Jeg havde knap nok fået øjne, da dagens triste meddelelse dukkede op på skærmen. Digteren Erik Stinus er død, 75 år gammel, efter længere tids svær sygdom, som det hedder med nekrologskriverens diskretion. Erik Stinus kom ind i mit litterære univers for mange år siden. Det var via boghandlernes udsalgskasser, som jeg frekventerede ofte i mine unge år og medens jeg studerede. Her kunne man ofte finde oversete digtsamlinger (hvilket måske egentlig er de fleste…) til små penge. Blandt andet Erik Stinus’ digte. Stopfodret som jeg var af modernismens poesi, var det som at tage en kold tyrker at læse Stinus’ i mere end en forstand jordbundne, humanistisk-politiske poesi. Jeg kan huske, at selv om jeg syntes mægtig godt om digtene, så havde jeg lidt svært ved at kapere det poetiske i teksterne. Indtil jeg en dag læste en artikel af Torben Brostrøm, som satte nogle ting på plads. For poesien har mange former. Stinus hørte til den flok af digtere, der lod sin digtning stå i virkelighedens tjeneste. Dem er der jo ikke så mange af længere, og derfor er det også et tab for dansk digtekunst, at Erik ikke længere kan gribe pennen. Hvil i fred.