Det er snart længe siden – i hvert fald føles det sådan – at jeg er blevet sendt helt tilbage til folkeskoletiden. Men i nat skete det. Jeg lå på blanke natten og læse i Klaus Lynggards Et kullet klarsyn. Udgiverne af bogen har bedt Klaus om at lave sin egen sangkanon over danske sange. Og endnu engang måtte jeg fundere lidt over det forhold, at Klaus og jeg er nogenlunde jævnaldrende. I hvert fald kunne de sange, han opregner og kommenterer være indlemmet i min egen kanon, hvis ellers jeg overhovedet ville finde på at lave en sådan (hvilket er mere end tvivlsomt…). “Det var en lørdag aften” er med. Folkemelodien med den ultimative Heartbreak-lyrik. Hvor kan man finde kærlighed/ hvor kærlighed ej bor? Vi sang den i skolen, hvor den listede sig ind i min indre jukeboks, længe inden jeg sådan for alvor havde lagt krop til den visdom, sangen rummer. Som Lynggaard er inde på, så er denne sang et fornemt eksempel på, hvor lydefrit tekst og melodi kan gå hånd i hånd – på dansk.

En anden sang, som også blev sunget igen og igen på Sædding Skole, hvor klassen ofte fik lov til selv at vælge fra sangbogen Arvesølv, var Thøger Larsens og Oluf Rings smukke og jordnære nationalhymne, der ikke forfalder til forloren nationalromantik, som den “rigtige” nationalsang, som efterhånden kun er til at holde ud med en fadbamse i hånden under klaphatten eller til et møde i DF… Her med Klarup Pigekor. Jeg vender nok tilbage til de andre sange.

Da jeg gik i skole var det en selvfølge at synge sangene i Arvesølv. Og vi gjorde det, selv om vi ikke altid var begejstrede. Men hvordan går det i dag i den danske folkeskole? Jeg tror, at dette stykke almendannelse, hvor ungerne bliver introduceret til dansk musik og digtekunst gennem sang er en saga blot. Desværre.