I disse tider lider man – dvs. politiske myndigheder, arbejdsgivere m.fl. – af den vildfarelse, at kvalitet kan måles. Der registreres, dokumenteres, beregnes osv. i en uendelighed. Regnearkene gløder. Dokumentationsfilerne hobe sig op. Rapporterne fylder op i skrivebordsskufferne. Al den energi, der bruges på den slags opmåling, evaluering og kontrol kunne bruges anderledes. Fx er det netop blevet dokumenteret (!), at kommunerne kunne frigøre flere tusind årsværk til andet arbejde, hvis man ikke lige skulle dokumentere osv.

I dag kom så et lille sigende eksempel på denne ørkesløse kvantitetstænkning. En skoleleder har løst et problem med elevers og læreres slendrian med hensyn til fremmøde til tiden. For at sikre sig, at lærere og elever er på plads i klasseværelset, er man begyndt at ringe ind kl. 07:58 – altså to minutter før tid – og igen kl. 08:00. Skolelederen har foretaget en opmåling af, hvor megen tid, der gik tabt ved den tidligere slendrian, hvor timen typisk startede med fire minutters forsinkelse. “På årlig basis er det blevet til, hvad der svarer til 14 dages ekstra undervisning”, udtaler skolelederen.

Og det skal nok passe. Og det er selvfølgelig også helt i orden at stramme op omkring fremmødet. Lærerne er lønarbejdere og skal komme til tiden og passe deres arbejde. Eleverne skal have den tid, som deres forældre betaler skat for, og som politikene har bestemt, de skal have. Osv. Problemet er bare, at man ikke kan sige, at eleverne ville lære mere, fordi de fik de fire minutter tilbage. Læring er en kvalitativ proces. Det ved enhver, der har kedet sig i folkeskolens timer uden at lære noget. Udbyttet er aldrig 100%. Antallet af timer er ikke i sig selv nogen garanti for kvaliteten af undervisningen eller læringen. Selvfølgelig skal der være timer nok, men i sig selv er det ikke det, der skaber kvaliteten.