Da Jimi Hendrix døde måtte hans to medsammensvorne i The Experience, trommeslageren Mitch Michell og basisten og sangeren Noel Redding, finde nye musikalske græsgange. Uden Hendrix ikke noget Experience.

For Noel Reddings vedkommende var det ikke så svært. Han havde allerede, medens han spillede med Jimi, været med til at danne gruppen Fat Mattress sammen med sangeren Neil Landon (som allerede havde gjort sig bemærket i The Ivy League og Flower Pot Men – dem med “Let’s go to San Francisco”), guitaristen Jim Leveton og trommeslageren Eric Dillon.

Hos Hendrix havde Redding ikke fået mulighed for at komme igennem med sine egne sange eller som sanger. Det blev muligt i Fat Mattress, hvor han oven i købet kunne skrive sange samme med Neil Landon.

Det første album, “Fat Mattress”, kom i 1969 og fik beskeden succes i hjemlandet og i det øvrige Europa. Især nummeret “Magic Forrest”, der blev udsendt på single (m. “Petrol Pump Assistant” som B-side) gjorde sig nogenlunde. Et folk-pop-rock-nummer med tekstlig og musikalsk prægning af psychedelia. Også på vor hjemlige P3 vakte LP-pladen en vis opmærksomhed. Og Fat Mattress fik lov til at være opvarmningsgruppen for Jimi Hendrix på dennes turné i USA. Gruppen optrådte også på den meget omtalte Isle of Wight-festival i året 1969.

Måske var der ikke talentmasse nok i bandet til, at bandet kunne blive en permanent konstellation. I hvert fald måtte gruppen kort tid efter afbryde en USA-turné før tid. Og efter at have udsendt album nr. to med den alt andet end opfindsomme titel Fat Mattress 2, gik bandets medlemmer hver til sit.

Helt i glemmebogen er gruppen dog ikke gået. Og det skyldes nok især debutalbummet, der indeholder lytteværdig folkpoprock med et anstrøg af sentressertidsånd. I 2000 udsendte Castle Communication således en dobbeltcd-antologi med titlen The Black Sheep Of The Family: The Anthology, der indeholder 33 af gruppens indspilninger. I 2006 udsendte Castle Com. sammen med Sancturary Records endnu en dobbeltcd-samling med titlen “Magic Forrest: The Anthology“, hvor der er 38 numre med. Det ekstra numere er dog alternative udgaver (fx monoversioner og lign.).

Efter Fat Mattress dannede Noel Redding heavy metal-troen Road sammen med guitaristen Rod Richards og trommeslageren Les Samson. Og det blev til et album, Road, der udkom i 1972. Mere blev det ikke til – og pladen er da heller ikke noget mesterværk.

Samme år dannede Noel så sit helt eget band med det logiske navn Noel Redding Band, der bestod af Eric Bell (Thin Lizzy, Them) på leadguitar og Dave Clarke (sang og tangenter). Debutalbummet Clonakilty Cowboys fra 1975 afslører, hvad der var Noel Reddings problemer som musiker. En ordinær stemme, der ikke rigtig berettiger til en forgrundsrolle, og en musik, der har mere end svært ved at slippe sine inspirationskilder, Faces og Mott the Hoople. Og hvorfor lytte til Noel Reddings band, når man kunne få den rene vare, synes pladekøberne også at have tænkt.

I hvert fald solgte pladen ikke. Og det gjorde opfølgeren Blowin‘ fra 1976 heller ikke. Selv om pladen demonstrerer en hårdere rock end debutten, kan den ikke skjule, at Noel Redding ikke havde talent nok til at bære et band. De fleste af sangene er da også skrevet i samarbejde med Clarke, lige som det var tilfældet på album nr. 1.

Efter Noel Redding Band spillede Noel i forskellige sammenhænge, inden han i halvfemserne var med til at danne gruppen Shut up Frank sammen med Mick Avory (the Kinks) og Dave Rowberry (The Animals). Gruppen har inspillet fire album. Den 11. maj 2003 blev Noel Redding fundet livløs i sit hjem i Clonakilty, Irland. Han blev 57 år.