I mit cineastiske univers er kriteriet for, at en film er rigtig god, at den kan ses igen og igen, uden at man rigtig bliver færdig med den. Det gælder fx flere af Hitchcocks film (Vertigo!), Blade Runner, Silence of the Lambs og Roman Polanskis Chinatown. Sidstnævnte er netop kommet i en såkaldt Centennial Edition med righoldigt ekstramateriale.

Jeg vil i den forbindelse komme med en indrømmelse. Den første gang, jeg så den film, var jeg dybt fascineret, men fattede ikke det komplicerede plots sammenvævning af magtinteresser, vandressourcer, incestuøse relationer osv. Det gik bedre anden gang. Og måske var det ikke helt tilfældigt – det med den manglende forståelse – for det er måske en af filmens pointer (It’s Chinatown): tingenes komplicerede sammenhæng.

Chinatown er et smukt eksempel på, at når den kollektive kunstart, filmen, går op i den berømte højere enhed, hvor et intelligent manuskript med rappe dialoger (af den slags filmbuffs elsker at citere udenad: “I damn near lost my nose, and I like it. I like breathing through it.”), perfekt casting i alle roller, sublim fotografering og musikalsk klipning m.m. falder i hak, så er der ikke ret meget, der kan konkurrere med det.

Chinatown er ikke kun en særdeles vellykket stykke film noir-krimi overført til farvefilm. Den er et studie i det alt for menneskelige på linje med de græske dramaer og Shakespeares skuespil. Et filmisk mesterværk, som vil blive stående, når alle Polanskis andre film måske er gået i glemmebogen.