Tag: 1970’erne

1970: Don Mclean – Vincent

Musik

To uger på den engelske førsteplads blev det til for sanger og sangskriver Don Mclean med hans andet store hit “Vincent“, sangen om den øreafskærende…

Marvin, Welch & Farrar

Musik

Det lå snublende nært at foretage en sammenligning mellem Crosby, Stills & Nash og gruppen Marvin, Welch & Farrar, der så dagens lys i 1971….

Døveskolen

Musik

Der er ikke mange impulskøb i min musiksamling. Jeg tror ikke, at jeg har købt katte i sækken mere end den ene gang, hvor jeg…

Fleetwood Mac – på BBC

Musik

Inspireret af egne skriverier om Fleetwood Mac i de tidlige år (med Peter Green i forgrunden) har jeg lånt “Peter Green’s Fleetwood Mac – Live…

Nicolette Larson

Musik

På det tidlige omtalte dobbeltalbum “No Nukes” finder man også sangerinden Nicolette Larson. Den første gang jeg lagde mærke til Nicolette Larsons dejlige stemme var da Neil Young, tog hende med på klassikeren “Comes a Time” (1978), hvor hendes behagelige vokal kom til sin ret. Samme år udsendte hun sit eget debutalbum “Nicolette”, der til fulde levede op til de forventninger, som samarbejdet med Neil Young vakte hos lytteren.
Nicolette blev kun 45 år. Hun døde i 1997 som følge af komplikationer efter en hjerneoperation. Men hun nåede at sætte sig nogle tydelige musikalske spor for eftertiden. Ved siden af sin solokarriere, der resulterede i en snes vellykkede albums, var hun en eftertragtet backingsangerinde for en lang række kunstnere, som fx Linda Ronstadt, Emmylou Harris, Little Feat, Beach Boys, Doobie Brothers m. fl. Hendes mest kendte sang blev Neil Young-nummeret Lotta Love. Efter hendes død lavede hendes mand, den berømte trommeslager Russ Kunkel, og hendes venner en mindeside på internettet.

Read more

Solsbury Hill

Musik

Solsbury hill

Climbing up on solsbury hill
I could see the city light
Wind was blowing, time stood still
Eagle flew out of the night

He was something to observe
Came in close, I heard a voice
Standing stretching every nerve
I had to listen had no choice

I did not believe the information
Just had to trust imagination
My heart was going boom boom, boom
Son, he said, grab your things, Ive come to take you home.

To keeping silence I resigned
My friends would think I was a nut
Turning water into wine
Open doors would soon be shut

So I went from day to day
Tho my life was in a rut
till I thought of what Id say
Which connection I should cut

I was feeling part of the scenery
I walked right out of the machinery
My heart was going boom boom boom
Hey, he said, grab your things, Ive come to take you home.
Yeah back home

When illusion spin her net
Im never where I want to be
And liberty she pirouette
When I think that I am free

Watched by empty silhouettes
Who close their eyes, but still can see
No one taught them etiquette
I will show another me

Today I dont need a replacement
Ill tell them what the smile on my face meant
My heart was going boom boom boom
Hey, I said, you can keep my things, theyve come to take me home.

Dagens (første?) musikalske indslag er med Peter Gabriel – inspireret af gårsdagens duet med Kate Bush. Peter Gabriel var den “gale” mand i Genesis i deres første år, og han er en ferm sangskriver, der kan diske op med sangtekster, der stikker et godt stykke op over gennemsnittet. En af mine favoritter fra Gabriels sangskat er sangen om Solsbury Hill om en spirituel oplevelse på det naturskønne sted i Somerset. Gabriel skrev den efter bruddet med Genesis og indlemmede den på albummet “Peter Gabriel” fra 1977 (på grund af navneligheden med flere følgende albums kaldet det også “Vol. 1” eller “The Car”…). Her er den i en ægte halvfjerdservideo:

Og det berømte gay-band Erasure lavede en noget anden coverversion af samme nummer i 2003 på deres album “Other People’s Songs”: Read more

No Nukes – Jesse Colin Young

Musik

I går omtalte jeg dobbeltalbummet No Nukes. Blandt perlerne på dette album er også Jesse Colin Youngs udgave af “Get Together”. Nummeret var det første…

Orleans

Musik

Dagens (første?) musikalske indslag kommer fra halvfjerdserbandet Orleans. Det er meget længe siden, jeg har lyttet til Orleans, og bandet var gledet godt og grundigt langt om bag i erindringens halvmørke. Men et gensyn med deres iøjnefaldende albumcover til Walking And Dreaming (1976) fremkaldte bandet i min bevidsthed.
Bandet blev dannet i 1972 af det nuværende kongresmedlem for Demokraterne, John Hall (manden med skæg i forgrunden – i dag har han hverken hår eller skæg…), trommeslageren Wells Kelly, og brødrene Larry og Lance Hoppen (sang, guitar og bas). Stilen var halvfjerdser-“softrock” à la Jackson Browne, The Doobie Brothers, Little Feat m.fl. Og gruppen lånte flittigt fra allehånde inspirationskilder, fra cajun-musik til sydstatsblues. Orleans er i øvrigt still going strong, selv om der har været småpauser undervejs.
Det var faktisk lidt ad omveje, jeg fik ørerne op for gruppens meget melodiske og meget velproducerede musik (nogen vil sikkert sige: glatte og mainstreamede…). Som aktivist og medlem af MUSE (Musicians United for Safe Energy) deltog John Hall i de fem berømmede No Nukes-koncerter, der blev afviklet i Madison Square Garden (NY) i september 1979. Koncerterne resulterede i et lvie-dobbeltalbum “No Nukes” med et overflødighedshorn af kendte musikere (Jackson Browne, Crosby, Stills & Nash, Bonnie Raitt, Bruce Springsteen, James Taylor og mange andre). Og på denne plade synger og spiller John Hall – sammen med The Doobie Brothers og James Taylor – det meget smukke nummer Power. Her i Orleans’ udgave:

Read more

Capac og reggae..

Musik

Denne hersens Redemption Song har kørt i mit hovede, de sidste par dage, og jeg må komme med en lille indrømmelse eller – snarere – bekendelse. Jeg kan mægtig godt lige reggae, men da reggae-bølgen rullede ind over det musikalske landskab i halvfjerdserne med The Wailers, Toots and the Maytals, Sly & Robbie osv. – da var capac lidt tung i røven. Det varede temmelig længe, inden jeg hoppede med på den vogn, selv om MM og andre musikelskere gjorde, hvad de kunne for at forføre mig til at hoppe med på bussen. Hvorfor? Aner det ikke. For foden, den vippede, så snart reggae-rytmen ramte øret. Måske var der bare for mange andre bølger, der gjorde fødderne våde.
Men en dag i 1978 fik jeg dog købt en plade – et dobbeltalbum – med Bob Marley & The Wailers. Babylon by Bus hedder den, og det er et live-album med optagelser fra især Paris, men fx også fra Danmarks mest berømte festival i Roskilde. Og havde jeg ikke været hooked på reggae før, så blev jeg det nu. Og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg aldrig fik set Bob Marley live, medens tid var.
Pladens cover er meget opfindsomt. Forsiden viser en bus set forfra, og i vinduerne ser man forskellige billeder af gruppens medlemmer, afhængigt af, hvilket af de fire indercovers, der vender ud mod forsiden. Vi taler selvfølgelig om LP-udgaven!
Pladen aspirerer til titlen som et af de ti bedste live-albums fra halvfjerdserne (listeidé!). Marley og Wailers giver en række af deres store sange i herlige udvidede live-udgaver. Det rocker og swinger. Der er ikke en nitte imellem. Og man bliver helt høj af at lytte til disse klassike numre:

Side one

1. “Positive Vibration” (Vincent Ford)
2. “Punky Reggae Party” (Bob Marley/Lee Perry)
3. “Exodus”

Side two

1. “Stir It Up”
2. “Rat Race” (Rita Marley)
3. “Concrete Jungle”
4. “Kinky Reggae”

Side three

1. “Lively Up Yourself”
2. “Rebel Music (3 O’Clock Roadblock)” (Aston Barrett/Hugh Peart)
3. “War / No More Trouble” (Alan Cole/Carlton Barrett/Bob Marley)

Side four

1. “Is This Love”
2. “Heathen”
3. “Jamming”

Her er en fin optagelse fra Hollandsk tv – optaget i forbindelse med Babylon-turneen – med “Postive Vibration”. Skru op – og din dag er reddet! :

Read more

Led Zeppelin flyver igen

Musik

Det er gendannelsernes tid. Og – som allerede antydet her i bloggen – så sker det også for heavy-rockerne i Led Zeppelin. I følge New Musical Express sker det ved en officiel pressekonference i morgen. Vi ønsker dem Whole Lotta Love… Read more

Marc Bolan 1947-1977

Musik

Frontfiguren i glamrockgruppen T.Rex, Marc Bolan, ville være fyldt 60 år den 30. september i år. Men en automobilulykke kortede hans liv af i en…

Verdens ende – med Skeeter Davis

Musik

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk…

Doobie Brothers – “Minute by Minute”

Musik

Det er osse Rasmus’ skyld. Al den snak om Kenny Loggins og Jim Messina, soft rock og Yacht-rock fik mig til at tænke på et softrock- og Yacht-rock-album, som jeg var meget begejstret for, da det udkom i 1978, og fortsat er begejstret for: The Doobie Brothers “Minute by Minute”. Pladen var gruppens ottende udgivelse, og den blev – som de foregående – et stort hit. Albummet lå på den amerikanske albumhitlistes førsteplads og sangen “What a fool believes”, der var skrevet af Kenny Loggins og Michael Mcdonald indtog ligeledes førstepladsen på pophitlisten. Det er da også en uforskammet iørefaldende sang uden den mindste modhage. Svært uimodståelig:

Read more