Kriminalromanen er uden tvivl en af de mest succesfulde genrer i disse år. Se bare på boghandlervinduerne – herunder de virtuelle. Og jeg føler mig undertiden nødet til at kaste mig over en krimi i ny og næ, selv om jeg for det meste bliver skuffet. Det strander som regel på sproget. Meget af det er journalistisk tyggemad i mine øjne. Og for mig er et godt udtænkt plot ikke nok. Sådan er det, når man har læst litteratur på universitetet. Tror jeg.

Lige for øjeblikket kæmper jeg mig gennem Leonardo Padura “Maskespil i Havana”, der skulle udmærke sig ved at være mere litterær. Kriminalplottet er, som Corriera della Sera fremhæver, et dække for “en dybere labyrint”. 100 sider inde i bogen – dvs. halvvejs – går det stadigvæk lidt trægt, selv om man får lidt cubansk stemning. Bogen savner lidt drive og dynamik.

Det går straks bedre med at se krimi på tv. Forbrydelsen II glider let ned og formår at fastholde koncentrationen her tre afsnit før afslutningen. Der er dog ting, der irriterer mig. Jeg køber fx ikke postulatet om, at politiledelsen både vil have Lund og ikke have hende, når nu vi alle ved, at det er hende, der har næse for opklaringen. Det er ganske enkelt uprofessionelt. Det er unødvendigt udemomsværk, efter min mening. Noget andet, jeg ikke rigtig kan forlige mig med, er de narrative afledningsmanøvrer. Vi har at gøre med en whodunnit-krimi, og pilen har indtil videre peget i retning af en bestemt håndfuld militærfolk. I seneste afsnit slutter man så af med at lade pilen pege mod Lunds kollega, hvis militære fortid har været uomtalt (?) indtil videre. Hvis Lunds kollega skulle være den mystiske Perk, så burde forfatterne have smidt nogle (flere) spor tidligere.

Afledningsmanøvrerne var endnu mere udpræget i Forbrydelsen I, hvor man blev kørt rundt ved næsen i det ene afsnit efter det andet. Også for meget.

Jeg ved godt, at det er en del af spillets regler at forvirre læseren/seeren og køre ham/hende rundt ved næsen. Men alligevel.

Måske er jeg blot en dårlig krimilæser.