DRs krimisatsning Forbrydelsen 2 lakker mod enden. Og mit indtryk er, at den overgår første satsning.

Min hovedanke mod den var, at den var for hårtrukken. Jeg synes ikke, at en så enkel mordsag kunne holde til at blive bredt ud over så mange afsnit. Dermed ikke sagt, at den var mislykket. Slet ikke. Jeg fulgte troskyldigt med gennem alle afsnit.

Men toeren slipper for det kritikpunkt. En af forklaringerne er, tror jeg, at der er flere lag i den nye fortælling. Politik, forsvar, besættelsestid, islamisk fundamentalisme, personlige forhold m.m. væves sammen i et intrikat mønster, hvor det er mere end svært med sikkerhed at sige, hvor gådens løsning ligger indvævet.

Selv her før sidste afsnit er det ikke sikkert, hvem der har brugt Søgaards kælderskabsnøgle. Er det mon Bilal? Eller skulle det mon vise sig, at nogen højere på strå er den ansvarlige? Ved at tilføje nye oplysninger løbende har manuskriptforfatterne formået – på godt og ondt – at sende tilskuerne i en ny retning med spørgsmålet: Whodunnit?

Det eneste, der er nogenlunde sikkert er, at den “gale” Raben holder fast i sin forklaring, no matter what. Og måske er der en pointe dér? Hvorom alting er, så er Forbrydelsen 2 – som et stykke søndagsunderholdning – en vellykket leg med krimiens spændingselementer. Man sidder som naglet til stolen med hånden krampagtigt om kaffekruset. Der spilles godt over hele linjen. Der fortælles med tempo og drive, sådan som tv-medier nu om stunder forlanger, det skal være.

Jeg har nogle indvendinger, men vil lade dem ligge, for som helhed betragtet er det en vellykket serie, som tv-konkurrenterne får mere end svært ved at overgå.