Tag: americana

The Drifters’ Bill Pinkney er død, 81

Musik

Endnu en popkunstner har forladt den jordiske musikscene. I onsdags døde Bill Pinkney i en alder af 81. Han var en af de oprindelige medlemmer af doo-wop-rythm-and-blues-vokalgruppen The Drifters, der blev dannet i capac fødeår 1953 af Clyde McPhatter og er blevet videreført gennem årtier med skiftende besætninger. Pinkney forlod allerede gruppen i 1958, angiveligt på grund af uoverensstemmelser om penge. Derfor nåede han ikke at medvirke på nogle af gruppens største hits fra dens tidlige periode: Fx Under The Boardwalk, Up On The Roof og Save The Last Dance For Me. Men Pinkney satte med sin umiskendelige basstemme sit tydelige præg på gruppens version af julesangen White Christmas. Ellers er Bill Pinkney – der også var krigsveteran fra 2. Verdenskrig og baseballspiller – mest kendt for at have været involveret i et juridisk slagsmål om retten til kunstnernavnet The Drifters. Efter bruddet med Drifters dannede Pinkney The Original Drifters, der fik succes i USA.

Drifters tilhører den fornemme tradition for vokalgrupper, der altid har været i amerikansk popmusik . Her er et par nostalgiske videoer fra gruppens repertoire. Read more

Whiskeytown – Pneumonia

Musik

Caitlin og Adams
Addendernes orden er ligeglad, som min regnelærer sagde med et smørret smil. Indlægget om John Mayall skulle være kommet før Pere Ubu. Men sådan kan det gå, når der går ged i rækkefølgen.
Den sidste plade – 3 for 20 kr. – jeg fik fat i på biblioteket var Whiskeytowns udgivelse Pneumonia fra 2001. Whiskeytown er et projekt ledet af den hyperproduktive, amerikanske alt-country-americana-sanger-og-sangskriver Ryan Adams (f. 1974).
Whiskeytown blev dannet i 1994, og ud over Adams er Caitlin Cary, Phil Wandscher, Eric “Skillet” Gilmore og Mike Daly med. Gruppen opløstes mere eller mindre i 1999 på grund af interne problemer (Adams har ry for at være svær at arbejde sammen med…). Men både Caitlin og Adams, der udgjorde den faste kerne i gruppen, gav udtryk for at bandet ville blive gendannet.
Tre albums er det blevet til. Pneumonia er det sidste. Som hos andre alternative country-bands, fx Uncle Tupelo, så er der tale om musik, der står solidt plantet i country- og countryrock-traditionen, fx repræsenteret af Gram Parsons, og samtidig er musikken under indflydelse af moderne amerikansk rockmusik.
Debutpladen Faithless Street, der udkom på et lille plademærke ved navn Mood Food Records i 1996, gjorde Whiskeytown til et af de førende alt-country-bands. Allerede her kunne man se, at Ryan Adams var en sangskriver med potentiale. Noget, der blev bekræftet af album nr. 2 Stranger’s Almanac, der kom på det store Geffen Records i 1997.
Pneumonia var allerede indspillet i 1999, men på grund af nogle problemer med pladeselskabet (Outpost Records), der kom i klemme i samarbejdet mellem Polygram og Universal, blev pladen først udsendt i 2001 af Ryans nye pladeselskab Lost Highway Records. Undervejs under indspilningen af de tre plader foretog gruppen en række udskiftninger af medlemmerne.
Musikalsk har gruppen bevæget sig fra en mere traditionel countrylyd på den første plade til en mere sofistikeret country-rock-sound på den sidste skive.
Både Caitlin og Adams har været aktive ved siden af og efter gruppens opløsning. Caitlin har fx været med til at danne det tidligere omtalte americana-pigeband Tres Chicas.

Her spiller Whiskeytown nummeret “16 Days” fra Stranger’s Almanac: Read more

Surfer Girl

Musik

Dagens ørehænger – sangen, der bliver ved med at køre, selv om der er stoppet for cd-afspilleren – er Beach Boys’ Surfer Girl fra uskyldens år, hvor det var ok at køre retningsløst rundt i store, benzinslugende biler – og besynge dem i iørefaldende sange – uden tanke på global opvarmning og i øvrigt fordrive tiden med at surfe og kigge på solbrune bikinipiger…

Read more

Simon and Garfunkel – Live 1969

Musik

En af popmusikkens suverænt bedste duoer, Simon and Garfunkel, udsender i følge Gaffa den 18. august et live-album – Live 1969 – med koncertoptagelser fra deres USA-turné det år. Oprindeligt skulle pladen være udgivet dengang, men Bridge Over Troubled Water kom i vejen og siden udsendte de deres dobbeltalbum: The Concert In Central Park (1982).

Her er de – live – med klassikeren, den smukke poetiske ode America – luv that song! :

Read more

Marquee Moon – 30 års jubiliæum

Det føles, som om det var i går, den amerikanske gruppe Television smed sit første album Marquee Moon på gaden. Gruppen blev dannet i 1973 i New York med de to guitaresser Tom Verlaine og Richard Lloyd i forgrunden og Richard Hell på bas, ex-Blondie bassisten Fred Smith og Billy Ficca på trommer – og gruppen var – til forskel fra “konkurrenterne” fra The Ramones og Patti Smiths gruppe – mere sofistikeret artrock end sen- eller postpunk. Af samme årsag fik gruppen heller ikke de nævnte bands kommercielle succes, men måtte “nøjes” med at blive et banebrydende kultband. Som mange andre New Yorker-bands var Television arvtagere efter Velvet Underground, men samtidig kan man høre en genklang af amerikansk kunstmusik, garage- og guitarrock i deres musik. Grupper som Quicksilver Messenger Service, Love og 13th Floor Elevators har ikke spillet forgæves. Men også folk som Steve Reich har haft indflydelse. Det kritikerroste, men sløjt sælgende debutalbum blev fulgt op af det ligeledes vellykkede Adventure i 1978, hvorefter medlemmernes veje skiltes – af personlige og musikalske årsager. Gruppen blev gendannet i 1992, hvor en tredje studieplade så dagens lys.

Til lykke med jubilæet – og så er der videoer: Read more

Richie Havens – dagens musiknostalgiske input

Musik


Jeg har tidligere omtalt Richie Havens i forbindelse med hans rolle i den sangomspundende Woodstock-festival. Samme Richie fik et større hit i 1971 med George Harrison-kompositionen Here Comes The Sun (som man finder på Abbey Road). Her er den i en fin udgave fra et af Jools Hollands (XTC) musikprogrammer på BBC:

Bonus – Havens første tv-optræden på engelsk tv (BBC4) med High Flying Bird. En pragtfuld optagelse! Read more

Sange til Drella

Musik


Dagens musikalske indslag kommer fra John Cale & Lou Reed. Sammen lavede de minderunen over Andy Wharhol Songs for Drella, der viste, at de sagtens kunne lave musik sammen efter alle skærmydslerne siden tiden med Velvet Underground. Pladen blev dengang fulgt op med en tv-udsendelse, der også udkom på VHS. Nu mangler vi blot at få den udsendt på dvd. Det kommer nok før eller siden. I mellemtiden kan vi nyde de bidder, vi finder på den tilsyneladende uudtømmelige YouTube: Read more

Mountain – 1970 – Mississippi Queen

Musik

Dagens musikalske indslag er en fin live-optagelse med Mountain. Jeg har tidligere skrevet om denne ypperlige heavy-rock-gruppe, der blev dannet i 69. Lyden kunne selvfølgelig være bedre. Billederne også. Men man får alligevel en fornemmelse af, at det måtte have været sjovt at stå dernede blandt publikummerne og vippe med foden… God fornøjelse.

Tilføjelse: I det gamle indlæg om Mountain, omtales også gruppen Blue Cheer som heavy-rock-pionerer. Jeg faldt over denne gamle optaglse fra tysk tvs “Beat-Club”, hvor de giver deres største hit Summertime Blues. Read more

Berlin i Berlin – Lou Reed i Europa

Musik

I december 2006 skrev jeg følgende: “Et af den amerikanske musiker Lou Reeds bedste album Berlin bliver nu (igen) genstand for en semiteatralsk, multimediekoncert med…

Moby Grape – bedste psykedelisk band fra tresserne?

Musik


Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…

Videoer: Read more

John Wayne – 100 år

Musik

I morgen ville den amerikanske filmskuespiller John Wayne være fyldt 100 år. DR fejrer dagen med en temaudsendelse om manden – og sender i den…

The Fugitive på dvd

Musik

En rekonstruktion: I oktober sidste år omtalte jeg tresser-tv-serien The Fugitive og skrev følgende: “[Serien] løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var…

Maria Muldaur synger Dylans kærlighedssange

Musik


Nu, hvor Bryan Ferry – ud over at træde i spinaten – fejrer succes med sine Dylan-fortolkninger, så er det nok værd at gøre opmærksom på en anden fin samling Dylan-fortolkninger. Sangerinden Maria Muldaur udgav sidste år et album, hvor hun har fortolket Dylan-kærlighedssange.
Maria Muldaur har været på banen i mere end 30 år og står solidt forankret i de amerikanske musikalske rødder: folk, jugbandmusik,blues og rock… Sammen med blandt andet Bob Dylan begyndte hun for alvor at optræde på den frugtbare og berømmede Village Green-scene i tresserne, og nu og da delte hun også scene med Bob. I dokumentarfilmen No Direction Home – af Scorsese om Dylan – kan man se hende fortælle og optræde. Hun har i perioden 1973-2007 udsendt cirka 30 soloplader fra den første “Maria Muldaur” til “Naughty, Bawdy, And Blue” fra i år. Man får et godt indtryk af hendes distinkte stemme på opsamlingen 30 Years of Maria Muldaur: I’m A Woman, der udkom i 2004 på mærket Shout!. Hun har også optrådt sammen med andre kunstnere i en lang række sammenhænge. Blandt andet var hun medlem af Jerry Garcia Band. Hvis man på sin pladehylde har albums fra den amerikanske vestkyst i 1970’erne, vil man med garanti finde Maria Muldaurs navn på listen over backingsangerinder. De senere år har hun især dyrket bluesmusikken. Hun har nok stået lidt i skyggen af andre store sangerinder som fx Linda Ronstadt, Emmylou Harris og Bonnie Raitt, og det er ikke helt retfærdigt. Hun har en umanerlig dejlig stemme, og er en af mine afsolutte favoritter blandt kvindelige chanteuser fra USA…
Et sted fortæller hun, at hun har valgt at indspille Dylans kærlighedssange, fordi mange opfatter Dylan som værende – primært – en socialt engageret sangskriver. Og det kan hun jo have ret i. I hvert fald er der mange fine kærlighedssange i hans sangskat. Her er listen fra pladen:

1. Buckets of Rain

2. Lay Baby Lay (Lay Lady Lay)

3. To Be Alone with You

4. Heart of Mine

5. Make You Feel My Love

6. Moonlight

7. You’re Gonna Make Me Lonesome When You Go

8. Golden Loom

9. On a Night Like This

10. I’ll Be Your Baby Tonight

11. Wedding Song

12. You Ain’t Goin’ Nowhere

MERE HER: Read more

The Carpenters

Musik

For mange år siden hørte jeg et interview med Richard Carpenter på P3. Det har været sidst i 1970’erne, tror jeg, og Richard fortalte om sin og søsteren Karens succes med duoen The Carpenters. Carpenters var renlivet pop, vaskeægte mainstream-FM-søgende underholdning, der var velproduceret, vellydende, uden så meget som en lille musikalsk modhage. Selv om det var svært ikke at nynne med på deres hits, der flød ud af radioen, så var det ikke noget, jeg rigtig tog til mig. Men det pågældende interview ændrede mit syn på gruppen, for på et tidspunkt fortalte Richard begejstret om sin begejstring for The Beatles. Det var ikke selve begejstringen, der gjorde udslaget, for den delte han jo med så mange andre; men hans yderst kompetente forsvar for gruppens musik. Han leverede fx en lille eminent analyse af en af Beatles’ tidlige hits, hvor han forklarede, at man kunne høre, hvordan Ringo tabte noget af trommesættet på gulvet – uden at nummeret af den grund gik i stå, eller uden at indspilningen blev stoppet. Hans forståelse for Lennon & Mccartneys sangskriverkunst og Beatles’ musik aftvang respekt.
Jeg er aldrig blevet fan af The Carpenters, men man kan ikke komme uden om, at de kan deres kram. Som veltrimmet og ufarlig pop betragtet, så er der ikke ret mange, der kan gøre dem kunsten efter. Og så synger Karen dejligt…

Enjoy: Read more

Rhinoceros – en supergruppe

Musik

Til tresserrockens opfindelser hører også begrebet supergruppe. Betegnelsen blev brugt på konstellationer af musikere, der i forvejen havde fået en vist renommé på grund af…

Lav din egen gravsten

Musik

Gravsteder og gravsten er fascinerende. Jeg gik engang til forelæsninger sammen med en dame, der lavede en ph.d. og gravsteder. Og fornylig læste jeg, at…

CBGB – R.I.P

Musik

The Ramones, Velvet Underground, Television, Blondie, Talking Heads, Patti Smith, Suicide, Mink deVille, Blondie og mange flere slog deres tidlige folder i CBGB, den legendarisk…

Easy Rider – soundtracket

Musik

easy rider soundtrack
Som nævnt spiller soundtracket en betragtelig rolle for filmen Easy Rider, der beskriver nogle hippiernes tragiske odysse gennem forstokket, småborgerligt USA og dermed også den kulturelle opspaltning, som de sene 1960’ere var kendetegnet ved. Read more

Pee-Wee-Herman

Musik

En af mine amerikanske yndlingsinstruktører er Tim Burton. Ud over hans indiskutable filmtekniske evner, så er han en stor nørd – og nørder har vi en forkærlighed for her i bloggen – og et naturligt medlem af drengerøvsklubben, den internationale Peter Pan-liga. Han har også med stor kærlighed viet mange af sine film til drengerøvs-outsidere som Batman, Edvard Saksehånd og – den måske mest oversete af dem alle – Pee Wee Herman. Filmen om Pee Wee Herman (Pee Wees Big Adventure – som vist ikke er udsendt i en dansk version) er blandt mine Burton-favoritter. Handlingen er enkel. Pee Wee elsker din røde cykel – en renoveret Schwinn – over alt (inkl. piger). Efter en lang, syret jagt på cyklen genforenes Pee Wee til sidst med den tohjulede og kan – sammen med pigen Dottie, der hele tiden har haft et godt øje til nørden – cykle af sted og leve happily ever after… Tyveriet af cyklen (foretaget af Pee Wees alter ego – nørden Francis) er blot en macguffin for at fortælle en på alle måder nørdet og stærkt underholdende historie om drengen, der ikke vil være voksen. Et klassisk tema i amerikansk film (fra Peter Pan-filmene til Tom Hanks Big-figur). Read more

Oscar Wilde

Læser i nyhederne fra i går, at USA har truet Parkistan med at “bombe dem tilbage til stenalderen”, hvis landets styre ikke makkede ret… Det…