Læsere af denne lille blog vil vide, at jeg i ny og næ har harcelleret over den borgerlige tænketank CEPOS og undret mig over, at den fik så megen mediebevågenhed, som tilfældet var og er. I weekendens udgave af Information tager det lille dagblad så omsider fat på problemet, idet man vender bøtten om og undrer sig over, at CEPOS’ modspiller CEVEA, centrum-venstre-tænketanken, siden sin oprettelse har brilleret ved sit fravær i offentligheden.

I følge Informations tema er der især én forklaring på misèren: penge. Hvor CEVEA har ca. 600.000 kroner at gøre godt med, så har CEPOS 36 gange så meget, hvilket vil sige godt 22 millioner kroner. Selvfølgelig betyder dette misforhold med hensyn til ressourcer noget. Ingen tvivl om det. Men alligevel er der, efter min mening, tale om en lidt ynkelig, symptomatisk bortforklaring, hvis man – som det tendentielt sker i Informations dækning – vil lægge hovedvægten på den forklaring.

Den økonomiske ulighed i den politiske offentlighed er jo ikke et nyt fænomen. Lad mig blot erindre om problemet vedr. partistøtten i dette land. Så sent som i sidste uge, var den oppe at vende igen. åbenhed, gennemsigtighed og almindelig redelighed vedr. partiernes sponsorering fra erhvervslivet og de faglige organisationer etc. er stadigvæk en varm kartoffel og et fundamentalt demokratisk problem, som burde være løst for længst. (I øvrigt må man også spørge: Vil det ikke være muligt for fx Socialdemokratiet, SF og fagbevægelse at rejse skaldede 22 millioner om året, hvis man virkelig ville?)
Men der skal mere end penge til at levere et slagkraftigt alternativ til sådan et foretagende som CEPOS. For det første kunne medierne i dette land gribe i egen barm og forsøge at forholde sig kritisk til fænomener som CEPOS i stedet for – som det ofte sker – blot at agere mikrofonholdere for tænketankens programmerede udtalelser og bevidstløst levere spalteplads til deres utallige pressemeddelelser. Fx kunne det jo være en oplagt opgave at undersøge og udrede de økonomiske forhold omkring tænketanken og dennes forbindelser til erhvervslivet, det organisationer og de politiske partier. Dernæst kunne det være lige så oplagt at udøve almindelig journalistisk research og kritisk granskning af de “forskningsresultater”, CEPOS, igen og igen fremlægger som “objektive” facts og som alt for sjældent følges til dørs i medierne. Det burde være ikke bare oplagt, men også nødvendigt for de medier, der tænker sig i opposition til det liberalistiske CEPOS.

Medierne bærer et tungt ansvar for CEPOS’ uforholdsvis store dominans i offentligheden. Et ansvar, de langtfra lever op til.

For det andet, så er der det ideologiske problem. Siden muren faldt i 1989 har den såkaldte venstrefløj i Danmark – groft sagt Socialdemokratiet og SF – haft mere end svært ved at finde sine egne ben og er ofte landet på et Blairsk liberalt-soft-socialdemokratisk standpunkt, der i sin centrumssøgen ikke har været til at skelne fra borgerlig politik – og af samme grund ofte er blevet planket af regeringspartierne. Venstrefløjen er endt i en ideologisk krise, fordi man ved murens fald smed barnet ud med badevandet. Og barnet er: forestillingen eller drømmen om et samfund, der organiseret på en anden måde end det borgerligt-liberalistiske samfunds økonomi, og tager ideerne om frihed, lighed og broderskab (solidaritet) alvorlig. Jo før de to store socialistisk partier får etableret kontakten til deres egne historiske forudsætninger, desto bedre.

I den forbindelse skal man huske på den offentlige debat i halvfjerdserne. Selv om venstrefløjen heller ikke dengang var økonomisk formuende, så var den den, der satte dagsordnen politisk og kulturelt. Penge er ikke alt. Det handler i allerhøjeste grad også om politisk talent og viljestyrke. Og den kniber det også lidt med for tiden.