Medens jeg sad her til morgen og skrev emails og funderede lidt over verdens skæve gang, kom jeg i tanke om en LP, som var i mit fædrene hjem. En LP med Joe Tex. Hvilken husker jeg ikke længere. Jeg har blot en svag erindring om et mørkt cover med en let smilende Joe Tex på forsiden. Hvordan den kom ind i vores hjem, husker jeg heller ikke. Måske havde min mor købt den, da hun købte sine Jim Reeves plader.

Joe Tex (1933-1982) var en amerikansk singer-song-writer og sanger i soulgenren. Og han er kendt for at have lanceret den såkaldte Southern Soul med sangen “Hold What You’ve Got”, der blev et pænt hit i 1965. Han opfattes også som en af rappens foregangsmænd, fordi han – med sin religiøse baggrund – havde det med at “prædike”, snakke hen over musikken. Han kaldte det selv for “rap“. Stilen var i øvrigt præget af forkyndende sangstil, man finder i sorte kirker i USA.

Joe Tex var tilknyttet det toneangivende Atlantic Records, men pladeselskabet formåede ikke at gøre ham til den stjerne, hans talent berettigede til. I halvtredserne var Tex tilknyttet en lang række små pladeselskaber – fx Ace og Dial Records. Hans plader solgte dårligt, men han havde et vist held med sin sangskrivning. Således fik selveste James Brown en toptiplacering med sin udgave af “Baby You’re Right” i 1962.

Det var først, da Tex kom i forbindelse med Nashville, der skete noget for sangkarrieren. Mødet med Nashvilleproduceren Buddy Killen, som har arbejdet med Dolly Parton, Dottie West, Roger Miller og andre countrystjerner, resulterede i indspilningen af “Hold What You’ve Got”, som gled ind på hitlistens femteplads. Hittet blev fulgt op af en lang ganske succesfulde række singler – fx “Skinny Legs and All” og “Men Are Getting Scarce”, inden Tex’ første soloalbum blev udsendt i 1965.

I 1972 valgte han så at trække sig tilbage efter at have lavet hittet “I Gotcha”. Det var det religiøse, der trak. Allerede i 1966 var Tex konverteret til Islam og kaldte sig derefter Yusuf Hazziez. Efter nogle år som åndelige vejleder vendte han dog tilbage til musikken i 1975 og fik et solidt comebackhit med “Ain’t Gonna Bump No More”.

Han trak sig dog endeligt tilbage igen i firserne for at hellige sig sin tro og Huston Oilers, et amr. football team (!). Han døde kun 49 år gammel af et hjertetilfælde.

I mine ører er der ingen tvivl om, at Tex med sin karakteristiske hæse, lidt prædikende, swingende stemme, har været undervurderet som soulsanger. Lyt selv og døm.