Lad mig starte med en indrømmelse. Jeg har ikke læst Stieg Larssons feterede kriminalromaner og har ikke planer om at gøre det foreløbig. Af i hvert fald to grunde.

For det første får jeg forstoppelse, når en film eller en bog i den grad bliver hypet, som tilfældet har været med den svenske forfatter, hvis alt for tidlige død og de efterfølgende familiære stridigheder om rettigheder og penge blot har forstærket efterspørgslen. Al den publicity forstyrrer simpelthen min læseglæde. For det andet foretrækker jeg langt hen at se krimi i stedet for at læse dem. Jeg læser nu og da en krimi, men ofte – alt for ofte – bliver jeg skuffet over de litterære kvaliteter (el. rettere: mangel på samme). Men det er nok en erhvervsskade, jeg har efter at have læst litteratur på universitetet…

Mænd der hader kvinder er første del af den Larssonske trilogi, og jeg nåede ikke at få den set i biografen, hvor den var en stor succes. Men så er der heldigvis dvd-mediet. Og der skal ikke herske nogen tvivl: Filmen er fremragende inden for sin genre. Helt på niveau med engelske og amerikanske kriminalfilm med hensyn til instruktion, produktion og skuespil.

Det betyder ikke, at den er lydefri. Blandt andet synes jeg, at Michael Nyqvist i rollen som den idealistiske journalist Mikael Blomkvist er fejlcastet. Efter min mening er han lige så kedelig og monoton som en gennemsnitlig dansk Christiansborg-journalist, og det forekommer mig at være et uhyrligt postulat, at den anderledes interessante figur, pigen Lisbeth Salander (Noomi Rapace), skulle kunne finde noget erotisk interessant i ham.

Muligvis hænger det sammen med en af filmens svagheder: personkarakteristikken. Jeg synes, man kan mærke, at det er en stor, omfattende roman, der er blevet klemt ind i spillefilmslængde. Nogle dimensioner kommer ikke med. Blomkvists forhold til sin kollega på tidsskriftet Millenium bliver kun nødtørftigt antydet. Det samme gælder Lisbeth Salanders betændte fortid, der ellers er brændstoffet i hendes virke og dermed i filmen. Man mærker, at instruktøren har skullet klippe en hæl og hakke en tå af undervejs (og måske ville bogen egne sig bedst til en tv-serie…).

Men sluger man kamelerne, så er der masser at lade sig underholde af. Der er et virkeligt fint udtænkt plot, der er spænding og fremdrift i afviklingen af fortællingen efter en lidt stille indledning. Og man sidder naglet til stolen. Det i sig selv er vel et kvalitetstegn?

Noget andet er så det Larssonske syn på mennesket og på kønnene. Stieg Larsson er, som bekendt, en venstreorienteret forfatter. Derfor er en kritik af økonomisk kriminalitet på højt plan at forvente. Og det får man. Fint nok. Værre er det med Larssons ukritiske brug af en ufiltreret halvfjerdserfeminisme i fremstillingen af Lisbeth Salander som nærmest biseksuel, hævnende selvtægtsheltinde. Et billede, der passer som fod i hose til fremstillingen af den ærke-misogyne patriark (fremragende spillet af Sven Bertil Taube), som nærmest er en karikatur af den mandlige seksualitets ondskab. Efter min bedste overbevisning er fremstillingen af Lisbeth Salander og hendes handlinger et privilegeret eksempel på svensk politisk korrekthed på overdrevet. Det er ligestillingstanken kørt helt ud i hampen. Lisbeth Salander-figuren er i mine øjne et moderne, skandinavisk feministisk modsvar på Charles Bronsons selvtægtmand fra halvfjerdserne. Og ikke en tøddel mere sympatisk.

I forlængelse heraf synes jeg – uden at afsløre noget over for dem, der har filmen og bogen til gode – at slutningen er både politisk og moralsk tvivlsom. Omvendt så er man jo efterhånden vant til at slå den slags forbehold fra, når man ser film… Dermed anbefalet som god underholdning – med visse forbehold.