Hvor ofte er det lige, vi får besøg af franske pop- og rockkunstnere her i landet? For slet ikke i århus?! Men i aften sker det. Voxhall afvikler en helt udsolgt koncert med den franske duo Air. Og jeg skal selvfølgelig på arbejde.

Men måske har guderne set det uretfærdige i denne kendsgerning. I hvert fald fandt jeg duoens 2004-udspil Talkie Walkie i bibliotekets udsalgskasse til næsten ingen penge. En slags plaster på såret.

Air består af Nicolas Godin og Jean-Benoît Dunckel og bandnavnet er – efter sigende – en forkortelse for Amour (Kærlighed), Imagination (Fantasi), Rêve (Drøm). Og de tre stikord siger såmænd en hel del om den tilbagelænede, bløde, drømmeriske musik, der strømmer ind i øret på en, når man sætter hovedtelefonerne på. Selv om duoen er fransk og hævder inspirationskilder som Serge Gainsbourg, Jean Michel jarre og Francis Lai (fransk filmkomponist), så er det en meget international electronica-pop, der kendetegner Air. Med sort streg under pop. Der synges også på engelsk.

En nærliggende sammenligning vil være engelske Lamb. Som pop betegnet vil Lamb i denne sammenligning fremstå som det intellektuelle band, der godt nok vil være pop, men ikke går på akkord med eksperimenterne. Air derimod lader det elektroniske isenkram underordne poppens melodiske kvaliteter. Man kunne måske også beskrive Air som et møde mellem Brian Eno og fransk charmepop og elegance.

På Talkie Walkie, der gruppen sjette udspil, får duoen hjælp af en håndfuld musikere og et par lækre sangerinder – Jessica Banks og Lisa Papinaue (kendt fra bandet Big Sir) – som sørger for at gøre det hele endnu mere indbydende. I øvrigt vil nogle af bloggens læsere kende nummeret “Alone in Kyoto” fra filmen Lost in Translation.