Den skotske sanger, sangskriver, producer m.m. Eric Woolfson døde den 2. december, 64 år gammel.
Woolfson er nok mest kendt for sit samarbejde med Alan Parsons i The Alan Parsons Project. Projektet blev efter sigende til, da Woolfson mødte Alan Parsons i Abbey Road-studiernes kantine i 1974. Parsons havde været assisterende tekniker på The Beatles’ Abbey Road og Let it Be og havde også givet Pink Floyd en hjælpende hånd, da de lavede deres hovedværk, The Dark Side of the Moon. Ud over at være på produktionssiden så gik Parsons også med drømmen om sin egen musikalske karriere. Og mødet med Woolfson muliggjorde drømmen om at indspille et album, baseret på Edgar Allan Poes værk. Materialet havde Parssons allerede været i gang med at skrive.
Allan Parsons Projektet, som samarbejdet kom til at hedde, kunne tilfredsstille både Parsson drømme om at skrive og producere sin egen musik, og Woolfsons drømme om at producere. Woolfson havde erfaringer fra produktioner med Steve Harley & Cockney Rebel, Pilot, Hollies, Al Stewart m.fl., men var lidt træt af producerens tilbagetrukne rolle. I midten af halvfjerdsernes var vi inde i en periode, hvor det skulle vise sig, at produceren kom i centrum, blev stjernen.
Tales of Mystery and Imagination, som resultatet af samarbejdet kom til at hedde, blev en så stor kunstnerisk og kommerciel succes, at pladeselskabet Arista skrev kontrakt med Projektet for flere album. Successen fortsatte op gennem firserne, hvor Alan Parssons Project var et at de førende progressive engelske bands i USA og på det europæiske fastland, medens populariteten var lidt mindre i hjemlandet.
Efter at have lavet albummet Gaudi i 1987, var det planen, at de skulle lave Freudiana sammen. Et album med inspiration fra psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud. Pladen blev også til noget med Parsons som producer og Woolfson som idémanden, men projektet førte også til “uoverensstemmelser” mellem de to.Og deres veje skiltes.
Woolfsons bedrifter begrænser sig dog ikke til dette projekt alene. Inden han nåede så vidt fungerede han som pianist og sangskriver for navne som Marianne Faithful, The Tremoloes, Marmalade, Peter Noone (Herman’s Hermits), Joe Dassin, Frank Ifield, Dave Berry m.fl. Han arbejdede også sammen med to i de tidlige tressere relativt ukendte komponister ved navn Andrew Lloyd Webber og Tim Rice.
Han forsøgte sig også med en solokarriere og indspillede under kunstnernavnet Eric Elder singlen “Saint Tokay”/”Sunflower” i 1972. Bag sig havde han et hold musikere, der siden blev store som bandet 10cc. Men det var ikke den vej, han skulle følge, og han trak sig ud af rampelyset for at arbejde som manager, komponist og musiker.
I tiden efter Alan Parson Project koncentrede Woolfson sig om at lave musicals. Efter Freudiana (1990) kom Gaudi (1996), Gambler (97) og Poe: More Tales of Mystery and Imagination (2003). Efter at have lavet anti-krigs-musicalen “Dancing Shadows” i 2007 lavede “The Alan Parsons Project That Never Was” med musik fra det hedengangne projekt. Sange – skrevet af Woolfson – som Parsons ikke brød sig om, fordi de var for kommercielle. Sådan sluttedes ringen, kan man måske sige. Woolfson døde efter længere tids kræftsygdom.
@Donald: Det bliver nok lidt svært at illustrere fx Peter Ashers produktioner ved hjælp af YouTube. Så skal man nok have fat i pladerne fra halvfjerdernse og firserne. At Asher producerede de forskellige kunstnere betød selvfølgelig ikke, at de lignede hinanden. De havde hver deres stil. Alligevel var der overensstemmelser i måde, pladerne blev mikset på. Og man kan også se det på valget af studiemusikere, hvor mange går igen.
En lækker lyd uden suppe-steg-strygere, med solisten i centrum, det kan jeg forstÃ¥, hvis det er det, du mener 🙂
Og så vidt jeg ved var George Martin ikke en af dem der satte strygere på popfænomer i USA. Britisk musik hittede vist netop fordi de ikke satte superproducere til at producere den.
PÃ¥ YouTube ligger der minsandten en James Taylor ting med stort orkester, men det fungerer ikke musikalsk.
http://www.youtube.com/watch?v=lCwWS54UNwk&feature=related
Jerome Kern “The Way You Look Tonight” Man taber musikkens mening pÃ¥ den mÃ¥de.
Et spørgsmål mere: Du mener vel ikke at Linda Ronstadt, John David Souther og James Taylor blev produceret, så deres indspilninger lignede hinanden?
Og et spørgsmål mere, har du nogen gode exempler på noget der er produceret godt af Peter Asher?
@Donald: Som jeg ser det, sÃ¥ blev producerne – i hvert fald en del af dem – nærmest et brand i løbet af halvfjerdserne. Bestemte producere blev særlig efterspurgt, fordi de kunne levere en bestemt eftertragtet sound. De blev stjerner.
Dermed ikke sagt, at der ikke var stjerneproducere før (George Martin!). Noget af forklaringen har helt sikkert været, at produktionsteknologien op gennem tresserne gennemgik en voldsom udvikling, som gav helt nye muligheder for pladeproduktion. Et eksempel. I omkredsen af James Taylor blev fx Peter Asher (kendt fra duoen Peter & Gordon) stjerneproducer for netop James Taylor, men ogsÃ¥ Linda Ronstadt, John David Souther, Bonnie Raitt og andre kendte musikere i og omkring Los Angeles-omrÃ¥det. Fordi han kunne lave en bestemt lækker lyd, der gik som varmt brød…
Det er herligt at få intro til de forskellige ting, jeg har hørt om men ikke været nede i.
Undskyld en lidt brokkelig kommentar, du skriver:
I midten af halvfjerdsernes var vi inde i en periode, hvor det skulle vise sig, at produceren kom i centrum, blev stjernen.
Var det ikke sÃ¥dan at “superproduktionerne” fra 1959-62 var blevet afløst af den tynde lyd, som man oplevede pÃ¥ fx. Beatles “Can’t buy me love” og andre tidligere hits? De spillede pÃ¥ den lyd, som de selv kunne lave og uanset at man taler om at de blev produceret af EMI og deres manager med ideer om hÃ¥ret, sÃ¥ var det som om deres egen lyd kom igennem og endda altsÃ¥ ud gennem den “lydmur” man taler om i elektriske distributioner: Hvis din sang kan høres pÃ¥ en kassettebÃ¥ndoptager, sÃ¥ har du et budskab.
Jeg har undret mig sÃ¥ meget over at en Dr. uMylius kunne hævde, at der skam var mange andre “gode” musikere og bands og at Beatles bare var et af dem. Mage til ufølsomt sludder skal man ikke lede efter, det er ikke ulejligheden værd.
James Taylor, som du var inde pÃ¥ igÃ¥r, er heller ikke “produceret”. De store 70’er bands, som blev produceret, er glemt. Nogle enkelte stÃ¥r tilbage: “we don’t want no education – bam! Badam!” og sikkert flere, som jeg ikke kender, (men som du sikkert har mange af pÃ¥ sitet her) — men netop “education” er kendetegnet ved at den ikke bliver bedre af producer-indgriben.
Summering: Som lydmand ved jeg godt at der skal produceres under alle omstændigheder, for ikke at ødelægge for meget når lyden kommes på dåse, men centrum-produceren døde allerede i 1961.