Når man er et notorisk rodehovede som mig, hænder det, at man ikke kan finde noget. I forgangne uge ledte jeg forgæves efter et par cd’er med the Byrds – uden held. Og det fik mig så til at købe et nyt eksemplar af bandets “Sweetheart of the Rodeo”. Og næppe havde jeg bragt eksemplaret hjem, før jeg spottede det gamle eksemplar på reolen… Nå, men helt forgæves var det alligevel ikke. For det nye eksemplar rummer syv “bonusnumre”, og prisen var lav.

Nu har den så snurret lystigt på cd-drevet og mindet mig om, at det er en af de plader, jeg skal have med på den berømmede øde ø, når det engang bliver aktuelt. Sweetheart of the Rodeo udkom i efteråret 1968, og var med til at støbe det emblem, der siden blev kendt som country-rock. Med pladen skiftede The Byrds ham – fra at være lettere psykedelisk inspireret rockband til countryrockere. Et egentlig stilbrud var der ikke tale om. Bandet havde tangeret country-musikken i flere ombæringer, men med den nye plade trådte de i karakter som de traditionalister, de også var. Og var med til at gøre det legitimt at stå ved sine rødder – selv om man var ungdomsoprører eller noget.

Det var også pladens fortjeneste, at den med et slags satte fokus på stortalentet Gram Parsons, der om nogen er indbegrebet af moderne country-rock. Og det var langt hen hans fortjeneste, at pladen i sidste ende fremstod som renlivet country, indspillet blandt andet i Nashville med en håndfuld, håndplukkede country-sessionmusikere af højeste karat. Clarence White, Lloyd Green og John Hartford, for at nævne et par stykker.

Pladens eftermæle som et af de stilskabende og banebrydende album i country-rocken skal ses i lyset af, at den vakte postyr både i den traditionsbundne country-lejr i og omkring Nashville og blandt The Byrds gamle rock-fans. Akkurat som Dylans Nashville Skyline gjorde et halvt års tid senere. Pladen solgte beskedent, men musikelskere i musikpressen overdængede den med roser og superlativer. Og det er jo set før – og siden.

Ud over en række country-standards, som er hentet fra Merle Travis, Cindy Walker og Luke McDaniel, rummer pladen to Dylan-sange, “You Ain’t Going Nowhere” og “Nothing Was Delivered”, begge kendt fra Dylans berømte Basement Tapes, der dengang kun cirkulerede som meget omtalt  bootlegplade.

På bonusnumrene kan man blandt høre countryficerede udgaver af sange af Tim Hardin (You Got A Reputation) og Gram Parsons (One Hundred Years From Now), men også en Chuck Berrysk rockversion af Parsons “Lazy Days”, som minder én om, at det ikke stod i papirerne fra starten af, at pladen skulle ende med at være et rent countryalbum.

Til historien om dette album hører også, at Roger Mcguinn, der aldrig har sat sit lys under en skæppe, i den endelige version af albummet tillod sig at erstatte nogle af Gram Parsons vokale præstationer med sine egne. Hvilket gjorde Parsons sur. Forståeligt nok. I følge rygterne var Mcguinn bekymret over, at den udefra kommende Parsons skulle få for stor opmærksomhed på hans og Byrds bekostning – og derfor endte det så med et kompromis. Parsons har dog siden fået genoprejsning – post mortem – idet hans oprindelige indspilninger er blevet indlemmet på det bokssæt, der kom med Byrds i 1990 (There is a Season). Bedre sent end aldrig, som man siger.

Trods puristers alt for forudsigelige protester og – lige så velkendt et fænomen – intern jalousi blandt musikerne, så står tilbage, at Byrds med denne plade lavede et kommercielt flop, der stadigvæk inspirerer langt ind i countrymusikken og ikke mindst den amerikanske alternative country-musik. Måske Byrds mest indflydelsesrige album overhovedet.

Byrds – You Ain’t Goin’ Nowhere

すまいる | MySpace Video