I disse fildelingstider er det lidt pudsigt at grave lidt i musikernes eget forhold til intellektuel rettighed.

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg om Led Zeppelins “lån” af sangen Dazed and Confused fra Jake Holmes. Et måske endnu mere berømt eksempel fra Led Zeppelin er “deres” nummer “Whole Lotta Love”, som indleder gruppens andet album.

Gruppens medlemmer krediterede sig selv for sangen dengang, pladen udkom, men i 1985 lagde Willie Dixon sag an mod Led Zeppelin med den påstand, at nummeret var næsten identisk med Dixons “You Need Love” (indspillet af Muddy Waters i 1962 for Chess Records). Og Dixon vandt, og siden har Dixon været krediteret sammen med de andre.

Lytter man efter, så er det da også tydeligt, at Led Zeppelins version – hvis vi skal formulere det lidt diplomatisk – er tæt på plagiatet med hensyn til såvel musik som tekst. For at det ikke skal være løgn citere Zeppelinerne også to andre Dixonsange i “Whole Lotta Love”: “Shake for me” og “Backdoor Man”. Selv det berømmede Plant-riff i sangen er der rejst tvivl om, selv om jeg endnu ikke har kunnet finde ud af, hvor det evt. skulle være “lånt”.

Inden vi udråber Led Zeppelin til de store skurke, så skal vi lige huske at nævne, at selv om drengene “glemte” deres inspiration fra Dixon via Muddy Waters, så har de nok især hentet deres ideer fra Small Faces, der i 1966 plankede Muddy Waters-sangen og omdøbte den let til “You Need Loving”. En ganske ligefrem udgave af Muddy Waters fortolkning – og også Small Faces tog æren for sangen, der blev krediteret “Lane/Marriott”! I øvrigt var Small Faces et stort forbillede for Robert Plant og co.

Graver man videre, så viser det sig, at også Willie Dixon har ladet sig inspirere til sin sang af andre, mindre kendte blueskunstnere. Dog ikke så meget, at man vil tale om plagiat.

Grænsen mellem inspiration og plagiat kan være svær at fastlægge i praksis. Led Zeppelin lærte efter deres første tre plader, at det bedst kan betale sig at kreditere inspirationskilderne, i det omfang det er muligt. For det er for dyrt med retsager og tilbagebetaling af royalties. Når man betænker, hvor meget den sorte blues betød for de engelske bands i halvfjerdserne, så burde de fire Zeppelinere (og Small Faces osv.) jo have vedgået deres arv allerede fra starten. Forklaringen er måske, at Page, Plant og de andre var unge ærgerrige brushoveder, der havde hovedet fuldt af A Whole Lotta Blues, ville være berømte, tjene mange penge, gad fanden i forældregenerationen – og derfor tog let på det med copyright og royalties. Men – som Per Højholt engang var inde på – så skal man huske, at al kunst begynder med plagiering, efterligning, tyveri… Det er værd at huske på. Og rækken af sager i rockmusikkens historie understreger det bare. I øvrigt er A Whole Lotta Blues titlen på en plade, der samler en del af Led Zeppelins inspirationskilder. Kan lånes på det lokale bibliotek.
Tak til mb og John Sund for inspiration til dette indlæg (og evt. senere med samme emne).

Muddy Water – You Need Love
Willie Dixon – You Need Love
Small Faces – You Need Loving
Led Zeppelin – Whole Lotta Love