Pladeselskabets PR-mand må have revet sig i håret over det cover-foto. Â Van Morrison ser ikke ind i øjnene på iagttageren, men væk, og ligner mest af alt bulldoggen Bettenus fra Tom & Jerry. Mut, utilnærmelig. Ikke ligefrem et cover, der springer markskrigerisk i øjnene på det pladekøbende publikum. Farveløst er det også.
Myterne om Van Morrisons lunefuldhed er mange. Hans koncerter svinger fra det sublime til det rutineprægede, og Van lefter aldrig for publikum. Det er take it, or leave it.
For en del år siden så jeg Van Morrison optræde i det monstrøse århusianske Scandinavian Congress Center, hvis “koncertsal” mest af alt minder om en flyhangar i lille størrelse. Van optrådte sammen med Linda Gail Lewis, Jerry Lewis’ søster. Det var langt fra en Van Morrison-koncert, snarere en slags velgørenhedskoncert, hvor Van “The Man” solidt, kompetent og professionelt gav en overset kollega chancen for at vise, hvad hun duede til. Linda Lewis har, som man sikkert har forstået, stået i skyggen af berømte broder, og Van har åbenbart haft en svaghed for Linda og hendes klaverspil.
Og måske fortæller denne oplevelse noget centralt om Van Morrison. Det er musikken, det drejer sig om. Og intet andet. Det er nok også derfor, Van Morrison altid har været i det mindste vedkommende som kunstner. Selv på hans svageste plader, er han aldrig irrelevant at lytte til. Som en Bob Dylan, en Neil Young, en Lou Reed kan hans plader aldrig siges at være ligegyldige. Måske mislykkede, men aldrig ligegyldige. Og derfor bliver man aldrig færdig med Van Morrison. Jeg gør i hvert fald ikke.
DJs på P3 fulgte hans solokarriere fra de første udspil, Blowin Your Mind (1967) og klassikeren Astral Weeks (1968) - dengang man endnu havde tid til at fordybe sig lidt i sagerne – og jeg fulgte dem. Sidstnævnte aĺbum skrev Lasse Ellegaard henrevet om – var det i MM? – men det var nu ikke den plade, der åbnede dørene til Vans musikalske univers for mit vedkommende. Det var et bestemt nummer på Veedon Fleece (1974) med titlen “Bulbs”. Jeg kan huske, at jeg købte Veedon Fleece hos Fona i Kongensgade i Esbjerg på udsalg, og jeg var solgt til stanglakrids, da jeg hørte det nummer. Og begejstringen blev konsolideret med indkøb af A Period of Transition (1977) og ikke mindst Wawelength (1978), der er en af Morrisons mest tilgængelige plader overhovedet. Begge blev hentet hjem via en pladepusher i Grimsby, der fik rochefortost til gengæld. Men det er en anden historie. Siden dengang har jeg været en af Vans flok. Vanfan. Dem, der følger med og lytter med respekt.
De sidste par dage har jeg lyttet til Morrisons seneste ordinære album fra 2008, Keep It Simple, som de indledende ord er møntet på. Det er Vans 33. album, og der er intet nyt under solen. Og heldigvis for det. Som titlen selv siger, så handler det om, at holde sig til det enkle. Og det enkle er blues, R&B, country, soul og lignende rødder i Morrisons egen, personlige aftapning. Bag sig har han et tæt band og kor, bestående af garvede musikere og sangere, som er kendt fra Morrisons tidligere arbejder og mange andre sammenhænge. Blandt andet det fabelagtige tangentspiller Geraint Watkins, som har arbejdet sammen med Nick Lowe, Dave Edmunds og Paul Mccartney.
Lige som musikken, så handler Morrisons tekster om de enkle ting i livet. Hvad er det, der tæller, når det kommer til stykket? Er det pengene, er det “krukken fuld af guld”, social anerkendelse, berømmelse? Â We got to get back to something simple just to save ourselves. I musikken, såvel som i livet i det hele taget. Van Morrison er søgende. Men giver heller ikke simple svar. Selv om kærligheden er et af dem. Lover Come Back. Nogen har kaldt ham spirituel og religiøs. Men måske prøver han bare – som de fleste vel – at finde en mening med galskaben. I livet såvel som i musikken.
Keep it simple indledes med et bluesnummer, How can a poor Boy?, der er hele pladen værd. Et stille bluesnummer, der eksemplificerer hele pladens projekt. Det gynger sejt, medens spørgsmålet blæser i vinden, og Vans intense stemme ledsages af en kommenterende mundharmonika, et løssluppent orgel og et groovy kor. Â How can a poor boy get this message to you? How can a poor boy when you don’t believe at thing that’s true, for you?