Jeg har i mine foregående indlæg om Ungdomshuset talt imod de unges brug af vold. I Berlingske Tidende kan man læse om en anden side af voldsproblematikken. Niels Lunde, der er ansvarshavende chefredaktør, har været i Københavns byret og Politigårdens dommervagt og beretter om sine oplevelser med mødet med de pårørende til de fængslede og anklagede personer. Temaet uden for retslokalet er: vold. Politiets anvendelse af vold. Forældre, pårørende og venner er harme over politiets magtanvendelse. Blandt andet over den udbredte anvendelse af tåregas. En af de unge (omtalt som ‘autonom’) fortæller, at tåregassen “pressede blod ud i øjnene på de unge anholdte”. Harmen er stor, og der er ikke megen forståelse for Lundes indvending om, at det var de unge selv, der startede volden. Lunde undrer sig over den manglende eftertanke, den manglende selvkritik hos forældre og pårørende. Og Lundes forundring er berettiget. Forældrene og de pårørende må udøve selvkritik – sammen med de unge.
Alligevel er der en dimension, som Lunde ikke får med i sin i øvrigt sobre artikel.
Vold avler vold, siger vi. Og i denne sammenhæng udløste de unges brosten og hærværk en massiv anvendelse af tåregas m.m. fra politiets side. Politiet er i dets gode ret til at anvende passende, lovlige midler til at genetablere ro og orden i Københavns gader. Det er indiskutabelt. Men spørgsmålet er, om politiet gik for vidt? Som jeg husker rapportagerne, brugte politiet konsekvent tåregas, hvor de gik frem gennem gaderne. Og alle, der – frivilligt som ufrivilligt – kom inden for politiets uforudsigelige aktionsradius, blev udsat for tåregassens virkninger. Jeg ved, at mange har rost politiet for deres håndtering af gadeuroligheder; men i en retsstat er det nødvendigt hele tiden at rejse kritiske spørgsmål som dette: Gik politiet for vidt? Var voldsanvendelsen unødvendig? Vi skal jo ikke så langt tilbage i historien for at finde omtåleligt eksempel på politiets anvendelse af skydevåben…
Voldsanvendelse er uacceptabelt. Men der er forskel. Politiets voldsanvendelse sker som en konsekvens af retsstatens lovudøvelse. Det gør de unges vold ikke. Men politiets voldsanvendelse må ikke være vilkårlig og unødvendig. Det må vi som borgere i et retssamfund holde fast i.
Lunde omtaler også dagbladet Informations genistreg, at have stillet otte sider til rådighed for unge fra Ungdomshuset, så de kunne fremlægge deres syn på begivenhederne. Det skete i onsdags. Og – desværre – argumenteres der moralsk for brugen af vold. Nogle af de unge tror, at volden kan føre til noget bedre – end mere vold. Men: Føre til hvad? Lunde har en interessant perspektivering af disse “autonome” unges voldsaccept. Han anfører, at deres forgængere – Studenteroprøret i ’68, Slumstormerne i 70-erne og BZ’erne i ’80-erne – dog havde en drøm eller en idé om en anden kultur, et andet samfund. De ‘autonome unge’ i dag kan kun se sig selv. Volden handler om MIG. Mine krav og forventninger. Som Lunde påpeger, så er der tale om unge, der er opvokset i et land med stor frihed, hvor man kan kræve alt. Men det er også – det nævner Lunde ikke – unge, der er vokset op i en politisk konjunktur, der dyrket den individuelle frihed på bekostning af fællesskabet og solidariteten i samfundet. Disse “autonome” unge er børn af dette Venstre-Konservative-Dansk-Folkeparti-dominerede samfund, hvor enhver helst skal være sig selv nærmest. Mange af disse unge kender ikke til andet. Når Lunde derfor til sidste efterlyser “sammenhængskraft” i samfundet, så fremdrager han et borgerligt støbt begreb, der netop er symptom på, hvad der er galt med samfundsudviklingen under den siddende regering: opsplitning, polarisering, egocentrering osv. De unge “autonome” føler sig ikke som en del af samfundet. Ingen har givet dem den følelse. Og blandt andet derfor fremstår volden som et “rimeligt” kampmiddel…
Henrik &Carsten: Jeg er da enig med jer i, at henvisningen til demokratiske rettigheder osv. i dagens Danmark – hvor mange opfatter demokratiet som en selvfølge og ikke kan forestille sig, at det skulle forsvinde – er “gratis” og uden omkostninger. Geertsen er et godt eksempel pÃ¥ den slags “nemme” henvisninger. Han interesserer sig efter min bedste mening ikke en døjt for demokratiet, men alene for sin egen magt.
Og det er da rigtigt, at mit eksempel med Amnesty International mÃ¥ske var lidt letkøbt, fordi det især drejer sig om udlandet. Men jeg mener faktisk ogsÃ¥, at der er mange i dette land, der kæmper en brav kamp for demokratiets idealer. Vi har lige set en underskriftsindsamling vedr. behandlingen af irakere. Vi har set en demokratisk forening af folk med islamisk baggrund opstÃ¥ og fÃ¥ indflydelse. Og vi ser en lang række blogs opstÃ¥, der alle taler imod ikke-demokratiske tendenser i dette samfund. Fx jeres egne blogs…
Opdatering: Og sÃ¥ slÃ¥r det mig, at der da er steder i samfundet, hvor det bestemt har omkostninger at bruge sine demokratiske rettigheder. Tænk fx pÃ¥ de offentligt ansatte. Da jeg læste pÃ¥ journalisthøjskolen blev jeg præsenteret for en hel række uhyrlige eksempler pÃ¥, hvordan offentligt ansatte var blevet fyret, chikaneret og – ja, drevet pÃ¥ selvmordets rand, fordi de holdt fast ved deres ytringsfrihed.
Amnesty er rigtig nok et godt eksempel pÃ¥ nogen, der ikke taler bullshit, nÃ¥r de hylder de demokratiske rettigheder og idealer. De ARBEJDER rent faktisk for dem – og risikerer noget for dem. Det, jeg mente med bullshit, var at det er for nemt BARE at fordømme f.eks. de unge fra Jagtvej ved at henvise til Demokrati og Ejendomsret og sÃ¥ i øvrigt ikke foretage sig noget som helst. Som f.eks. Geertsen.
Personligt er jeg ogsÃ¥ imod vold og for demokratiet, som er “det værste af alle mulige systemer – problemet er bare, at alle andre er værre.”
Get my point? Den sidste sætning var bullshit og burde have været overflødig…
Huh – der sker sære ting, nÃ¥r jeg prøver at lægge en længere kommentar.
Henrik har vel ret i, at i dagens Danmark er det rimeligt omkostningsfrit at gå ind for �demokratiske retsstatsprincipper� eller noget lignende. Når Capac som modeksempel henviser til Amnesty International, så formoder jeg, at det er udenlandske eksempler på, hvad kampen for demokrati kan medføre han har i tankerne, ikke danske. Skønt Amnesty har anklaget Danmark for flere brud på menneskerettighederne, så er der mig bekendt ikke nogen af disse der direkte kan henføres til, at folks rettigheder er blevet krænket FORDI de har plæderet for frie demokratiske valg, adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt etc. De danske overgreb, som nævnes hos Amnesty, er normalt overgreb som ikke har karakter af systematisk undertrykkelse af oppositions- eller minoritetsgrupper, men derimod er resultatet af uheldig lovgivning, dårlig sagsbehandling eller alt for ihærdige betjente.
Er dette en væsentlig pointe? Ja, fordi vi diskuterer optøjer der finder sted i Danmark, og ikke i et ubestemmeligt afrikansk diktatur. I Danmark er det, alt andet lige, nemt og behageligt og omkostningsfrit at pÃ¥kalde sig, og gemme sig bag, brede, udefinerbare begreber som “demokratisk vedtagne retsprincipper” og lignende. Og sÃ¥ er det nemt, som f.eks. Martin Geertsen, efterfølgende at nægte enhver form for forstÃ¥else eller forhandling med ens politiske modstandere; modstandere som ikke accepterer de samme (demokratiske) spilleregler, som en selv. Jeg tror, at det er (en af) pointerne med Henriks kritik.
Og jeg føler inspirationen komme over mig. Der kommer vist snart et indlæg om samme emne på min egen blog.
@Henrik: Én ting er at erkende, at demokratiet som styreform indebærer modsigelser og paradokser (fx det klassiske: kan man forsvare et demokrati ved at undertrykke demokratiske principper?); demokratiet er – som professor Sløk engang udtrykte det – en ufuldstændig og ikke særlig effektiv styreform, men er der et bedre alternativ?; noget andet er at afskrive henvisningen tili “demokratiske idealer” som værende “Bullshit”. Det sidste forekommer mig at være – i bedste fald – en grov forenkling.
At det skulle være “gratis” at gÃ¥ ind for demokratiske principper synes jeg ogsÃ¥ er – i bedste fald – en forenkling. Spørg bare Amnesty International. De kan fortælle om omkostningerne ved at henvise til og kæmpe for demokratiske rettigheder og idealer.
For at vende tilbage til det konkrete, sÃ¥ mener jeg stadigvæk, at de unge ville kunne – og fortsat kan komme – meget længere med fredelige, demokratiske midler.
Endnu et interessant spørgsmål. ;o)
PÃ¥ den ene side er jeg faktisk ret imponeret af politiet i denne sag. Virkelig. De har vel om noget haft andel i den trods alt fredelige udgang pÃ¥ balladen (dommervagten er muligvis en anden sag…). Samtidig opretholdes vores samfund, som jeg ogsÃ¥ skrev tidligere, ved et voldsmonopol, der er ret godt begrundet og som almindeligvis fungerer meget stabilt. Men pÃ¥ den anden side er det netop den rituelle “bekræftelse af de demokratiske idealer, vores samfund bygger pÃ¥” der af og til virkelig kan bringe mit pis i kog i sager som denne. Den amerikanske filosof Harry Frankfurt har beskrevet ret fint, hvordan sÃ¥danne statements for det meste er BULLSHIT. Eller de er gratis: SÃ¥ snart vi har noget at tage afstand fra, behøver vi ikke at forholde os til sagens substans. MisforstÃ¥ mig ikke: Jeg synes at f.eks. du og Paw og Carsten gør et godt stykke arbejde for at diskutere substans, men i det store hele bliver det meget let til en gang bullshit (fra de samme folk som retfærdiggør krig og fangemishandling). Det er f.eks. Martin Geertsens eneste kort: Fuck de unge, de er voldelige. Og det er samtidig grunden til, at Socialdemokraterne er lÃ¥st fast. Thorning er enormt bange for at virke blød overfor vold, skat, indvandrere osv. SÃ¥ istedet for at diskutere nuanceret taler hun bullshit – og har nu fÃ¥et Ritt til det samme. Derfor bliver sagen ikke løst foreløbig.
@Henrik: Jo, et demokratisk samfund kan slÃ¥ om i sin egen modsætning. Du nævner selv nazismen. Vi kunne ogsÃ¥ spørge: Hvad ville der ske, hvis Dansk Folkeparti fik magt, som de har agt? Hvordan ville det sÃ¥ gÃ¥ med de demokratiske idealer? Omvendt mÃ¥ jeg spørge: Det er muligvis ikke “nok”, at henvise til det demokratiske samfunds lovgivning. Og det jeg pÃ¥peger er ogsÃ¥ kun, at politiets magtanvendelse finder sin legitimitet her. Men – omvendt – er vi ikke nødt til principielt at bekræfte de demokratiske idealer, som vores lovgivning bygger pÃ¥?
@carsten agger: jeg mener, at vi Рsom udgangspunkt Рm̴ sige, at politiets handlinger legitimeres af den lovgivning, vi har i vores s̴kaldte demokrati. Den samme legitimitet kan de unges voldsanvendelse i forbindelse med kampen for Ungdomshuset ikke p̴kalde sig. Det er da en principiel forskel.
NÃ¥r jeg skriver “som udgangspunkt”, sÃ¥ er det selvfølgelig, fordi jeg godt ved, at magtudøvelsen i et samfund som vores kan komme i konflikt med intentioner i lovgivningen eller med andre demokratiske værdisæt – og fx resultere i civil ulydighed. At politiet er gÃ¥et ud over sine beføjelser er der jo mange eksempler pÃ¥.
Holder vi os til den konkrete sag om Ungdomshuset, sÃ¥ har jeg svært ved at se, hvad der skulle legitimere de unges voldsanvendelse – og det er vel ogsÃ¥, hvad indlægget drejer sig om…
@capac: Selv tak for en eftertænksom respons. Men jeg er enig med Agger i, at det ikke er nok at henvise til et “demokratisk retssamfunds lovgivning.” I hvert fald ikke “teoretisk”, om jeg sÃ¥ mÃ¥ sige. Hvis nazisterne fÃ¥r flertal begynder jeg at kaste med andet og mere end brosten, for eksempel.
I øvrigt er det efter min mening ogsÃ¥ muligt at sætte spørgsmÃ¥lstegn ved, om “de unges vold” blot kan forkastes som én samlet kategori. Er der ikke forskel pÃ¥ at lave et bÃ¥l i gaden og at kaste en sten efter en betjent? Eller for at følge Agger igen: Hvis vi accepterer argumenter for at civil ulydighed kan forsvares, hvor gÃ¥r sÃ¥ grænsen, hvor det bliver til uacceptabel vold? Er det f.eks. ikke fint, at en gruppe unge fra Foreningen for Flere Operahuse blokerede trafikken og opstillede et veldækket bord, som forhindrede en masse mennesker i at komme frem i et stykke tid?
David Trads i Nyhedsavisen har iøvrigt mindet om, at der faktisk ikke var nogen, der kom alvorligt til skade under urolighederne. Hvad nu hvis det faktisk ikke var helt tilfældigt? Måske var der trods al vildskaben mere moderation i handlingerne, end vi sådan lige antager?
Jeg siger ikke, at jeg har svaret, men jeg har en del spørgsmÃ¥l…
@capac: Jeg er ikke enig i, at man kan foretage en sÃ¥dan skelnen. “Et demokratisk retssamfunds lovgivning”
kunne sagtens føre til uhyrligheder, som man er nødt til at modsætte sig ved i sidste ende at bryde loven
(som det f.eks. er sket ifm. flygtninge, der er gået under jorden), og ingen kan derfor forpligte sig
til at overholde en sådan lovgivning udover deres egen samvittigheds grænse.
Og der er ingen forskel p̴, om en s̴dan civil ulydighed involverer magtanvendelse eller ej Рog hermed bryder din skelnen sammen.
@carsten agger: som jeg tidligere har skrevet, så må man skelne mellem de to former for vold: de unges og politiets. Sidstnævnte er legitimeret af et demokratisk retssamfund lovgivning. Det er de unges ikke.
@Henrik Jøker Bjerre: Tak for en yderst relevant indvendig. Jo, man kan sagtens fremstÃ¥ som en naiv pacifist, nÃ¥r man skriver, at “voldsanvendelse er uacceptabel”, al den stund, at vold udøves overalt i verden omkring os. Og jeg mÃ¥ medgive dig, at min formulering i indlægget nok fremstÃ¥r som alt for generel og i hvert fald let kan læses som forsvar for Ghandis filosofi eller Jesu’ venden-den-anden-kind-til-lære.
Det er nok ikke muligt at undgå modsigelser og paradokser, når man forfægter det synspunkt, at voldsanvendelse er uacceptabelt i et samfund som vores, der forstår sig selv som demokratisk.
Man må være konkret. Vi taler om voldsanvendelse i en konkret sammenhæng: kampen om Ungdomshuset. Jeg mener, at de unges vold (stenkast, ildspåsættelse, hærværk osv.) var uacceptabel som middel i deres kamp for Ungdomhusets bevarelse. Den skadede deres egen sag og avlede mere vold (politiets).
Hvis det endelig skal være, sÃ¥ argumenterer sÃ¥vel Lunde som andre konsekvent og uimodsigeligt *for* brug af vold – nemlig *for* politiets brug af magt til at starte med.
Hvis man fra én side kan beslutte at gennemføre en beslutning med magt (f.eks. rydningen af Ungdomshuset), kan man vel også fra anden side beslutte at modsætte sig den med magt.
Og til syvende og sidst er loven ikke andet end endnu en vedtægt; vor personlige samvittighed og vore personlige grænser vil altid i sidste ende stå over loven, og gudskelov for det.
“Voldsanvendelse er uacceptabelt”, skriver du Capac. Men straks efter funderer du over, at den vold, politiet anvender ikke mÃ¥ være “vilkÃ¥rlig” og “unødvendig”. Det vil altsÃ¥ sige at vold ikke som SÃ…DAN er uacceptabel, men kun den “vilkÃ¥rlige” og “unødvendige”? SÃ¥ melder spørgsmÃ¥let sig: Kan man forestille sig et argument fra de stenkastende unges side, hvor deres voldanvendelse faktisk var “uvilkÃ¥rlig” og “nødvendig”? (F.eks. fordi de aldrig nogensinde bliver hørt, hvis de bare laver fredelige demonstrationer?)
Mit problem er generelt, at enhver voldsanvendelse fra “oprørere” af forskellig slags altid, næsten enstemmigt og for det meste helt ureflekteret fordømmes med argumenter a la “voldsanvendelse er uacceptabelt”, samtidig med at vi udmærket ved, at der anvendes vold hele tiden og overalt – fra tÃ¥regassen til klyngebomber i Irak. Staten har et voldsmonopol som udøves gennem politiet. NÃ¥r andre udøver vold, straffes de (som regel – bortset fra nødværge osv.). SÃ¥dan har vi indrettet os af rigtig gode grunde! Men lad være med at sige at vold som sÃ¥dan er uacceptabel, hvis du ikke mener det. Det ville kræve et meget radikalt, Gandhi- eller buddhistisk inspireret forsvar for ikke-vold at hævde det.
Et andet tankeeksperiment: Sammenlign (filosofisk/moralsk) de unges stenkast med invasionen i Irak. Begge var juridisk set ulovlige. Kan man alligevel begrunde dem med et “højere” hensyn? Eller kan man begrunde modstandsbevægelsen i Irak pÃ¥ den mÃ¥de? Findes der en “retfærdig vold”, der tilsidesætter gældende lov? Var D-Dag f.eks. ikke retfærdig? Eller kampen mod Apartheid?
Jeg læste også Niels Lundes kronik. Og ja: det er helt uacceptabelt hvad der skete. Både de unges brug af vold og forældrenes manglende fordømmelse af samme. Men værst af alt: Ledernes (på begge sider!) mangel på vilje til at finde en løsning inden det kom så vidt. Jeg har efterspurgt tilgivelse og eftertanke på min egen blog. Og også foreslået et tankeksperiment. Hvad er dit svar på spørgsmålet?