Da beatmusikken tog countrymusikken til sig (officielt) i tresserne var reaktionerne hos publikum blandede. Faldt den oprørske ungdom til patten – eller bekendte den sig bare til den tradition, uden hvilken den alligevel aldrig ville være blevet til noget? Svaret afhænger vel af, hvor man stod dengang. I hvert fald har denne kronikør ofte kunnet konstatere en tydelig ambivalens hos rockfolket, når talen faldt på countrymusikken. Ikke mindst den mere traditionelle af slagsen. For der er jo alternative country, modern country osv. Og det er – i hvert fald på papiret – noget ganske andet.

Men countrymusikken er en væsentlig og vital del af dem amerikanske folkelige musik. Mange af rockens ikoner er opflasket med den musik, lige som vi andre fik Giro 413 ind i øret, om vi ville det eller ej. I countrymusikken møder man den såkaldt “almindelige” amerikaner og lægger øre til tekster om kærlighedens veje og vildveje – og andre, i ordets bedste forstand, banale emner fra den store hverdag. Countrymusikken er amerikanernes svar på danskpoppen. Og lige som den – når den er mest vellykket – er der tale om populærmusik udført med største professionalisme og inden for de afstukne skabeloner og klicheer.

Heather Myles er en af de yngre (f. 1963) traditionalister i countrymusikken. Hun excellerer i den såkaldte Bakersfield Sound, der blev skabt tilbage i halvtredserne i musikmiljøet i Bakersfield, Californien. En sound eller stil, der lægger afstand til Nashvilles’ mere moderne, slebne produktioner og ofte stort anlagte arrangementer. Forbillederne i Bakersfieldgenren er fx Merle Haggard og Buck Owens.

Albummet med den genretypiske titel “Sweet Talk & Good Lies” fra 2002 er Myles’ femte. Og den er udsendt på det lille traditionalistforlag Rounder Records, der bl.a. har Alison Krauss i sin stald. Tematikken på pladen er helt efter bogen. Sange om at være til den eneste ene og de problemer, det afføder, store biler og en enkelt kommentar til countrymusikken (“Nashville’s Gone Hollywood”!). Og så er der et par vellykkede coverversioner af dels Jimmy Webbs uopslidelige “By The Time I Get To Phoenix”, der tager sig godt ud som honky-tonk-sang, og Arthur Hamiltons “Cry My A River”. Nævnes skal det også, at Heather Myles får hjælp af kollegaen Dwight Yoakam på nummeret “Little Chapel”. Anbefales dem, der kan lide trad. country.