Et kendt fænomen blandt musiknørder er kendte kunstneres “sorte” albums. Altså albums, der aldrig blev udgivet eller kun delvist, og så cirkulerer i piratudgaver. Men, at der skulle findes et album, som Beatles aldrig fik udgivet? Når man tager gruppens ganske veldokumenterede produktivitet i betragtning? Prøv blot at tjekke de sider ud, hvor man registrerer bandets uofficielle produktion (piratplader). Så får man bestemt det indtryk, at stort alt, hvad Beatles afsatte på pladestudiernes og hjemmestudiernes bånd er blevet rippet og sendt i omløb.
På den anden side ville det være en rigtig god historie, ikke sandt? Et ukendt Beatles-album! Det ville lige som lindre lidt på den frustration, som man har følt, fordi Beatles aldrig rigtig blev gendannet osv. Og sådan en historie finder man her.
En gut, der kalder sig James Richards fortæller om et kassettebånd, han kom i besiddelse af i september måned 2009. Båndet bærer tiltlen “Everyday Chemistry” og rummer 11 numre, der angiveligt skulle være indspillet af The Beatles og – efter gruppens formelle opløsning. Hvis man – som undertegnede – er Beatlesfan, så lyder det selvfølgelig for godt til at være sandt. Og det er det selvfølgelig også. Men det er også ganske underholdende.
James Richard fortæller en historie, der en fantasyroman værdig. Han er ude at køre en tur for at lufte sin hund, falder i et kaninhul, mister bevidstheden og vågner uden op i et afsides liggende hus…osv. Læs selv historien, der bl.a. handler om parallelle universer og den slags. Det korte af det lange er, at James får et kassettebånd, men må love ikke på nogen måde at afsløre, hvor og af hvem, han har fået det. Ingen fotos, ingen dokumentation, intet.
James vender tilbage til den verden, han kom fra, med kassettebåndet og laver en hjemmeside, hvor han fortæller sin SF-historie, lægger båndet ind, så man kan lytte til det og downloade det og supplerer med en fotoside, der viser båndet og det kaninhul, han faldt i… Sitet har også en FAQ, hvor læsere kan stille spørgsmål og fremføre deres berettigede tvivl.
Når jeg ikke køber historien, så er det såmænd ikke på grund af den underholdende historie i sig selv. Den er blot en af mange ubetalelige skrøner. Nej, der er selve musikken på båndet. Ganske vist er det Beatles’ stemmer, man hører synge. Og det er ganske fermt skruet sammen. Men det er ikke Beatles’ lyd. Langt fra. Beatles ville aldrig indspille sådan noget. Og aldrig så meget som overveje at udgive det, hvis det havde været tilfældet…
PS. Tak til Torben Pedersen for at have henledt mig opmærksomhed på siden.