHORUS

Okay, let’s give it to ’em, right now!

GUITAR SOLO

See Jamaica, the moon above
It won’t be long, me see me love
Take her in my arms again
Tell her I’ll never leave again

CHORUS

Let’s take it on outa here now
Let’s go!!

Klaus Lynggaard bemærker i weekendens Information om denne klassiker, at det er “den ultimative garagerockklassiker”, som “enhver kan lære at spille på fem minutter”. Den startede som en B-side i 1956-57, hvorfra den langsomt blev fast bestanddel af mange gruppers koncertrepertoire. Blandt myterne om denne sang er, at den skulle være bundsjofel (hvilket altid har været en nærliggende forklaring, når man ikke forstod teksten!), og at nummeret, fordi gruppen kløjs i rytmen, skulle markere reggaens fødsel… I hvert fald en rockklassiker, som mangen en kunstner har kastet sig over – inklusive Bob Dylan. Faktisk er der udsendt en serie af plader med titlen The Best of Louie Louie med en række alternative versioner. Dertil kommer, at en lang række andre sange har ladet sig inspirere mere eller mindre direkte af riffet i Louie Louie: Fx The Rolling Stones “Get Off Of My Cloud”, The Troogs “Wild Thing”, The McCoys “Hang On Sloopy”, Lou Reed “Vicious”, The Righteous Brother “You’ve Lost That Lovin Feeling” og “Summer Nights” fra filmen Grease. Louie Louie var i øvrigt det eneste rigtige hit, The Kingsmen fik.

Read more

Velkommen til Boomtown

Musik

Et sølle album blev det til for de to Davider, Baerwald og Ricketts, der midt i Reagantiden udsendte det lille mainstreampop-mesterværk Welcome to the Boomtown….

Harry Nilsson Everybody’s Talking – dagens nostalgiske

Musik

Ovre hos Bo har man diskuteret DRs poesiindslag “Digte fra 2. sal”. Men, der sker også noget på 1. sal, nemlig “Sange på 1. sal”. DR har fået den små-geniale idé at lade danske kunstnere kommentere en sang, der har betydet noget for dem, og derefter give en version. Her til aften var det sangeren og skuespilleren Jimmy Jørgensen, der fortalte om, hvordan han som 12-årig så John Schlesingers film “Midnight Cowboy” (1969) i biografen. I filmen har Dustin Hoffmann en fantastiske rolle som bumsen “Ratso”, der drømmer om at komme ud af storbyens elendighed og leve i Floridas evige solskin. I en af de sidste scener ser man ham svedig og døende i bussen på vej mod sine drømmes mål, som han aldrig når i levende live. Og som underlægning hører man Harry Nilssons udgave af Fred Neils sang “Everybody’s Talking”.
Jimmy Jørgensens udgave var en nedtonet udgave, fuld af veneration for den oprindelige version. Og jeg har det lidt som Jørgensen. Den sang gjorde et dybt indtryk, da jeg så filmen i 69 for første – og eneste – gang. Det er en af de sange, jeg aldrig er blevet træt af at lytte til. Harry Nilsson, der havde en stor stemme (i følge anekdoterne spændte den over fem oktaver) og et kompliceret privatliv (blandt andet var han soldebroder for John Lennon i den periode, hvor Yoko Ono havde smidt ham ud i midthalvfjerdserne). Han døde kun 53 år gammel i 1999.
Everybody’s Talking er i øvrigt blevet versioneret af en af tidens unge sangere MIKA, der pt. ligger på Boogie Listen (i følge datteren…). Man kan se den på YouTube. Jeg skal nok afstå fra at kommentere den.
Og her er så Harry i en optagelse fra capacs nostalgi-musikprogram Beat-Club: Read more

Sange til Drella

Musik


Dagens musikalske indslag kommer fra John Cale & Lou Reed. Sammen lavede de minderunen over Andy Wharhol Songs for Drella, der viste, at de sagtens kunne lave musik sammen efter alle skærmydslerne siden tiden med Velvet Underground. Pladen blev dengang fulgt op med en tv-udsendelse, der også udkom på VHS. Nu mangler vi blot at få den udsendt på dvd. Det kommer nok før eller siden. I mellemtiden kan vi nyde de bidder, vi finder på den tilsyneladende uudtømmelige YouTube: Read more