Selv om besværgelserne er mange, så er det ikke svært at se, herfra hvor jeg står, at den finansielle og økonomiske krise langt fra er ovre. Tværtimod gnaver den sig dybere og dybere.

Arbejdsløshedskøen vokser støt; ejendomspriserne falder lige så støt, selv om desperate ejendomshandlere med alle mulige tricks, også beskidte, forsøger at overbevise alle og ikke mindst sig selv om, at nu er vendepunktet nået; landets største bank – Danske Bank, som står for ca. halvdelen af landets bankvirksomhed – forsøger sig med lidt imagepleje, men nægter kategorisk at vedkende et ansvar for misèren, selv om banken har været ude i hals- og hovedløse projekter i såvel USA som Irland; fødevarepriserne stiger; politikerne kan ikke se længere end til næste finanslov – og tør sikkert heller ikke osv. Og diskussionen om økonomisk ansvarlighed og etik i den finansielle verden er der ingen – hverken i finanssektoren eller politiken – som tør tage hul på. For det ville lynhurtigt blive til en diskussion om, hvilket samfund vi vil have.

Og det er paradokset: Det liberalistiske (kapitalistiske) samfund har sejret af h…… til ,og medens det gik allerbedst, blev vrangen vendt ud på det. Den finansielle krise afslørede, at den såkaldte højkonjunktur, hvor vi med en Thor Petersens ord kunne købe hele verden, var baseret på, hvad Karl Marx i Kapitalens tredje bind kaldte “poetisk rigdom“.

Sammen med den klimatiske krise, de svindende lagre af fossilt brændstof og en truende fødevarekrise rummer den aktuelle økonomiske krise et spørgsmål om, hvilken vej verden skal gå. Et spørgsmål, hvis ubesvarethed i det politiske niveau også afslører, at vi står i en dyb politisk krise. Er det politiske system overhovedet gearet til at tage spørgsmålet op? Billedet på Titanic, der sejler lige mod isbjerget medens musikken spiller, er nærliggende. Men det behøver ikke at gå således.