The McCartney Years er titlen på en dvd-boks med tre skiver, som Paul Mccartney udsender i november. Indeholdende alle hans musikvideoer fra 1970 og til…
Tag: Beatlemania
Tina Dickow synger John Lennon
Inspireret af lokale filosoffer, idéhistorikere og vilde analytikere bringer vi her lidt Beatlemania i dansk aftapning: Se og hør også Tinas tanker omkring John Lennons…
All You Need Is Love
Hvor var du den 25. juni 1967, da The Beatles for første gang spillede All You Need Is Love i den første globale live-tv-udsendelse Our…
Medens min guitar sagte græder…
En af Beatle-George Harrisons smukkeste numre, While My Guitar Gently Weeps, udsættes for et foretagende ved navn Wu-Tang Clan, der har hyret Harrisons søn Dhani til at hjælpe med indspilningen. Her giver Dhani – en vellykket – udgave af nummeret sammen med Eric Clapton, Paul Mccartney, Ringo Starr og mange andre ved mindekoncerten for George: Read more
John Lennon – digitaliseret
Efter, at det er sket for The Beatles og Paul Mccartney, måtte det jo komme: John Lennons soloarbejder til fals for usle penge på internettet….
Dagens opløftende sang
The Beatles: Two of Us
Two of us riding nowhere
Spending someone’s
Hard earned pay
You and me Sunday driving
Not arriving
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going homeTwo of us sending postcards
Writing letters
On my wall
You and me burning matches
Lifting latches
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going homeYou and I have memories
Longer than the road that stretches out aheadTwo of us wearing raincoats
Standing solo
In the sun
You and me chasing paper
Getting nowhere
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going homeYou and I have memories
Longer than the road that stretches out aheadTwo of us wearing raincoats
Standing solo
In the sun
You and me chasing paper
Getting nowhere
On our way back home
We’re on our way home
We’re on our way home
We’re going homeWe’re going home
Better believe it
En linje som “You and I have memories / Longer than the road that stretches out ahead” er jo selvskrevet til denne blog!
Syng bare med – her er et par videoer: Read more
Pattie Boyd, Eric Clapton og George Harrison – ménage à troi
Til historien om the Fab Four hører også en række historier om de fire Liverpool-drenges respektive kvindelige partnere. Senest har man kunnet følge med i…
Everybody must get stoned
Spørgsmålet er så, hvem der var mest “stoned” – John Lennon eller Bob Dylan? Jeg gætter på sidstnævnte:
John Lennons solbriller
Selv om sommeren ikke har budt på megen sol, kan man godt have brug for et par solbriller. Og nu er chancen der for at…
Paul Mccartney om lyd
Når man er vokset op med musik fra gamle rørradioer – før FM-radio blev en selvfølge – og centnertunge transistorradioer, så kan man jo let…
Badfinger
Jeg kan selvfølgelig ikke nævne det engelske band Badfinger uden at omtale det lidt nærmere. Gruppen blev dannet i 1965 i Swansea, Wales og blev som sagt sammenlignet med The Beatles. De første år spillede de under navnet The Iveys.
Stilistisk spillede de, hvad man siden har kaldt power pop. Iørefaldende popmelodier leveret med et up-tempo rock-og-rul arrangement. Som det ikke var usædvanligt dengang i de tidlige tressere gjorde bandet sig i kompetente udgaver af andre kunstneres sange, ud over Beatles-sange spillede de fx sange fra Motown-kataloget. Men ved siden af skrev de deres egne sange, som de indspillede på demobånd. Det var Beatles-kompagnonen Mal Evans, der opdagede deres talent og sørgede for, at de fik en rigtig pladekontrakt med det nystartede Apple Records. Efter at Mccartney, Lennon og Harrison havde lyttet til demobåndene, sagde de god for gruppen, der fik kontrakten i hus i 1968. Mccartney tog sig også af produktionen af sangen.
Gruppens første single Maybe Tomorrow solgte pænt uden at blive et stort hit. året efter – 1969 – donerede Paul Mccartney sangen Come And Get It til dem, og det blev deres kommercielle gennembrud. Det hjalp også, at sangen var en slags kendingsmelodi til filmen The Magic Christian, der blandt skuespillerne talte Ringo Starr.
Samtidig skiftede bandet navn til Badfinger. Et andet band med navnet The Ivey League havde succes, og Badfinger-medlemmerne ville ikke forveksles med dem.
Come And Get It blev et hit i og uden for Europa. Og også albummet The Magic Christian Music solgte godt. året efter udsendte bandet deres klassiker No Dice, der indeholdt hittet No Matter What og sangen Without You, som blev en klassiker med sangeren Harry Nilsson.
Ved siden af bandsuccessen spillede flere af gruppens medlemmer som sessionmusikere for Apple-plademærket og bidrog fx til George Harrisons hovedværk All Things Must Pass, Ringo Starrs hit It Don’t Come Easy, Lennons Imagine og Harrisons projekt Concert for Bangladesh.
Badfingers tredje album Straight Up udkom i 1971 og var produceret af George Harrison og den Todd Rundgren, der var en shooting star dengang. Pladen indeholdt to hits – Day After Day og Baby Blue – der begge kom på hitlisterne. Straight Up betragtes som den måske mest vellykkede af gruppens plader og har længe været et svært opdriveligt samlerobjekt.
Gruppens fjerde plade Ass (1973) blev indspillet under omstændigheder, der var præget af det økonomiske og ledelsesmæssige kaos, som Apple-foretagendet udviklede sig til. Derfor sørgede gruppen for at få en kontrakt med det veletablerede Warner Bros Records. Måske på grund af omstændighederne levede pladen og den medfølgende single Apple Of My Eye ikke op til forventningerne hverken hos kritikerne eller publikum, og pladen gjorde sig dårligt på hitlisterne.
Gruppen udsendte et par albums for Warner med en vis succes. I 1975 blev gruppen opløst. årsagen var, at sangskriveren Pete Ham begik selvmord den 24. april samme år. Han hængte sig ude i familiens garage. Read more
My Sharona / The Knack
Nej, jeg forbinder ikke denne popklassiker med en light sodavand i en blikdåse…
The Knack, som gruppen hed, fik et gevaldigt hit med “My Sharona”, der var deres allerførste single, i 1979. Den har da også mange af de kvaliteter, der gør, at den sætter sig fast på trommehinden og – på hitlisterne. Det er en af den slags sange, der hører med på lydsporet til en sommerferie.
Gruppens iørefaldende powerpop, der var præget af halvfjerdsernes new-wave-lyd, fik kritikerne til at sammenligne bandet med The Beatles. Og ikke uden grund. Det er svært ikke at høre svage ekkoer af de fire Liverpool-drenges musik. Men de fire jødiske fyre fra L.A. var mere end blot Beatles-epigoner. De var ferme sangsnedkere, der lavede noget af det bedste poprock fra sidste halvdel af halvfjerdserne, og deres første album Get The Knack er et lille mesterværk. Gruppen havde ikke kritikernes gunst de efterfølgende år og fik ikke samme kommercielle succes, som de første par plader havde affødt. Bandet eksisterer så vidt vides endnu og optræder med jævne mellemrum.
Stilistisk kan gruppen minde lidt om Beatles-protegeerne Badfinger, der debuterede på Beatles’ Apple-pladeselskab, og The Knack har da også medvirket på en hyldestplade til Badfinger. Read more
Da jeg fik Beatleshår – erindringsfragment
Irene, vores udsendte verdensborger derovre i Eire, spørger om jeg “åsse havde beatleshår”. Javist, det havde jeg . Da Beatlesfeberen kom til Danmark i starten af tresserne, og beatlemania-bacillen inficerede mig, voksede mit hår ud over ørerne og ned mod øjnene. Jeg husker ikke, om det var noget, jeg sådan bevidst tænkte over. Jeg tror det ikke. Det skete bare. Det var helt naturligt. For Beatles for forbilleder, idoler. Og når de kunne, så kunne jeg også. Yeah-Yeah-Yeah...
Jeg gik dengang i Vestre Skole i Esbjerg og har været cirka ni år gammel. Skolen var en gammeldags, bundsolid rødstensskole med obligatorisk morgenbøn, salmeterperi, buksevand, mavetamtam og sammenbundne snørebånd i frikvartererne, hvor de små var jaget vildt – og andre opdragende øvelser. Det var i folkeskolens autoritære periode. Det lagde jeg nu ikke så meget mærke til i starten, når man ser bort fra en enkelt, velfortjent “sveder”, jeg fik, fordi vi drenge havde moret os med at smide en metalkam fra tredje sal og ned på terrazzogulvet i stuen. Det larmede ganske forfærdeligt…
Ganske vist havde inspektøren, der var en dame, præsenteret os for et massivt, lakeret træskab med diverse spanskrør, men jeg fornemmede godt, at det mest var af propædeutiske grunde, forevisningen fandt sted..
Jeg opførte mig da også pænt, når man bortser fra, at der i min første, brunmelerede karakterbog med sirlig fyldepenneskrift står skrevet under punktet “opførsel”: Capac har svært ved at sidde stille i timerne. Penneføreren var fru Dirchs, der var klasselærer og førsteopdrager.
Det autoritære mærkede jeg først for alvor, da jeg som den første på skolen tillod mig at lade håret vokse ud over ørerne og ned i panden, inspireret af The Fab Four fra Liverpool. Beatles-frisuren gav anledning til en del småkonflikter med lærerne, især med den lille, militæruddannede gymnastiklærer Jonsen, der mente, at “hvis jeg havde været hans hund, så skulle jeg klippes” – og, at vi her nok havde forklaringen på, at jeg ikke kunne komme helt op i tovene. Til gengæld var der flere piger, som syntes, at det var lidt sejt med det lange hår.
Jeg oplevede også at blive bortvist fra en herrefrisør i Strandbygade, hvor to hvidkitlede herrefrisører regerede. De mente, jeg skulle gå over til damefrisøren på den anden side af gaden, for de ‘klippede sandelig ikke damer!’. Den slags ydmygelser fremmede blot min oprørstrang, og håret fik lov at blive lidt længere.
Heldigvis var der dog en frisør længere nede i Strandbygade, der – selv om heller ikke han var begejstret for den nye mode – var lidt forudseende og tog sig af studsning og tilretning mod en passende betaling. Og – i modsætning til de andre forældre i gaden – lod mine forældre mit hår gro i fred, selv om især min far ikke rigtig forstod ideen med det. Jeg tror, at jeg blev fredet, fordi min far sejlede og derfor ikke stod for opdragelsen derhjemme, og min mor var alt andet end autoritær.
Mit anti-autoritære gemyt blev grundlagt dengang i folkeskolen. Det var her, jeg mødte den mest indeklemte, småskårne, småborgerlige dimension af den danske folkesjæl. Og den brød jeg mig bestemt ikke om. Og sådan har det været lige siden.
Det lange hår bevarede jeg – med enkelte pauser – frem til min studietid – og i 1980 røg det så. Da havde det jo også tabt sin symbolske værdi…
Passende musikalsk kommentar: Read more
Beatlemania-gonzo…
Så er chancen der, hvis man ikke har andet at bruge sine feriepenge og opsparing på – og i øvrigt er en rigtig Beatle-fan og…
Ringo – genudgivet
For nogen tid siden skrev jeg en lille hyldest til Ringo Starr. Og måske har nogen lyttet og læst med. I hvert fald kan man i musikbladene (NME e.a.) på nettet læse, at Ringo soloprojekter bliver alment tilgængelige som downloads i denne sommer. Samtidig udkommer der en greatest hits-samling med titlen Photograph: The Very Best Of Ringo Starr med tyve numre, heriblandt nogle bonusnumre og videomateriale.
Video:
Read more
Paul Mccartney – dagens fødselar
Sir Paul McCartney runder de 65 i dag, samtidig med at det forlyder, at hans seneste plade Memory Almost Full har indtaget hitlisten i USA….
TAGES – svensk tresserbeat
Sveriges svar på The Beatles blev de kaldt, svenske Tages. Som man vil forstå ud fra de nedenstående videoer, så er det ikke svært at forstå hvorfor. Navnet TAGES blev dannet efter en af medlemmer, der hed Tage. Altså: Tages gruppe eller sådan… Gruppen blev dannet i 1963 som skifflegruppe, bestående af 16-17 årige musikglade drenge med sangskriveren Göran Lagerberg i forgrunden. Efter navneskiftet fra Alberts Skifflegroup til Tages udsendtes singlepladen Sleep Little Girl, der straks røg ind på den svenske hitlistes top ti, Tio i Top. Derefter fulgte en række andre hits: I Should Be Glad, So Many Girls, In My Dreams, Miss Mac Baren og Every Raindrop Means a Lot. I sidstenævnte sang fra 1967 kan man høre indflydelsen fra den udenlandske psykedeliske musik fra perioden. I november 1967 udsendte gruppen også LP’en Studio, der af mange betragtes om et højdepunkt i svensk popmusik fra tresserne. Efter endnu et singlehit i foråret 1968 med There’s a Blind Man Playing Fiddle in the Street begyndte gruppen at gå i opløsning.
Billederne i dette indlæg er hentet fra en japansk (!) fanside, hvor der er flere af slagsen, interview osv.
I Youtubes gemmer finder man følgende videoer med gruppen: Read more
Raveonettes – spiller John Lennon
Den danske gruppe Raveonettes med Sune Rose Wagner og Sharin Foo – en gruppe, capac, med skam at melde, ikke har lyttet så meget til…
Paul Mccartneys bedste
“Musikalsk er det nærliggende at kalde »Memory Almost Full« for den bedste plade, McCartney aldrig lavede med Wings..”, skriver Berlingerens anmelder om Paul Mccartneys nye cd. Udkommer i dag.
Og hvorfor ikke benytte anledningen til et særligt musiknostalgisk indslag. Her er Mccartney og Wings i øveren:
Read more
Lucy in the Sky with Diamonds – var mig!
Altså ikke mig, men den britiske husmor Lucy Vodden på 43. Sangen om Lucy med diamanter i håret er et af glansnumrene på The Beatles’ jubilæumsalbum Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, og det var et af de numre, der blev fortolket – og ikke mindst overfortolket – heftigt i årene efter pladens udgivelse. Ikke mindst det forhold, at man kunne genkende forkortelsen LSD i titlen gav anledning til mange tanker om sangens “dybere” betydning. Men nu skyder Lucy Vodden så hul i noget af fortolkningen. Efter sigende skulle ideen til sangtitlen komme fra en tegning, som Lucys klassekammerat og John Lennons søn Julian Lennon lavede af selv samme Lucy. Tegningen viste Lucy omgivet af diamanter. Måske Julian var lidt lun på Lucy? I hvert fald skulle John Lennon havde spurgt sin søn – sådan som forældre jo gør – om, hvad tegningen forestillede, og svaret var: Lucy in the Sky with Diamonds.
Kun få har troet på Lucys forklaring, men den virker da endog meget sandsynlig. Det er en kendt ting, at Lennon i sin sangskrivning lod sig inspirere af, hvad han læste, hørte og så. Og det udelukker jo heller ikke, at LSD kan have spillet en rolle. For det er også en kendt sag, at de fire Beatles-medlemmer netop i den periode prøvede både det ene og andet stimulerende stof…
Og hvorfor ikke tage dagens nostalgimusikalske indslag med det samme. Beatles i kulørte gevanter à la Sgt. Pepper-coveret med en alternativ udgave af Hello Goodbye: Read more
Beatles på hjernen
“To a neuroscientist, the Beatles’ longevity can be explained by the fact that their music creates subtle and rewarding schematic violations of popular musical forms,…
It was 40 Years ago today…
…Sgt. Pepper taught the band to play… Ellers rettere: It was twenty years ago today, Sgt. Pepper taught the band to play They’ve been going…
Paul Mccartneys nye video: Dance tonight
Som nævnt smed Macca en ny video på YouTube i dag. Her er den. Fedt nummer. Everybody gonna dance around tonight… PS. Hvis man kigger…
Paul Mccartney – nu som bog
I Rolling Stone kan man læse om Bob Dylans nærmest ærefrygt over for ex-beatle Paul Mccartneys sangskrivertalent. Og i dag kan man så læse (…
Hey Bulldog
En af fornøjelserne ved at have en hund, man skal lufte, er, at man møder mennesker med andre hunde. Det er lige som dengang, man…