I går så jeg et foto af Elton John. Og jeg kom til at tænke på en ældre forretningsmand – lige som han en overgang fik mig til at tænke på Liberace – og at det efterhånden er mange år siden, han lavede musik, der virkelig kunne få mig til at spidse ører. Men engang for mange år siden lavede han nogle plader i krydsfeltet mellem melodiøs pop og progressiv rock. Det gælder fx hans debutalbum “Empty Sky” fra 1969. Den Elton John man hører her, er en ung søgende, eksperimenterende musiker, der endnu ikke har fundet sin stil, selv om den ligger der som en usleben diamant. Han suger til sig fra tidens musikalske strømninger, og der er tydelig inspiration fra både den psykedeliske musik og folk-rocken. Og meget andet. Meget tidstypisk er ingen af numrene kortere en fire minutter; et par endda på 7-8 minutter. Et godt stykke fra mainstream-hitliste-standarden. Elton spiller selv alle tangentinstrumenterne – inklusive en harpsicord (flygelformet cembalo), som giver en særlig tone til nogle af numrene. Ellers får han hjælp af flere fremtrædende musikere, fx Nigel Olsson på trommer og Caleb Quaye på guitar.