For et par år eller tre siden fik jeg for alvor ørerne op for John Mellencamp og siden har jeg forsøgt at lytte mig igennem det meste af mandes repertoire. Og i går sørgede det lokale bibliotek for, at jeg kunne få fingre i mandens 2003-udspil, “Trouble No More”.

Coveret er holdt i sort-hvidt. På forsiden er der et fotografi af en drengs lidt udtryksløse, måske triste, ansigt. Måske er det kunstneren selv som hvalp? Titel og navn har Mellencamp selv skrevet med egen primitiv klo. Det basale, nøgterne fortsætter inde i covernoterne, hvor man bl.a. finder denne lille indskrift. “This album is dedicated to Timothy White 1952-2002 and to Laura Mellencamp “Life is short, even in its longest days“. Så er pladens grundtone lige som anslået.

Timothy White var en anerkendt rockjournalist, der er kendt for sit arbejde ved Rolling Stone, Crawdaddy og for nogle roste biografier. Laura var Mellencamps bedstemor, hos hvem han voksede op. Memento Mori. På pladen vender Mellencamp tilbage til rødderne, sine musikalske rødder, bluesen og folkemusikken i bredeste forstand. Den musik, der skærer ind til benet musikalsk og tekstligt. Robert Johnson, Woody Guthrie, Willie Dixon, men også Hoagy Carmichael & Paul Francis Webster og anonyme traditionelle sange som Diamond Joe og John The Revelator.

Pladen fik vist en del negativ og lunken omtale den gang den udkom, fordi Mellencamp tillod sig at indskrive en kritik af George W.Bush (husker i ham?) i sangen “To Washington”. Måske forklarer det de noget halvhjertede anmeldelser, man kan finde af pladen. Amerikanerne er jo ofte patrioter ad absurdum. Og det er synd, for det er et fint album af den slags, hvor kunstneren med stor veneration afsøger sine kilder uden at miste det rock-touch, der udmærker hans “egen” musik. Det er en nøgtern, melankolsk plade, der samtidig svinger, så man mærker, at der liv i det åh så korte liv. Mellencamps plade gnistrer af den indsigt, at man kun kan holde tradition i live ved personligt og helhjertet at fortolke den, ikke ved puristisk og filologisk korrekthed. Blandt andet leverer han en smuk version af Skeeter Davis’ gamle hit “The End of The World” fra 1962 (skrevet af Silvia Dee), så man pludselig kan høre både, hvor smuk den melodi er, og hvor ligeledes smuk og melankolsk sangteksten er. “Why does the sun go on shining/Why does the sea rush to shore/Don’t they know it’s the end of the world/’Cause you don’t love me any more ...”.