Det var min realskolekammerat Hans’ storebroder, der gjorde mig opmærksom på gruppen Redbone. Han boede endnu en tid hjemme hos familien, men havde en fast kæreste og stod med det ene ben ude af døren. Men endnu gik han mut rundt med sit skulderlange, sorte hår og skæg og småsang strofer fra sangen “Maggie”.
Senere hørte jeg flere gange Redbone i Danmarks Radio hos Mylius og andre steder, hvor gruppen ofte blev sat i forbindelse med den amerikanske urbefolkning: indianerne. Selv om det indianske var en vital del af gruppens image, bl.a. på det andet album med titlen “Potlach”, så var sandheden om bandet, at dets medlemmer havde en broget etnisk baggrund. Heraf navnet Redbone, der er et cajun-ord for et menneske af blandet herkomst.
Men én ting er image, noget andet musik. Gruppen blev dannet helt tilbage i 1968 af brødrene Patrick og Lolly Vasquez og i deres musik blandede de rock med elementer af R&B, cajun, indianske rytmer og sange, jazz og andet godt fra området omkring New Orleans.
Redbones debutalbum kom 1970 og bar gruppens navn. Det var et dobbeltalbum med næsten 75 minutters musik, som viste et bredt spektrum af gruppens musikalske påvirkninger og bandets karakteristiske lidt sumpede stil. Dobbeltalbummet udkom dog kun i hjemlandet, medens Europæerne måtte nøjes med et enkelt album. Men pladen solgte ikke stort hverken her eller der. I hvert fald ikke stort nok til pladekøbmændenes tilfredshed. Det gik straks bedre med opfølgeren “Potlach”, der kom samme år. Sikkert, fordi singleudspillet “Maggie” banede vej for albummet.
I 1973 fik bandet et stort hit i Europa med den politiske sang “We Were All Wounded at Wounded Knee”, medens den blev betragtet som politisk ukorrekt i USA, hvor flere radiostationer nægtede at spille den. Gruppens første kreative periode løb frem til midten af halvfjerdserne og kastede yderligere fire album af sig. Alle plader af høj musikalsk kvalitet.
Bandet er blevet gendannet i halvfemserne. Og der er kommet et hav af opsamlings- og greatest hits-plader med gruppen. Lige som alle deres plader er blevet genudsendt på cd med ekstranumre etc.