Scenen er klassisk. Den, hvor Roger Thornhill (spillet af Cary Grant – som jeg altid kaldte Gary som dreng…) sammen med en tilfældig mand på vejen undrer sig over, hvorfor en flyvemaskine er ude at sprøjte gift på en mark uden afgrøder. Hvorefter helvede bryder løs og Thornhill bliver jagtet af samme flyvemaskine.

Filmen, der er en af mine absolutte Hitchcock-favoritter, er den første af Hitchcocks film, der udsendes i det såkaldte Blue Ray-format, og foromtalerne lover en meget forbedret oplevelse af filmens mange fine scener. Når denne film er en af mine favoritter skyldes det, at kombinationen af den gamle kyniker Alfred og gentleman-skuespilleren Cary er særdeles vellykket i netop denne version af det klassiske Hitchcock-tema: En mand, der uskyldigt bliver rodet ind i noget kriminelt og tvinges til at finde de rigtige skurke.

Når Alfred er bedst og Cary er bedst, så er der ikke meget, der kan overgå det på det hvide lærred.

Et ekstra plus er det også, at James Mason spiller med, og lige så at den køligt erotiske Eva Marie Saint spiller over for Cary Grant, der får lov til at følge hende og toget ind i tunellen i den plat freudianske slutning…