Forbrydelse – eller svinestreger – i en højere sags tjeneste. Det var, hvad det var. Et stykke tid – vel et par afsnit – havde man haft fornemmelsen af, at Lund jagtede en marionet og trådene førte op i de højre magtlags sfære. Og selv om mistanken også havde peget på kollega Strange med tatoveringen på overarmen, så var whodunnit-pilen blevet ved med at dirre og svinge. Først med de sidste brikker, der åbenbarede den hemmelige mission til krigen, faldt Lunds mistanke tungt og ubønhørligt på manden, der efterstræbte hendes hjerte. Og i bedste tradition fra den samfundskritiske krimi efter Wahlöö og Sjöwall trak forbrydelsen grimme spor ind i magtens centrum – hvad enten det var den politiske, den militære eller den politimæssige. Kurt Ravns statsminister fik lov til at formulere moralen, hvis man kan kalde det sådan: I visse situationer, fx krig, må man tilsidesætte demokratiets spilleregler for at kunne forsvare – demokratiet. Den rigtige forbryder fik Lund ikke ram på…