Beat-poeten og -forfatteren William S. Burroughs gav navn til den engelske gruppe Soft Machine. Jeg kom til at tænke på gruppen, fordi jeg kom til at tænke på en bekendt fra ungdomsårene, som lyttede en hel den til deres plader, samtidig med at han røg en hel del sjov tobak. Sådan griber associationerne ind i hinanden…

Soft Machine dannedes helt tilbage i 1966 og tilhørte den legendariske Canterbury scene, der også talte bands som Caravan, Gong, Hatfield and the North, National Health, Egg, Gilgamesh, Henry Cow, In Cahoots, Khan, Matching Mole, Bruford, Camel, Caravan of Dreams, Comus, Delivery, Isotope, Mashu, Mirage, Ottawa Music Company, The Polite Force, Quiet Sun, Rapid Eye Movement, Soft Heap, Short Wave, the Wilde Flowers – med flere.
Hovedpersonerne i gruppen var Robert Wyatt (trommer og sang) og Kevin Ayers (bas og sang).
Som flere af Canterbury-grupperne var Soft Machine en eksperimenterende og improviserende gruppe. Deres musik kan beskrives som en fusion af mange stilarter, hvor psychedelic rock, jazz møder folk og andre elementer. Til karakteristikken hører også, at de var et udpræget koncertband, hvilket understreges af, at der igennem årene er kommet en hav af live-plader med gruppen. Deres musik ville aldrig komme i nærheden af hitlisterne. Dertil var den for aparte og numrene generelt for lange. De udgav kun nogle ganske få singleplader.
Til gengæld havde gruppen alt, hvad der skulle til for at blive et kultband. Hvis man kan lide musik, hvor der er god plads til improvisationer og soli, så er Soft Machines plader værd at opsøge. Deres musik kan minde lidt om Gratefuld Deads: At lytte til dem er som at forsvinde ind i et særligt lydunivers. Se og lyt:

Soft Machine anno 1970:

– og anno 1967: