Den engelske sanger og fodboldfan Rod Stewart lever i bedste velgående og har stor succes i USA med fortolkninger af sange fra den amerikanske sangskat. Senest har han lavet en plade, hvor han fortolker en række rock’n roll-sange. På den måde kan man sige, at en cirkel er sluttet. Han er vendt tilbage til den rock-musik, han engang for mange år siden spillede i England med et af de – efter blogbestyrerens opfattelse – sejeste og bedste pub-rock-bands, man kan tænke sig: The Faces. Gruppen opstod på ruinerne af den gamle pop-gruppe The Small Faces, der hærgede hitlisterne i de tidlige tressere. Steve Marriott havde forladt De Små Ansigter til fordel for heavy-gruppen Humble Pie – og sammen med den senere Rullesten Ron Wood (guitar), den karismatiske og alt for tidligt afdøde Ronnie Lane (bas), Ian Mclagan (keyboards) og Kenny Jones (trommer) smed Rod så Small væk og lavede The Faces. Det var i 1969, og gruppen fortsatte til midten af 1970’erne, hvor Rod gik solo. En lille håndfuld albums blev det til med Oh, La, La, som det vel nok mest kendte.
Rod Stewart er – trods sin begrænsede, hæse stemme – en fabelagtig sanger og fortolker, der spænder vidt, lige fra smægtende ballader til hard-core rocksange. Han vel nok største succes fik han som popsanger med fx (den ulidelige) I’m sailing og Do You Think I’m Sexy, hvor han flirtede med discogenren. Blogbestyreren holder dog mest af Rod, når han spiller sammen med The Faces. Her er Rod i sit rette element, den seje, tætte, tunge, svingende, svedende rock, som man ikke kan undgå at blive revet med af. The Faces står for den R&B-baserede rock-musik, som også The Rolling Stones, The Who, The Pretty Thing, Them m.fl. excellerede i. For et par år siden blev hele gruppen katalog udgivet i et bokssæt med den sigende titel Five Guys Walk Into A Bar. Så ved man, hvor de hører til…

Hør og se dem spille:

Stay With Me (kors, hvor det svinger!):