Jeg har tidligere i denne blog udkastet det synspunkt, at “sagen” om Ungdomshuset blandt meget andet kunne anskues som en episode i en fortsat kulturkamp, der dybest set drejer sig om, hvilket samfund vi vil have? En kulturkamp, der i andre sammenhænge har været tematiseret som Opgøret med 1970’erne og de værdisæt, dette årti menes at repræsentere.
Hvis man skulle være i tvivl om rigtigheden af dette synspunkt, så får man det bekræftet ved læsningen af en leder i dagbladet Jyllands-Posten fra den 10.marts.
Lederen “En røst fra fortiden” drejer sig om religionsforskeren og universitetslæreren Mikael Rothstein, der har fået en klagesag på halsen, fordi han har angiveligt skulle have opfordret sine studerende til at deltage i demonstrationen til fordel for Ungdomshuset. Hans “forsyndelse” består i at have tilkendegivet sine holdninger i en undervisningssammenhæng.

Jyllands-Postens leder er et vaskeægte stykke mistænkeliggørelsesretorik. Et retorisk lærestykke i, hvordan man – uden for alvor at gå ind på indholdet af mandens tanker og argumenter – diskvalificerer og umuliggør ham ved simple retoriske greb. Grebet består i sin enkelhed i at fremstille Rothstein som en potentiel farlig, samfundsskadelig anakronisme.
Rothstein beskrives som en person, der fremtræder og agerer som et moderne menneske; men i virkeligheden er et levn fra fortiden (dvs. de skrækkelige marxistiske halvfjerdsere): “SELV OM religionsforskeren Mikael Rothstein er en moderne mand, som vistnok ynder at følge med tidens tendenser, er det alligevel som at høre en røst fra fortiden, når han åbner munden.” At være en røst fra fortiden kan være uskyldigt nok i sig selv. Men i næste ombæring sætter mistænkeliggørelsens retorik trumf på: “Det er et rent ekko fra 1970ernes universitetsmiljø, hvor de med de rigtige holdninger talte om værdirelativisme og repressiv tolerance, mens de hyldede massemorderen Mao Tse Tung, som han hed dengang“. Understregningerne er mine.
Det retoriske fif består i at insinuere, at Mikael Rothstein på en eller anden måde bag om de akademiske fraser (“værdirelativisme”, “repressiv tolerance” etc.) står i ledtog med Mao-sympatisørerne i halvfjerdserne. Med maoisterne. Altså med en sammenhæng, hvorfra blandt andet Blekingegadebandens medlemmer rekrutteredes…
Hensigten med mistænkeliggørelsen er alt andet end uskyldig. Uden at sige det direkte, taler lederen for en fjernelse af Rothstein som underviser, idet den i det efterfølgende sætter lighedstegn mellem faglighed, professionalisme og – holdningsløshed. Rothstein er uprofessionel, fordi han har tilkendegivet sine holdninger ergo…
Læs selv lederen. Den burde indgå i enhver grundbog i journalistik og retorik som skræmmeeksempel på, hvordan man snigløber en politisk modstander i stedet for at gå i dialog med vedkommende. Og den er en illustration af – som jeg indledningsvis skrev – at sagen om Ungdomshuset er et led i en fortsat kulturkamp.

Bo i Jiggly Room gjorde mig opmærksom på denne leder.

Opdatering: I det hele taget fortjener mediernes rolle i hele sagen med Ungdomshuset at blive udsat for en “uvildig undersøgelse” af medieeksperter på universiteterne. Har de givet en nuanceret billede af, hvad der er sket? Se Anjas indlæg – og læs de henvisninger der er i hendes artikel.

Opdatering: Jeg vil gerne henvise til Carsten Fogh Nielsens kommentarer om demokrati, der er skrevet i forlængelse af diskussionerne i denne blog.