Da jeg gik med min ven Gravhunden langs denne frostkolde, klare, smukke vinterdags villaveje , dukkede Ella Fitzgerald og Louis Armstrong op med deres fortryllende og hyggelige udgave af Bennie Benjamin’s og George David Weiss‛ Can Anyone Explain? (No! No! No!). Ganske vist var The Ames Brothers, der fik et smashhit med deres pæne udgave tilbage i 1950, lige som andre – Ray Anthonys orkester og Dinah Shore – har sat deres præg på sangen. Men det var Ella‛ og Louis‛ udgave, jeg fik ind med Giro 413s radiofoniske modermælk. Og jeg har altid godt kunnet lide den sang.
Can anyone explain
The thrill of a kiss
No, no, no
But when two eager lips
Are pressed against yours
You’ll know, yes, you’ll know
Can anyone explain
The glow of romance
No, no, no
But when you hear the phrase, it’s you I adore
You’ll know, yes, you’ll know
And you will find to give love a start
Don’t think with your mind
Just feel with your heart
Can anyone explain
The wonder of love
No, no, no
But now that you and I are sharing a sigh
We know, yes, we know
And you will find to give love a start
Don’t think with your mind
Just feel with your heart
Can anyone explain
The wonder of love
No, no, no
But now that you and I are sharing a sigh
We know, yes, we know
@AagePK: Ja, der kan filosoferes meget over mundgodt.
Og sÃ¥ er der good old Svend Asmussen, der ved præsentationen af „Prelude to a kiss‟ ganske fornuftigt funderer over, om ikke et kys er et forspil til noget helt andet.