Isobell Campbell (f.1976) har en fortid i det lovpriste indie-band Belle & Sebastian, men forlod foretagendet i 2002 af private årsager. Siden har hun udsendt to album som den af The Gentle Waves og et enkelt kritikerrost album med titlen Amorino.

Herefter har hun slået de musikalske klude sammen med Marc Lanegan, der har en fortid i Screaming Trees og Queen of the Stone Age. Samarbejdet kastede i første omgang albummet Ballad of the Broken Seas af sig. Og det resulterede blandt andet i en nominering til Mercury Musik Prisen. Siden har de to makkere lavet endnu et udspil med den spændende titel Sunday at the Devils Dirt, som udkom sidste år. Elektriciteten på de to duoudspil kommer fra kontrasten mellem Lanegans rå, mørke stemme, der kan give mindelser om Tom Waits, Kris Kristofferson og Nick Cave, og så Campbells fine, blide pigestemme.

På den seneste plade er rollefordeling ennærmest sådan, at Lanegan synger førstestemmen og Campbell supplerer som egal backing. Sangene er for størstedelens vedkommende skrevet af Campbell, med undtagelse af Jim McCullochs “Salvation”. Associationer til især Lee Hazelwoods samarbejde med Nancy Sinatra er nærliggende. Også stilistisk. Poppede ballader med et anstrøg af folk og alt.country, men også elementer af fx jazz og blues. Enkle melodier med enkle arrangementer. Melankolien hersker på denne plade, der bestemt ikke er lavet med hitlisterne i tankerne, og der er noget mytologisk over dens skjulte citater til flere af populærmusikkens ikoner.

Stemningen på pladen understreges af coverfotografiernes enkelhed. Campbell og Lanegan stående på the porch ved et hus et eller andet sted. Det er en plade, der vinder ved hvert genhør, og den egner sig næsten perfekt til en grå, dansk efterårsdag.